Thursday, 21 Nov 2024
Facebook-cover-oh9zz3xb9xiqlvkv7swcr4s90f1hldjnbthu8hvm9e

Når kunsteventet Momentum – køn og kunst på Børsen åbner dørene lørdag den 30. november, markerer det 50-året for kunstnerparret Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersens ikoniske happening ‘Uddrivelsen af templet/Nøgen kvindelig Kristus’ på Børsen, hvor Adler Petersen gik nøgen gennem Børssalen med et kors i hånden

 

Af Anna Jankovic

I 1969 var det grænsebrydende, da Lene Adler Petersen gik nøgen gennem salen i Børsen som led i en ikonisk happening med Bjørn Nørgaard. I 2019 fortsætter kønsdebatten på Børsen med nye live performances af fem kvindelige kunstnere.

”Idéen er at spørge, måske endda lidt polemisk, hvad er der egentligt sket i de fem årtier, siden Lene Adler Petersen gik nøgen igennem Børssalen. 50 år er lang tid. Kan man forestille sig at lave den samme happening i dag? Ville den være ligeså aktuel, eller har vi faktisk flyttet os i forhold til kvinders status og vilkår i kunstverdenen og i det hele taget”, spørger Natalia Gutman, som er kurator for kunstprojektet.

Natalia Gutman er uddannet kunsthistoriker fra Københavns universitet. Hun fortæller, at der desværre i dag stadig er grund til at holde momentum (fremdrift, red.) i kønsdebatten. Det er baggrunden for kunsteventet Momentum – køn og kunst på Børsen.

Live performances af kvindelige kunstnere på den gamle varebørs

”Debat om kvoter, kvinders vilkår og kønsbalance fylder overskrifter for tiden, mens de fem kunstnere holder momentum med hver deres egen legende, poetiske og humoristiske tilgang til kønsdebatten”, siger Natalia Gutman.

Kunstnerne Sophie Dupont, Lillibeth Cuenca Rasmussen, Mette Riise og kunstnerduoen Philip/Schneider vil give publikum en oplevelse ud over det sædvanlige, når den gamle varebørs bliver forvandlet til en kunstscene for performance, ifølge kurator Natalia Gutman. Hun kan ikke afsløre alt inden eventet, men fortæller at publikum vil blive inddraget og præsenteret for evokativ sang, satire og overraskende iscenesættelse.

Da kunstner Lene Adler Petersens i 1969 gik nøgen gennem den prægtige børssal, var det uanmeldt og aktivistisk kunst. Formålet var at italesætte kvinders status og vilkår og sætte spørgsmålstegn ved herskende magthierarkier og værdier. Lene Adler Petersen brugte sin egen krop til at understrege de politiske budskaber. Det var for 50 år siden. I dag vil kunstnerne igen bevæge sig gennem Børssalen og benytte sig af krop og stemme, når de præsenterer os for fire nye performances.

”Den tidligere mandsdominerede arena bliver på ny til en scene for indtrængende samtidskunst. Og på denne dag er det kvinderne, som sætter dagsordenen når de indtager den 500 kvadratmeter store Børssal ”, siger Natalia Gutman.

Kunst kan rykke vores tankegang og samle folk

Natalia Gutman mener, at kunsten har en anden henvendelsesform end for eksempel debatterne på de sociale medier. Ifølge kuratoren kan køn være et ømtåleligt emne, som ofte kan blive til en skinger og aggressiv strid. Hun mener, at det er vigtigt at kunne starte en konstruktiv og kvalificeret samtale om noget, som vedrører os alle i samfundet.

”Jeg tror, at folk kan vækkes til at tænke nye tanker, når de får en kunstoplevelse, fordi kunsten har en evne til  at italesætte eller frembringe nuancer eller aspekter, som kan være skjulte for os i det daglige. Når der bliver skabt en humoristisk situation eller en poetisk fortolkning af kunst, kan det aktivere noget nyt i os. En sanselig oplevelse i noget, man ikke har tænkt over før. Kunsten har også en evne til at samle folk, som kunsterne gør her”, siger kuratoren.

 

Kurator og kunsthistoriker Natalia Gutman står bag kunstprojektet projektet ”Momentum – Køn og Kunst på Børsen”. Foto: Privat.

 

Fællesskab er et nyt budskab i kønsdebatten

Natalia Gutman fortæller, at selvom alle fem kunstnere er kvinder, så er de ikke optaget af udelukkende at fejre eller godtgøre kvinder med en aggressiv eller polariserende holdning.

“For disse kunstnere handler det tværtimod om det modsatte. De appellerer til inklusion og fællesskab. De understreger vores forskellighed og hvordan vi netop på den måde hver især bidrager med noget forskelligt, og det er det, man skal fejre”, siger hun.

Natalia Gutman er klar over, at hun kun har inviteret kvindelige kunstnere til eventet og dermed genskaber historien med omvendte fortegn.

”Det tager jeg gerne på min kappe. Med alle de mange hundrede år med underrepræsentation af kvinder, kan jeg godt stå inde for et lille moment af overrepræsentation af kvindelige kunstnere”.

 

Læs mere om Natalia Gutman her.

 

 

 

 

Logo_innovatorQ_RGB

Få Innovator Q’s nyhedsbrev
-og bliv den heldige vinder af en lækker d’herrer canvastaske. Vi trækker lod mellem månedens tilmeldte!

Vi hader også spam! Så det sparer vi dig for.