Tuesday, 12 Nov 2024

Gør vi nok for at tiltrække de dygtige kvinder til bestyrelserne?

Laura Vilsbæk Olesen. Foto: Inge Lyngaard Hansen
Laura Vilsbæk Olesen. Foto: Inge Lyngaard Hansen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Nogle gange sker det rent faktisk. At alle sænker skuldrene og taler helt åbent og ærligt og afslappet om det dér med kvinder i ledelse og kvinder i de danske bestyrelser. At vi har for få af dem, og at det er en udfordring for de danske virksomheder. At de danske virksomheder vil skabe vækst og innovation og sunde virksomheder og ser mangfoldighed i bestyrelsen som en væsentlig katalysator for at indfri målene.

af Laura Vilsbæk, indehaver af nyibestyrelsen.dk og selvstændig digital forretningsudvikler

Derfor blev jeg også så glad, da Jim Hagemann Snabe i sin beretning på Mærsks generalforsamling tilbage i april ærligt henledte opmærksomheden på, at der har været 3 kompetente, kvindelige kandidater i spil til bestyrelsen. De takkede desværre alle nej. Og det ærgrede Snabe sig over. For det var et indsatsområde, Mærsk tydeligvis havde arbejdet målrettet på.

I forlængelse heraf havde Business Class på TV2 News d. 4 april 2019 inviteret Lars Rasmussen, bl.a. bestyrelsesformand i Lundbeck og Coloplast, og Marlene Nørgaard, bl.a. CEO i MyBanker, i studiet for en snak om det dér med kvinder i bestyrelser.

Og det var en sjældent nuanceret, ærlig og berigende samtale. Så selv om det er flere måneder siden, fortjener indslaget fokus igen her inden årets sidste måned.

Virksomhedernes ansvar

Efter at have vist klippet fra Jim Hagemann Snabes beretning spørger den kvindelige vært polemisk:

“Her gik vi og troede at kvinderne blev holdt ude, og så viser det sig, at de bare ikke har lyst?”

Og erfarne Lars Rasmussen svarer fuldkommen roligt, smilende og afvæbnende, at vi måske skal vende spørgsmålet om og spørge: “Hvad kan vi som virksomheder gøre for at tiltrække de dygtige kvinder? Det er sælgers marked, og det er os, der skal gøre noget andet, hvis vi ikke lykkes med at tiltrække dem, der kan bidrage”. Og så deler han sine egne erfaringer med afslag fra kvinder, han gerne havde set i bestyrelsen for Lundbeck, hvor han er formand.

Helt roligt. Helt afvæbnende. Og uden at pege fingre og sige, at det er kvindernes egen skyld, og at de jo bare kan gøre noget mere. Eller at det i hvert fald ikke er virksomhedernes problem, at kvinderne ikke vil. Eller for sags skyld overhovedet kan.

Og det hæfter jeg mig ved, fordi det er så sjældent set, når talen falder på kvinder i bestyrelser. Og netop derfor er det befriende, fordi det åbner for en helt anden samtale, når vi gør det til et fælles ansvar i stedet for at bekrige og beskylde hinanden for ikke at gøre nok.

Handler det om den sidste plads – eller alle pladser?

Herefter supplerer Marlene Nørgaard, at man jo også kunne se på den samlede bestyrelsessammensætning i stedet for kun at se på den sidste plads – og lige præcis ville ha’ en kvinde til at passe ind hér:

“Hvis man kigger på alle positioner rundt i lokalet, har vi så de bedste på alle pladser? Hvorfor leder vi hele tiden efter en til den sidste stol? Kigger vi rundt om hele bordet, eller besætter vi bare den sidste plads?” spørger hun.

Har vi de bedste på alle pladser?

Og dermed føjer hun endnu en dimension til diskussionen, for omend en vis form for kontinuitet er at foretrække, kunne man også i langt højere grad, end det er tilfældet i dag, lave systematiske bestyrelsesevalueringer og se på, om bestyrelsen på alle pladser performer optimalt ift. virksomhedens strategiske udfordringer. Måske gør den, måske gør den ikke.

Men hvis der på den måde kommer flere pladser og et øget kompetencefokus i spil, kunne man også med en vis sandsynlighed forvente, at der samlet set kommer flere kvinder i spil. For der er mange, som både kan og vil. Hvis rammerne er rigtige.

Tusind tak til Lars Rasmussen og Marlene Nørgaard for en sjældent nuanceret debat om det dér med kvinderne i bestyrelserne.

Se selv med i Business Class på TV2 News fra torsdag den 4. april (kræver desværre abonnement): https://play.tv2.dk/programmer/magasiner/serier/business-class/

Logo_innovatorQ_RGB

Få Innovator Q’s nyhedsbrev
-og bliv den heldige vinder af en lækker d’herrer canvastaske. Vi trækker lod mellem månedens tilmeldte!

Vi hader også spam! Så det sparer vi dig for.