Hvad skal der til for at få flere kvinder i ledelse? Det spørgsmål stillede moderator Jonatan Porsager fra Mandag Morgen fredag eftermiddag på Ledelsesscenen. Deltagerne i panelet var enige om, at vi i Danmark har en kæmpe udfordring. Ligesom de var enige om, at udviklingen er gået i stå.
Af Tine Cederstrand
Den danske selvforståelse som foregangsland, når det kommer til ligestilling mellem mænd og kvinder, stemmer ikke længere overens med virkeligheden. Sådan skrev arrangørerne i oplægget til debatten.
Påstanden underbygges i World Economic Forum’s rapport om ligestilling. Her ligger Danmark nummer 95, når det kommer til kvinder i magtpositioner.
Vores nordiske naboer ligger bedre. Modsat Danmark har både Sverige og Norge valgt lovgive på området.
Kompetencer og Køn
Sara Louise Muhr, professor ved CBS, fik lov til at starte debatten. Hun greb fat i en udtalelse fra Sophie Løhde, der få minutter før havde udtalt, at vi kun skal kigge på kompetencer og ikke på køn, når vi ansætter. Det vil ifølge Sophie Løhde være at gøre kvinderne en bjørnetjeneste.
Men det er misforstået mener Sara Louise Muhr.
“Det ville være dejligt, hvis vi kunne nøjes med at se på kompetencer, men det kan vi ikke.” siger hun.
Udfordringen er ifølge professor Muhr, at vi alle sammen er blinde på vores egne evner til at vurdere objektivt.
“Vi må aflive myten om, at vi kan selv, og benytte os af kvoter eller andet, som kan hjælpe” forklarer Muhr, der netop nu er aktuel med bogen “Ledelse af køn”.
Det øvrige panel er meget enige. Roger Buch, Chefforsker ved Danmarks Mediehøjskole, tilføjer “Det går galt på alle trin i processen, fordi det er ubevist for os.”
Det går for langsomt
Der var bred enighed om at udviklingen går for langsomt. Alt for langsom. Bodil Nordestgaard Ismiris, Viceadministrerende direktør i Ledernes Hovedorganisation, fortalte, at hun i sin forberedelse havde kunnet konstatere, at hun kunne bruge det samme talepapir som ved en lignende debat for 3 år siden.
“Det er et dansk paradoks. Måske rammesætter vi det forkert. Der her er god forretning og ikke et kvindeissue.” siger Bodil Nordestgaard Ismiris. Dermed er vi også nødt til at have mændene med, og få afdækket de blinde vinkler vi alle sammen har.
Et kæmpe ja-tak til kvoter
Ved afslutningen af debatten spurgte moderator Jonatan Porsager deltagerne om de er for eller imod kvoter. Det blev et rungende “Ja tak” fra alle fem.
“Vi har talt om denne dagsorden i mange år, men vi sakker bagud. Kig på de andre nordiske lande. Kvoter virker.” siger Helene Rasmussen, Næstformand for Offentlige chefer i DJØF, mens Roger Buck bløder det en smule op ved at kalde det for “forpligtende målsætninger”.
Et andet konkret løsningsforslag kom fra Sara Louise Muhr. Hun foreslog, at alle virksomheder anonymiserer ansættelsesprocessen, ved at lade HR fjerne billeder og navne på ansøgninger og CV. Denne metode har været brugt i årevis for symfoniorkestre, hvorefter flere undersøgelser viser at fordelingen mellem mænd og kvinder bliver mere ligelig.
Mere om folkemødet: Læs også Helene Aagaards klumme om Innovator Q’s debat.