For nylig var jeg gæst til en debat, hvor panelet bestod af hele syv kvinder. Det var i sig selv et særsyn. Debatten havde dog ikke været i gang i særlig lang tid før samtalen, som egentlig handlede om investeringer, drejede hen på behovet for kvindelige rollemodeller i offentligheden og medierne i særdeleshed, og hvorfor så få kvinder egentlig stillede op.

af Helene Aagaard

Efter at have brugt 10 år på at træne talspersoner som presse- og kommunikationschef i forskellige store virksomheder i Danmark, er det heller ikke fordi, det kommer som en overraskelse, at det ofte er mændene, der stiller op. Mest af alt, fordi der er flere af dem i de stillinger, som har vægt i den offentlige debat. Men desværre også fordi, at kvinderne er mere tøvende med at stille op.

Går man debattrådene på nettet igennem eller lytter bare fem minutter til historier fra fx Zenia Stampe, Leonora Christina Skov og senest Amalie Have, så forstår man godt den tøven.

I 2017 lavede Amnesty International en undersøgelse blandt 4.000 kvinder i otte vestlige lande. I Danmark svarede 17 procent, at de har oplevet onlinechikane mindst én gang – næsten halvdelen af den gruppe svarer, at chikanen havde karakter af misogyni eller sexisme.

Chikane og trusler

Det er særligt politikere og andre debattører, der er synlige i den offentlige debat, der udsættes for chikanen og truslerne, og det er efterhånden et emne, vi som samfund diskuterer mere og mere. Netop fordi det er en trussel mod ytringsfriheden, hvis en person kan trues til tavshed – bare fordi hun er kvinde.

Jeg selv er vokset op med læresætningen om, at hvis man stikker snuden frem, risikerer man at få et par slag. Jeg har ikke været udsat for chikane, og jeg har generelt stor sympati og respekt for de debattører og politikere, der gang på gang stiller sig frem med meningers mod på trods af chikane.

Dog har jeg fra rigtig mange – mest kvinder – hørt, at jeg skal passe på med at ytre mig så meget om diversitet og ligestilling, som jeg nu gør. Det er i sig selv ret svært, når man er co-founder af en social platform, der netop har fokus på diversitet og inklusion, og hvordan virksomheder kan bruge data transparens på området som et aktiv i deres employer branding.

Kan jeg skade min egen karriere?

Jeg har ofte hørt, at det kunne skade min karriere, hvis jeg var for højlydt om udfordringerne med ligestilling og diversitet. At, hvis jeg ytrer mig for meget, kan det have konsekvenser for mit personlige image og potentielle samarbejdsrelationer. Igen, er det mest kvinder, jeg har hørt det her fra.

Det stiller selvfølgelig spørgsmålet, hvorfor vi inddirekte giver hinanden mundkurv på. Rapporten fra Amnesty taler sit tydelige sprog, at der er en risiko, når du som kvinde stiller dig ud i den offentlige debat. Men betyder det så, at vi skal lade os true til tavshed. Det tænker jeg ikke rigtig løser noget. Tværtimod. Har medierne et ansvar for at moderere debattråde? Ja! Og det ansvar skal de tage alvorligt.

Men som kvinder har vi også et ansvar. I kølvandet på #MeToo foregår der i øjeblikket en stor diskussion om den hvide mands arvesynd, men hvis vi skal diskutere den, skal vi også diskutere den hvide kvindes arvesyn. Nemlig, at hun ofte holder sig tilbage og fortæller andre, at de også skal passe på. Konstant reproducerer vi en frygt, der ikke sidste ende – pardon my french – lukker kæften på os.

En rollemodel, må dele sin historie

Hvis vi skal lykkedes med at skabe et samfund med diversitet og ligestilling, kræver det kvindelige rollemodeller, der deler deres viden og erfaring i det offentlige rum – som ekspertkilder og debattører.

Giver det hård hud på brystet? Muligvis. Men det giver samtidig den næste generation et spejl og en tro på, at det er helt normalt at se både kvinder og mænd som talspersoner. I sidste ende er der ikke rigtig nogen undskyldning for ikke at stille op i en debat eller et interview, hvis man har viden, der er vigtig for samfundet at forholde sig til. Og det er der virkelig mange kvinder, der har.