Sunday, 19 May 2024
Klummeskribent og Co-founder af GoGetty, Helene Aagaard.

Nu er det ikke, fordi hver klumme skal starte med et særsyn, men i sidste uge deltog GoGetty i en start-up konkurrence, og her mødte vi fem kvindelige investorer. FEM! 

Af Helene Aagaard, co-founder af GoGetty

Vi vandt ikke, men vinderne Lapee er jeg sikker på får stor succes med deres produkt. Det var en af de sædvanlige pitch-konkurrencer for start-ups, og udover at vi i GoGetty skal til at holde op med at deltage i dem af den simple grund, at vi har betalende kunder, så var der også fem investorer tilstede, som man mellem pitch’ene kunne sparre med. Og alle fem var kvinder. Det er faktisk der, jeg lidt taber kæben.

Når jeg åbner LinkedIn, bliver jeg ofte mødt med opslag, der debatterer, hvor den kvindelige iværksætter er henne. Hvorfor der ikke er flere af os? Og med en partner-in-crime, som også er kvinde, står jeg tit og tænker, at vi er jo lige her. Vi er endda to kvindelige iværksættere med fokus på diversitet og inklusion.

Færre kvindelige iværksættere

Faktum er dog, at andelen af kvindelige iværksættere er stagneret de sidste 10 år. De seneste tre år har antallet af kvindelige iværksættere ligget stabilt på 25 procent, hvorimod man i 2012 var over de 30 procent. Fortællingen om iværksætteren er dog oftest også den om den (unge) mand, der arbejder 80 timer om ugen, sover på en slidt sofa og er programmør – vores alle sammens Mark Zuckerberg drøm. Det er i hvert fald den fortælling, vi hylder og fylder spaltepladsen med.

Men det er i høj grad også en fortælling om den (unge) mand, der har en investor i ryggen. Ifølge venture-tracking sitet Crunchbase, udgjorde kvinder kun otte procent af investorer i USA’s top 100 VC (venture capital) firmaer i 2018. Sidste år modtog kvindelige stiftere kun 2,2 procent af de 130 milliarder dollars, der er på spil i venture penge i USA i følge analytikerfirmaet Pitchbook og organisationen All Raise.

I Sverige er det kun 1 procent af alle venture investeringer, der går til start-ups med kvinder i spidsen. Der findes ikke tilsvarende data i Danmark, fordi ingen har undersøgt det. Men der er omkring 180 medlemmer af DanBan (danske business angels). Ud af dem er 14 kvinder. Det tager mig altså ikke særlig lang tid at regne mig frem til, at min kvindelige partner og jeg er på vej op ad et bjerg, når det handler om at sikre en investering i modsætning til vores mandlige kollegaer.

Tudekiks og fokus på kompetencer

Så kan det godt være, du tænker, jeg skal tage en kiks og fokusere på mine kompetencer og mit produkt. Det er muligt. Men som i alle brancher og industrier, smider vi en masse potentiale ud med badevandet, når vi stadig træffer beslutninger ud fra devisen “det kender jeg” og “sådan har jeg altid gjort, så det fortsætter jeg med”. Vanetænkningen er enorm og potentielt destruktiv både i etablerede virksomheder og hos business angels.

Diversitet, hvad enten det er i hæderkronede, familieejede virksomheder, start-ups som Matter Pension eller hos business angels, starter med, at man får styr på status og derefter lægger en plan. Det er ikke bare noget, der kommer af sig selv, og det tager tid. Hvis vi som samfund ønsker at udnytte hele talentmassen – også i iværksættermiljøet, kræver det, at både business angels og VC fonde begynder at se på, hvordan og i hvilke stiftere de investerer – og hvordan de kommer den vanetænkning, som højst sandsynligt eksisterer, til livs.

Vil vi i GoGetty gerne have en investering? Show me the money!

I sidste ende vil vi dog helst, at vi som samfund tog samtalen om diversitet alvorligt. At det ikke bare er fine skåltaler og pæne debatindlæg i Børsen, men derimod en reel samtale om hvordan vi bedst kommer vanetænkningen til livs og lægger en plan for, at intet talent – uagtet køn, etnicitet, alder, seksualitet eller handikap går til spilde.

Læs også klummen “Jo mere du tier, jo højere taler de andre

 

Om Helene Aagaard

Helene Aagaard er co-founder af GoGetty, en social employer branding platform, der har fokus på diversitet og inklusion. 

Før hun blev iværksætter, har hun brugt 10 år i det private erhvervsliv som presse- og kommunikationschef i hhv. Ørsted og A.P. Møller – Mærsk. 

Hun er desuden gift, mor, hundeejer og kæmpe fan Brunello og hindbærsnitter.

Helene Aagaard vil i den kommende tid indgå som fast del af vores klummeskribent team.

Fredag den 14. december 2018 afholdte Dansk Iværksætter Forening og Erhvervsstyrelsen finale i konkurrencen Impact Challenge, som har fokus på forretningsideer, der vil løse nutidens samfundsudfordringer. GoGetty vandt i kategorien Start-up.
Fredag den 14. december 2018 afholdte Dansk Iværksætter Forening og Erhvervsstyrelsen finale i konkurrencen Impact Challenge, som har fokus på forretningsideer, der vil løse nutidens samfundsudfordringer. GoGetty vandt i kategorien Start-up.
Logo_innovatorQ_RGB

Få Innovator Q’s nyhedsbrev
-og bliv den heldige vinder af en lækker d’herrer canvastaske. Vi trækker lod mellem månedens tilmeldte!

Vi hader også spam! Så det sparer vi dig for.