Radiovært og samfundsdebattør Ali Aminali savner dybde og løsninger i integrationsdebatten. Derfor stiller han i sit radioprogram og podcast ’Alis Integrationsland’ politikerne til ansvar, og beder dem om at komme med bud på løsninger. Ali Amanli mener nemlig, at vi i Danmark har berøringsangst for minoritetssamfund. Derfor sidder vi fast i samtalen i stedet for at løse problemerne
Af Anna Jankovic
38-årige radiovært Ali Aminali synes, at integrationen i Danmark er forfejlet, og at debatten er blevet for overfladisk. Det hele bliver ved snakken. Der mangler løsninger.
”Integration er for mig et vigtigt spørgsmål om Danmarks sammenhængskraft! Men integrationsdebatten er tabubelagt og har næsten kun fokus på konflikter. Derfor har jeg besluttet mig for at skabe et rum, hvor man lytter til hinanden og taler om de løsninger, der skal til, for at vi kan rette op på mere end 25 års fejlslået integrationspolitik”, siger Ali Aminali.
Han forsøger med sit radioprogram ’Alis Integrationsland’ at få gjort integrationsdebatten relevant igen. Han spørger ind til politikernes skarpe holdninger og meninger, og udfordrer både sig selv og sine gæster for at få bud på løsninger. Og hvordan gør man debatten relevant? Det gør man ved at invitere magtens centrum til at gæste programmet.
Hør alle afsnit af Alis Integrationsland her.
Debatten var for mudret
Ali Aminali fik ideen til podcasten efter, at han selv de sidste fire år har deltaget som debattør i forskellige medier. Han syntes, at der manglede forklaringer og løsninger, og det hele altid endte i mundhuggeri.
”Det blev hurtigt for mudret. Det handlede om dig mod mig, højre mod venstre. De samtaler, hvor man talte om løsninger og stillede kritiske spørgsmål, synes jeg helt manglede. Jeg savnede at høre baggrunden for, hvorfor en person havde den holdning,” siger han.
Vigtige emner som psykisk sårbarhed og boligpolitik blev slet ikke nævnt i integrationsdebatten, og det, mener Ali Aminali, er en stor fejl.
”Da jeg arbejdede som socialrådgiver, indså jeg hurtigt, at der er mange unge, som har diagnoser eller endnu ikke er diagnosticerede, som borderline, skizofreni, ADHD. Og så stod de der, rodløse på gaden og blev lokket af banderne og moskeerne. Fordi de mangler forståelse for, hvorfor de er, som de er”, siger Ali Aminali.
Han er meget uforstående overfor, at man ikke forholder sig til dette problem, som kun vil vokse sig større og blive værre. Et andet område er boligpolitikken.
”Man taler altid om udlændinge- og integrationspolitik, men aldrig om boligpolitik. Det miljø, du vokser op i, hvor du bor, hvem der er de nærmeste omkring dig. Hvem er din nabo? Er der en Bazar Vest, hvor du bor, så du aldrig handler nede i Århus Midtby? Er der en privatskole i nærheden af dit hjem? Alt dette, synes jeg, at ingen talte om, så tænkte jeg ’fint, det gør jeg så’”, fortæller han.
Ali Aminali søgte ’start-up’ midler hos Unitos, en tænketank som støtter projekter til oplysning om indvandringen til Danmark og Vesten, og startede som selvstændig podcaster. Efterfølgende kontaktede Radio4 ham, da de manglede et debatprogram, og han underskrev en aftale om at lave 11 afsnit af Alis Integrationsland.
Nøje udvalgte gæster foran mikrofonen
Udlændinge- og Integrationsminister Mathias Tesfaye, tidligere integrationsminister Inger Støjberg, stifter af Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard og boligminister Kaare Dybvad Bek er blandt de mange gæster i studiet, der har stået til ansvar for deres politik og holdninger og vigtigst af alt; komme med et bud på fremtidige løsninger. Og de er ikke tilfældigt udvalgt.
