For headhunter Pia Torreck byder sommeren på mindre ferie end normalt. For trods coronakrisen, så har virksomheder fortsat behov for at ansætte nye direktører og det er lettere i dag, når videomøder er blevet mere acceptable her under krisen
Af Trine Askholm
Hvordan har dit arbejde været påvirket af coronakrisen?
“På mange punkter har det været en effektiviseringsmulighed. Forstået på den måde, at når vi skal have fat i vores kandidater, så sidder de jo på mange forskellige lokationer og i flere lande, og der har vi været utroligt heldige, fordi vi i vores indledende arbejde har kunne få fat i folk meget nemmere end normalt, fordi vi har kunne holde videomøder.”
“Det er klart, at når de skal præsenteres fysisk, så har vi været udfordret ved, at nogen skulle fra den ene landsdel til den anden. Men vi har faktisk mere eller mindre kunne gennemføre de møder, fordi vi til den slags møder er meget få personer. Og så har vi haft god glæde af håndsprit.”
Nu åbner landet og erhvervslivet op, er i tilbage på normal aktivitet?
“Vi havde fire uger med coronachok. Men efter påske begyndte ordrerne at komme igen. Vi har ikke unne få hjælpepakker. Så lige nu arbejder vi også på at ruste os til en eventuel anden coronabølge. Åbner eksportmarkeder ikke snart, så kan det vende igen for os. Derfor er vi også blevet mere ydmyge end før coronakrisen. For selvom vi allerede i januar hørte om krisen, så kunne vi ikke forestille os, at det blev til en egentlig nedlukning af samfundet. Helt frem til primo marts, holdt jeg eksempelvis møder om risikostyring, og INGEN tænkte, at den virkelighed, vi lige har været igennem, kunne ske. I dag er samfundsnedlukning en risiko. Det tager vi med os, og det gør de virksomheder, som vi arbejder med også.”
Har krisen haft en indflydelse på, hvordan du kan holde ferie?
“Der er noget, som tyder på, at vi får store opgaver nu, og jeg vil ikke være flaskehals på, at virksomhederne får den rette nye CEO. Og fordi de fleste vil være i Danmark på ferie, så er kandidaterne fortsat til at få fat i. Og ja, det betyder nok, at jeg ikke får holdt de tre ugers ferie, som jeg plejer. COVID19 har i øvrigt ikke ændret på en virksomhedsbehov for en ledelse, der performer. OG derfor tænker vi, at vores branche fortsætter med at arbejde rimelig uberørt videre. Men det må tiden vise.”
Har du et ændret behov for at koble af i din ferie set i lyset nedlukningen af samfundet?
“Nej, jeg synes, at det var ualmindelig dejligt at få to måneder herhjemme med familien. Jeg har tvillinger, som sad hjemme og skulle passe deres skole, og som familie valgte vi hver dag at gå tur sammen og nyde det fantastiske vejr, som har været dette forår. Jeg har været heldig med voksne børn, for vores største problem har været, hvem der skulle have det bedste videolokale i kælderen.”
Er der noget, som bliver anderledes i jeres virksomhed efter sommerferien?
“Vi har allerede ændret vores måde at arbejde på. Vi laver flere videomøder. Det sparrer kandidaten og kunden for tid, og det er blevet mere acceptabelt at holde videomøder. Manges modstand med videomøder og distanceledelse er blevet ændret til, at det nu giver nogle fordele. Forhåbentlig oplever andre også glæden ved at slippe for at holde i kø om morgenen. Fra nu af vil mange flere arbejde hjemmefra. Det er blevet nemmere, fordi hele erhvervslivet accepterer videomøder. Vi har dog fortsat behov for at mødes fysisk. Så vi prøver at finde en ny balance.”