Har du set filmen Bomb Shell? Hvis ikke, så er det oplagt at se den i denne tid, efter Sofie Lindes afsløring om sexchikane i DR. Filmen handler om, hvordan omfattende sexchikane og magtmisbrug af kvinder blev afsløret i Fox News, da en kvinde trådte frem, anlagde sag og sagde fra. I starten er hun ekstremt ensom. Føler sig udstødt, alene – og som en paria. Hun er et jaget bytte – for hun har åbnet munden og er dermed trådt over ’grænsen’

af Birgitte Baadegaard, forfatter og Feminine Leadership Mentor

Lidt efter lidt træder flere kvinder frem – sårede og ødelagte over skylden og skammen over – i et eller andet omfang – at have accepteret præmissen om, at sex og udnyttelse er vejen frem. For en kvinde. Filmen ender med, at den mand, som har været i front for overgrebene, bliver fældet. Case closed.

Eller…?

Det interessante ved filmen er – ud over afdækningen af det skjulte kodeks – slutningen. For da alt er ’løst’, og manden er væk, forbliver en række mænd på toppen – nogle af dem promoveres endda. Og de mænd har også – i et eller omfang – opretholdt systemet. Accepteret det. Været en del af det. En unødig hånd på låret, en hentydning eller kommentar med en uudtalt forventning om ’noget’, en stiltiende accept af, at sådan fungerer systemet.

Lykkelig slutning

Så – lige så ’lykkeligt’ filmen ender, ligeså mismodigt ender den samtidig.
Hvorfor bringer jeg denne film op i et indlæg? Fordi bølgerne går højt ift. Sofie Lindes afsløring af chikane og magtmisbrug i medieverdenen af en unavngiven mand.

Den officielle debat går nu på, om Sofie Linde ’bør’ afsløre navnet på en mand, som udsatte hende for overgreb da hun var ung og nyansat. Bør hun ikke ’gå planken ud’ nu, hvor hun har åbnet for godteposen?
Tankegangen ’man(d) – skal – bør’ er i bund og grund man(d)ipulation. En retorisk kneb, som fritager os fra at se på det, der skal ses nærmere på: Det uudtalte, latente uligeværd, der findes mellem mænd og kvinder. Både her i Danmark og i resten af verden.

Hvis vi ser på mit referat af filmen, vil en syndebuk kort sagt kun have en yderst begrænset effekt og vil næppe skabe en grundlæggende forandring.

På toppen sidder fortsat en mand

For på toppen – og andre steder i organisationer – vil fortsat sidde mænd, som

1. Kender til det usagte system/den usynlige kultur
2. Måske selv – i en eller anden grad – har medvirket til at bestyrke den
3. Ikke klart og larmende har sagt fra og stop

Ved at få et navn frem (fra en flere år gammel episode), tror vi misvisende, at SÅ er sagen lukket. Så har vi en syndebuk og en, vi kan pege fingre af, bære nag til, kalde et klamt røvhul. Og så er det ’godt nok’, ikke?

Der skal meget mere til.

Nej tak til officielle syndebukke

Nej – det er ikke løsningen og langt fra nok. Intet løses med et enkelt navn, som så kan gøres til officiel syndebuk. Det er almindelig magtteknik at bruge den metode, for i den metode fritages alle andre implicerede samtidig.

Alle dem, der – måske – selv har bidraget, har accepteret at det skete, tiet om det, og dermed stiltiende bakket op.

Denne stille opbakning gælder vel både mænd og kvinder, ikke? Dette usynlige system opretholdes vel både af mænd og kvinder, ikke? Jo – men fra forskellige vinkler.

To vinkler på samme sag

Lad os tage dem en ad gangen – først kvinder, dernæst mænd:

1. Kvinder skal erkende, at de er en del af et magtstyret system, hvor deres stemme stækkes. Både den stemme, der ytrer sig ud i verden – og den, der taler indeni. Skyld og skam er alt for mange kvinders trofaste følgesvend – vi tager psykologisk set ansvaret for både voldtægter og overgreb, vender ansvaret mod os selv – og bliver dermed usikre og vaklende i vores position, vores fundament, vores identitet. Dermed bliver det nemt at tie i et system, som har opdraget os til, at vores stemme ikke er særlig meget værd. Som kvinder. Bevidsthedsrejsen for mænd og kvinder – hvis vi skal opløse dette skisma sammen – er kort sagt forskellig.
2. Mænd skal erkende, at de er en del af et magtstyret system, hvor kvinder historisk har en anden position i verden end dem – selv i de såkaldt mest ligestillede samfund. I det ligger en selverkendelsesproces – en skuen indad, som IKKE vil finde sted i det øjeblik, en skyldig mand findes. ’Got the bastard’ bremser kort sagt for videre refleksion. Og nej, det er ikke en rar proces at gå igennem. At skulle erkende: Hvor har JEG været med? Stiltiende eller aktivt? Hvor kunne jeg have sagt fra? Hvor kunne jeg have brudt den såkaldte ’bro-code’, som karakteriseres af total loyalitet over for andre mænd i slænget… med mindre der er en decideret krig på banen. Denne smertefulde erkendelse blandt mænd (på toppen) er afgørende, hvis vi skal skabe et kollektivt skift.

Begge parter skal se indad – men på forskellig måde:

Opfordring til begge køn

Mænd skal starte med at skue udad og virkelig ’se’ det usynlige system, de er en del af, og som har konsekvenser for kvinder på alle niveauer. Derfra skal de se indad og spørge sig selv: Hvor(dan) kan jeg – fremover – bakke mere op om at skabe mere balance og mere ligeværdighed? Dette implicerer også at spørge sig selv: Hvor kunne jeg have sagt fra – til en buddy? En god ven? En kollega? Sågar en chef? Og hvor kunne jeg selv have haft en anden adfærd?

Kvinder skal starte med at skue indad og virkelig ’se’, hvad det usynlige system gør ved dem. Hvordan det stækker deres (ægte) stemme. Og hvordan de – i et eller andet omfang – mister sig selv ved at spille med på et systems præmisser, som ikke gavner dem – hverken i den ydre eller indre verden. Dette implicerer at spørge sig selv: Hvad ville jeg gerne have sagt, hvis jeg havde haft modet? Hvor kunne jeg have sagt fra? Hvor kunne jeg have valgt anderledes?

Bevidsthedsrejsen er kort sagt forskellig – afhængig af, om vi er mænd eller kvinder. Men vi er alle nødt til at tage den, hvis vi skal mødes et balanceret sted i fremtiden. I stedet for at pege udad er det tid til at se indad – for der, i erkendelserne, finder vi brikkerne til det nødvendige skift imellem os.

Det er det, jeg så meget håber, vil ske snart. For vi har så længe været i en uudtalt krig – en kamp, som alle taber i. Ikke mindst kvinder – men også alle de mænd, som IKKE er en del af det magtsystem, som smadrer menneskeliv, karrierer, selvværd og identitet.