Innovator Q-stafetten er nået frem til designer og direktør Mads Nørgaard fra modehuset Mads Nørgaard Copenhagen, og han skal svare på følgende spørgsmål som kommer fra kønssociolog Cecilie Nørgaard fra Mangfold: Hvordan kan modebranchen særligt bidrage til at fremme diversitet, inklusion og ligestilling i bred forstand? Og hvor er branchens største faldgruber?
“Modebranchen har historisk været ret fastlåst i nogle meget stereotype skønhedsidealer. Indtil for nyligt var det som om hele branchen skabte tøj til en bestemt type menneske, og langt de fleste modeller der blev brugt i magasiner og til shows var slanke, hvide og meget unge – og ret ens. Et meget stereotypt skønhedsideal, må man sige.
Desværre sidder store dele af branchen stadig fast i de stereotyper, og fremmer nogle meget firkantede skønhedsidealer. Det er trist, for dels afspejler det ikke verden, som den ser ud i sin mangfoldighed, og det har også den konsekvens, at rigtig mange føler sig udenfor og måske endda forkerte – samt at mange ikke kan få det tøj, de drømmer om.
Man skal huske at modeverdenen jo handler om drømme og længsler, og ting vi ofte reelt ikke har så meget ’brug’ for. Derfor skal de billeder, vi producerer ikke nødvendigvis spejle hele verden, som den er. Men det er alligevel påfaldende, at de billeder og kollektioner, der bliver produceret, bruger modeller der er så ens i størrelse, kropstype, alder og hudfarve.
Der er selvfølgeligt historiske undtagelser for dette, og heldigvis er der de senere år kommet et meget mere mainstream fokus på at lave tøj til andre kropsformer og bruge modeller, der afspejler en større grad af diversitet i både alder, hudfarve og størrelse. Det er vel det branchen bedst kan gøre lige nu:
Erkende vores historie, tage ansvar og aktivt vise en langt større grad af inklusion, ligestilling og diversitet.
For mig handler det her i sidste ende om social bæredygtighed, hvor de to andre ’ben’ indenfor bæredygtighed omhandler produktionsforhold og økonomi. Vores evne til at fremme diversitet, inklusion og ligestilling er afgørende for i hvor høj grad det lykkes os at tage ansvar for den sociale del af bæredygtigheds agendaen.
Mode handler om drømme, og mode har indflydelse på hvordan vi ser os selv og hinanden og hvor langt vi tør drømme. Her har vi et stort ansvar i de billeder vi skaber – i spejlet, på skærmen og i mødet med hinanden.”
Den største udfordring i forhold til diversitet i erhvervslivet lige nu er…
“At vi ikke klart ser den strukturelle sexisme, racisme og diskriminering, der finder sted for øjnene af os hver dag – så meget talent går tabt. Mange får ikke mulighed for a folde deres vinger ud, og vi ser det slet ikke. Vi i erhvervslivet bærer et stort ansvar her for at prøve at gøre det bedre.”
Og det undrer mig når…
“Det står så sløjt til med ligestilling i bestyrelserne i Danmark, det skriger jo til himmelen.”
Løsningerne kunne være at…
“Hvis vi er enige om, at der skal gøres noget ved problemet og ingen vil have lovgivne kvoter, så jeg mener, at det må være de nuværende – mandlige, yes sir – medlemmers opgave at sørge for mere lighed. Eksempelvis ved at stille som krav, at der skal være 50-50, eller en plan for 50-50, før man går ind i en bestyrelse. Eller er i en bestyrelse. Det virker.
Og ellers må der lovgives, helst med nogle tidsbegrænsede ordninger, for at sparke udviklingen i gang.”
Hvordan arbejder I i din virksomhed med diversitet?
“På mange fronter, og til at starte med er vi ved at erkende, at vi har udfordringer. Vi er jo i ligeså høj grad som alle andre rundet af en kulturhistorie der bærer på racistiske og sexistiske strukturer.
Mere konkret, så forsøger vi at have tøj til forskellige størrelser, personligheder og situationer og generelt ved ikke at efterstræbe nogle få og meget firkantede skønhedsidealer. Vi producerer et billedmateriale som er præget af en stor grad af forskellighed. Derudover er vi igang med at afholde en række professionelle workshops for at tale om vores egne blinde pletter i forhold til køn/seksualitet, alder og etnicitet. Vi forsøger at have en ligelig fordeling i køn overalt i firmaet, og stræber efter en mangfoldighed i alder og etnicitet og evner.
I sidste ende er det jo en del af vores CSR-politik, altså vores bæredygtigheds-strategi, som vi er ved at skrive igennem for tiden.”
Hvordan mener du, vi kan få mere dialog om emnet diversitet?
“Ved at anerkende at vi har problemer med manglende diversitet. Vi må først erkende vores egne blinde pletter, og at vi ligger under for nogle grumme strukturelle adfærdsmønstre og grundopfattelser før vi kan komme videre. Det er lettere sagt end gjort, for det vil have den konsekvens, at vi er mange, der skal til at afgive privilegier ..”
I denne uge har jeg oplevet en optur over,
“at så mange designere og bidragsydere til den nyligt afholdte Copenhagen Fashion Week faktisk havde arbejdet med diversitet, både på catwalken og i de talks der blev afholdt. Der er gode takter i den progressive del af branchen, og det er en god start.”
Og jeg fik en nedtur over,….
“Det har lige været uge SEX, som for mig er en vigtig begivenhed hvor man taler om netop køn, seksualitet og identitet i skolerne. Det er jo netop de emner som er med til at lægge bund for hele denne samtale. Så min skuffelse var stor da det gik op for mig at det tilmed kun gælder folkeskolen. Det betyder, at min søn i 1.G slet ikke har noget skemalagt om dette mere i sin skoletid – det er da mega ærgerligt. Hvis vi vil skabe et mere diverst og inkluderende samfund er det afgørende at starte med de unge og børnene.”
Når Corona nedlukningen er overstået er det første jeg gør,
“at sidde tæt med mine venner, hænge ud på gader og stræder uden mål og med, og så vil jeg kramme derudaf!!!
Jeg sender IQ-stafetten videre til Nanna Hjortenberg, som er direktør for kunstmessen CHART – og spørgsmålet er:
Hvordan kan kunstbranchen særligt bidrage til at fremme diversitet, inklusion og ligestilling i bred forstand? Og hvor er branchens største faldgruber?”
