Kære Kvinde
Hvorfor vil du ikke tale?
Højt og længe?
Som mænd.
af Johanne Stryhn Felding, skrivekonsulent
Hvorfor vil du ikke træde derud, hvor der er lyst, hvor alle kan se dig,
hvad står du for og hvem du er?
Jeg vil gerne.
Rigtig gerne.
Men jeg ved ikke hvordan.
Jeg har i så mange generationer været, hvad manden ville have mig til at være.
Hans vedhæng.
Hans sidekick.
Hans bagland.
Det ønsker jeg ikke at være mere.
Det har jeg ikke villet i mange år.
Men hvordan gør man?
Det er mig fremmed.
Hvorfor skulle folk lytte til mig?
Lille mig?
Jeg er jo kun en kvinde.
En smuk, klog, stille kvinde.
Jeg tror, jeg gør en dyd ud af at være stille.
Jeg synes, mænd er frembrusende – de vil så gerne have ret, det er lidt barnligt.
Jeg behøver ikke få ret
jeg ved, jeg har det og det er nok for mig.
Så kan jeg fortælle mine veninder om det og de vil nikke og sige: Ja, du har ret.
Men jeg har ikke brug for at sige det til mændene.
HAN har nemlig brug for det.
Og jeg vil så gerne gøre ham glad, for jeg elsker ham sådan og han bliver så maskulin og lækker, når han tror, han har ret og jeg beundrer ham for, hvor meget ret, han mener, han har.
Så gør jeg mig gerne lille. For at han kan være den store.
For jeg elsker jo en stor mand.
Hvem gør ikke det?
Men hvem elsker en STOR kvinde?
En stor, højrøstet, bralrende kvinde?
Det er der jo ikke nogen, der gør.
Og jeg vil gerne elskes.
Måske er det også det, der sker med mange kvindelige politikere, når de bliver helt skingre i tonen?
De ved ikke, hvordan de skal tale højt?
De ved ikke, hvordan man skal være stor i slaget, når man egentlig helst vil være lille.
Stille.
Og Smuk.
Det er ikke smukt at tale højt.
Og det bliver jeg jo nødt til, hvis jeg gerne vil overdøve manden.
Så lader jeg hellere være.
Og putter mig.
Og ruger på min sandhed, sammen med de andre kvinder.
Men vi har jo brug for kvinder, der taler, – vi har brug for balancen, – vi har brug for din stemme?
Ja, det er muligt. Men kan der ikke være nogle andre, der gør det?
Jeg er så bange for at prøve.
Og så stå der og blive én af ’de kvinder’, som de andre vender øjne af, som kæmper en eller anden kamp, hun selv har opfundet.
En overreagerende, følsom kvinde.
Føj.
Men hvad nu hvis verden egentlig har brug for mere følsomhed?
Og jo mere I viser den, jo større en rolle kan de få lov at spille?
Jeg ved det ikke, jeg tror bare, jeg har lyst til at der er nogle andre, der fikser det.
Ordner det.
Det med balancen.
Men sådan fungerer det jo ikke. Der er aldrig nogen, der er kommet og har foræret nogen magt og indflydelse. Det må der kæmpes for.
Men det er jo dét. Jeg føler mig ikke kamp-agtig. Jeg føler mig rolig og kærlig.
Kan jeg ikke elske mig til ligestilling?
I stilhed?
Nej. Bare nej. Det KAN du simpelthen ikke.
Du er nødt til at åbne munden.
Du er nødt til at tage mere plads.
Fylde mere i offentligheden.
Hvor du kan være stor og tale højt.
Men du må finde din måde.
Hvorfor skulle du tale ligesom manden?
Skrive ligesom manden?
Men fakta og argumenter og den samme kedelige struktur?
Du kan godt fylde og tale højt uden at tale som ham.
For når du prøver på at lyde som ham er det, at du bliver skinger – arrig – som en snerrende terrier.
Du må stå ved din stille, skønne måde at kommunikere på.
Du vil gerne være smuk?
Så tal smukt.
Skriv smukt.
Find varmen i sproget
i ordet
i billedet.
Søg poesien.
Nå dine lyttere eller læsere ikke ved at tale højt og kontant, men dybt og poetisk.
Feminin kommunikation, er dét sådan et fyord?
Er du så bange for at stå ved din kvindelighed i den offentlige debat, at du helst kommunikerer som en mand?
Lad være med dét.
Du kan aldrig træde frem i lyset i hans klæder
så VIL han overskygge dig.
Det er en scene, han har stået på i tusindvis af år.
Skab din egen scene.
Din egen form.
Dit eget indtryk.
Èt, du kan identificere dig med.
Ét, der er dig,
Så tror jeg, det vil være nemmere for dig at træde frem i lyset med alt, hvad du er.
Og så vil de lytte.
Også mændene.
For så vil det være ægte.
