Verdensstjernen MØ, også kendt som Karen Marie Ørsted, har lavet sin første investering nogensinde i dansk virksomhed, som vil udrydde vand på flaske
Af Christina Blom
Den danske sangstjerne MØ vil have os til at tage stilling til vores grundvand. Hun har netop investeret i den lille, danske virksomhed Postevand, der vil udrydde vand på plastikflasker og som står bag kampagnen ”Nej til pesticider i grundvandet.”
Det er første gang nogensinde, at MØ, også kendt som Karen Marie Ørsted, investerer i en virksomhed. Kampagnen er det første synlige resultat af MØs investering i virksomheden Postevand, der siden 2014 har solgt postevand på miljøvenligt karton med formålet om at få folk til at stoppe med at købe vand på flaske og i stedet for tappe det fra hanen.
Hvorfor MØ og Postevand
”Jeg er gået ind i projektet, fordi vi skal have rent vand. Vi skal passe på os selv og på jorden, og vi skal stoppe med at tage dovne løsninger. Det er tiden nu, hvor vi bliver nødt til at tænke langsigtet og turde at investere i fremtiden, selvom det kan føles angstprovokerende i nuet,” siger Karen Marie Ørsted og fortsætter:
”Jeg beundrer, når selvstartere, især i en tid med så store og konsekvensfyldte klimaforandringer, går sammen for at prøve at gøre en forskel. Der er altid brug for flere folk, som tænker nyt og anderledes og frem for alt har hjertet på det rette sted. Det har Andreas og Jesper, som står bag Postevand. Jeg finder stor mening og vigtighed i projektet, og jeg er kæmpe tilhænger af deres vision. Derfor er jeg rigtig glad og stolt over at kunne få lov til at være en del af deres projekt.”
Rent drikkevand bliver taget for givet
”Hvis fremtidige generationer skal have adgang til rent vand, som vi har det, så skal vi gøre noget. Rent drikkevand er ikke en uudtømmelig ressource, og der er et akut behov for, at vi beskytter det bedre mod pesticider og sprøjtegifte – en af måderne er ved at plante træer i nærheden af følsomt grundvand,” siger Jesper Strange Kjeldsen, co-founder i Postevand.
Formålet med samarbejdet mellem MØ og Postevand er at sætte fokus på beskyttelsen af vores grundvand. Sammen har de udviklet en kollektion af merchandise, hvor overskuddet går til at plante træer gennem organisationen Plant et Træ.
Den nye merchandisekollektion er sat til salg 13. november 2019.
Læs mere om Postevand her.