”Min gæsteliste er gennemtænkt og nøje planlagt. Nogle gange, får jeg ikke de rigtige med, fordi de hopper fra. Mange ved og forstår efterhånden, at når man kommer i studiet med mig, så er det ikke nok at svare ja eller nej”, siger radioværten.
For Ali Aminali handler det ikke nødvendigvis om at være politisk enige. Det handler derimod om at lytte til hinanden og forstå, hvad den anden siger.
Pia Kjærsgaard på besøg i Integrationsland
”Når jeg for eksempel inviterer Pia Kjærsgaard i studiet, så er hun nødt til at stå til ansvar for de holdninger, hun har. Hvis hun siger, at unge med minoritetetnisk baggrund opfører sig uanstændigt og har klanmentalitet. Så siger jeg ikke, at det er dumt, og at hun er fordomsfuld.
I stedet spørger jeg, hvorfor hun synes det, og om hun har oplevet det selv. Fordi jeg gerne vil forstå det. Det er vigtigt, at mine lyttere kan høre gæsternes udtalelser, for så kan de selv skabe sig et billede af, hvad og hvor holdningerne kommer fra”.
Radioværten synes, at det er sundt at reflektere. Har vi egentligt forstået det rigtigt? Ligesom når vi læser en god bog? Debatten er vigtig for, at vi skal kunne debattere og ikke kun at skændes. Vi skal finde frem til en løsning eller påpege en problemstilling.
”Det synes jeg, at vi har glemt lidt i de seneste år. Jeg elsker journalistik, men nogle gange går det for hurtigt, der er for meget clickbait og konflikt, og man glemmer at stille de uddybende spørgsmål.
Det er ekstremt vigtigt med kritisk journalistik, der skal være en dybere mening med spørgsmålene og ikke kun stræben efter et hurtigt svar.
Og alle Ali Aminalis gæster, har fået ham til at tænke over tingene og reflektere.
Lyt til Podcasten Alis Integrationsland med Pia Kjærsgaard her.
Tid til handling
”Jeg får mange beskeder og mails fra lyttere, som direkte siger til mig, at de har tænkt over, om de selv har haft for mange fordomme. Eller om de ikke har tænkt nok i forhold til løsninger omkring en problemstilling, som de i forvejen måske allerede havde taget en beslutning om. De har lyttet til mit program, og der har været mere tid til og mulighed for at lytte til personen, der blev interviewet i studiet. Det synes de fleste, er fedt”.
Det motiverer Ali Aminali til at fortsætte. Han føler, at han ikke er alene om at ønske mere indhold, dybde og resultater i integrationsdebatten.
”Jeg aner ikke, hvad der sket fremover med Alis Integrationsland. Vi har fem afsnit tilbage med Radio4, og det har overrasket mig, at der har været så mange, der gerne ville deltage i programmet. Det er vigtigt, at der er en balance i debatinterviewet. Det må godt være behageligt for personen, jeg har inviteret ind til debat og samtale. De skal føle, at de bliver lyttet til. Det kan man godt, selvom man også stiller kritiske spørgsmål”.
Og i virkeligheden mener Ali Aminali, at det er meget simpelt, når man ser på andre problemer i samfundet. Det kan være alt lige fra ligestilling mellem kønnene, til problemer i socialområder med alkoholisme.
Der har man gjort det, man kan for at løse problemet, da det har eksisteret i mange år. Man bruger mange ressourcer på at løse det med kvoter, misbrugscentre eller direkte tiltag, som når et barn ikke trives derhjemme.
Der findes løsninger på andre områder, mens man har berøringsangst i minoritetssamfundene.
”Her sidder vi fast i samtalen. Det er som om, vi ikke kommer videre. Derfor synes jeg, at det er ekstremt vigtigt at sige, at nu har vi dælme talt nok og nu må vi videre. Vi må tage de beslutninger nu, selvom de bliver hårde, svære og mange bliver kede af det. Men det er en nødvendighed. Ellers mister vi flere generationer af unge mennesker med ikke vestlig baggrund”, siger radioværten.
Læs også artiklen ‘Podcast slår et slag for den nydanske kvinde’.