Pernille Fabricius tiltræder stillingen som den nye finansdirektør (CFO) for NNIT senest den 1. august 2020. Hun kommer med erfaring fra international forretning og kender it-branchen
af Anna Jankovic
NNIT A/S er en af Danmarks førende leverandører af it-services og rådgivning. Virksomheden har cirka 3.200 medarbejdere.
NNIT’s bestyrelsesformand Carsten Dilling fortæller, at Pernille Fabricius med sin finanskarriere og erfaring fra adskillige globale selskaber kan løfte opgaven og støtte op om den næste fase af selskabets udvikling.
”Pernille Fabricius kommer med kvalifikationerne og sin erfaring fra international forretning. Hun kender it-branchen og forstår de digitale forandringsdynamikker, som fortsat sætter sit præg på virksomhederne og samfundet, så jeg er sikker på, at hun kan styrke NNIT’s fremtidige vækst og udvikling, siger bestyrelsesformanden”
Baggrund i både direktions- og bestyrelsesarbejde
Udover sin nuværende stilling som finansdirektør for det britiske selskab John Guest International Ltd., har Pernille Fabricus erfaring med direktions- og bestyrelsesarbejde for omkring 12 internationale virksomheder og en række industrier. Hun glæder sig til at støtte op om NNIT’s nye strategi og siger:
”Jeg ser frem til at aktivere min energi og erfaring fra globale selskaber og støtte eksekveringen af NNIT’s nye strategi mod vækst organisk såvel som gennem opkøb. I tråd med NNIT’s mål vil mit blik også være rettet mod marginforbedringer og styrket effektivitet på alle niveauer af organisationen”, siger Pernille Fabricius.
Pernille Fabricius erstatter NNIT’s finansdirektør Carsten Krogsgaard Thomsen. Hans kontrakt udløber den 31. januar 2021, hvilket sikrer en smidig overdragelsesproces.