For fem år siden nedskrev FN 17 verdensmål, som har til formål at samle verdensbefolkningen om en dagsorden, der sætter fokus på bæredygtig udvikling. Hos Innovator Q har vi fokus på det 5. verdensmål om lighed mellem kønnene.
I Danmark oplever jeg ofte, at flere tror vi allerede har ligestilling. Men det er desværre ikke sandt. Internationale målinger viser, at vi er sakket bagud særligt i forhold til vores nordiske naboer. I World Economic Forums store rapport om ligestilling ligger vi på plads nummer 14, men Sverige, Norge, Finland og Island indtager pladserne 1 til 4. Det har de stort set gjort fra den første rapport i 2006, mens Danmarks position kun er faldet ned af listen.
Mange siger til kvinderne ”åh hold nu op, der findes mange kvinder andre steder, som har det langt værre” Det er jo sandt, men er det et argument for ikke at arbejde for mere diversitet, og hvor gør det størst gavn at ændre forbedre.?
Derhjemme passer manden sine børn
Ofte har jeg hørt veninder sige om deres mand, at han er god til at hjælpe til derhjemme. Min egen far spørger mig også ”hvem skal så passe børnene, hvis du er til møde i aften?”. I min optik, så hjælper mig mand ikke til hjemme hos os. Vi deles så vidt muligt om de opgaver, vi skal løse, og vi passer ikke vores børn. Vi er sammen som familie.
Her er det, jeg tror, vi skal have pudset brillerne lidt. Kommentaren ”min mand hjælper til derhjemme” fortæller implicit at kvinden har ansvaret. Vi accepterer også kommentarer til kvinder, som man ikke ville give til en mand. Ved valget sidste år var der debat om Helle Thorning udseende. ”Hun er jo en rollemodel, så er det okay, at hun bruger botox?” lød spørgsmålet. Og det er bestemt ikke første gang at Helle Thornings udseende diskuteres i stedet for hendes viden og formåen i politik.
Det er ikke tegn på ligestilling, men et tegn på at vi ikke ser uligheden.
For at det hjemlige puslespil skal gå op, så kræver også det at arbejdsgivere er villige til at forstå og bakke op om at begge forældre har brug for at være forældre, hvilket indebærer at børn eksempelvis skal hentes om eftermiddagen, og holdes hjemme hvis de er syge.
Men lykkes det for arbejdsgiver og arbejdstager at finde den balance sammen?
Frivillighedens vej
Og så vender vi tilbage til FNs verdensmål. For mange virksomheder har de seneste år fortalt, at de går ind for verdensmålene. På virksomhedernes hjemmesider og i receptioner kan man se logo’erne for de 17 verdensmål, som en tydelig påmindelse om, at den pågældende virksomhed støtter op om en bæredygtig udvikling.
Men hvad gør virksomhederne for at nå i mål. Helt konkret? Målene skal jo nås af frivillighedens vej, så sker der faktisk noget eller er det bare snak?
Ifølge en undersøgelse fra Carve Consulting, så var der i 2019 kun 12 ud af 25 C25virksomheder, som arbejder aktivt med målet om ligestilling mellem kønnene. Det er altså under halvdelen af virksomhederne, der aktivt tager del i arbejdet for netop dette verdensmål, og det bekymrer mig. Jeg bliver endnu mere bekymret, når jeg tænker på, hvordan det ser ud for de små og mellemstore virksomheder, som ikke møder de samme krav om CSR regnskab.
Ifølge opgørelse fra AXCEL FUTUREs opgørelse fra februar 2020 var der blot 2 kvindelige CEOs i C25 virksomhederne, og tre kvindelige CFO’s. Kvinder er underrepræsenterede i ledelse i større danske virksomheder. I C25 virksomhederne er der i gennemsnit 17 % kvinder i ledelsen og 29 % i bestyrelsen.
Kunne disse tal være et udtryk for, hvor seriøst virksomhederne tager på arbejdet med FNs verdensmål. I så fald er det ikke så seriøst, som man kunne ønske sig for virksomhedernes bundlinje.
Vi arbejder videre hos Innovator Q, og vil fortsætte med at sætte fokus på diversitet i erhvervslivet.
Alt er godt,
Trine Askholm
