Tuesday, 2 Jun 2020

Nej tak til flere håndbøger med gode råd til at få flere kvinder i ledelse

Foto: Unsplash
Foto: Unsplash

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

 

Endnu en bog med fokus på større kønsdiversitet i toppen er netop udkommet. Endnu engang er forfatterne top-erhvervskvinder. Endnu engang skal bogen nok blive hypet og markedsført og købt – og delvist læst. Denne gang lyder titlen: ‘De kan godt – de vil gerne.’

Af Birgitte Baadegaard

Ærligt og direkte sagt: trods den helt sikkert positive hensigt med bogen, orker jeg ikke at læse den. Orker ikke flere/mere ‘af den slags’. Jeg er mæt, grænsende til kvalme. Mæt af at læse om kvinder på toppen, som tror, de med 200 sider maskulint domineret mindset kan ændre verden og få flere kvinder frem i bussen samtidig med, at de promoverer sig selv. I søstersolidaritetens og loyalitetens navn.

Lyder det udiplomatisk og unuanceret? Sandsynligvis. Lad mig uddybe min bevæggrund.

  • I 2005 udkom Kunsten at gøre karriere.
  • I 2010 udkom Kvinde, kend din karriere.
  • I 2012 udkom Myter om magten.
  • I 2019 udkom Dronningens Nye Klæder.
  • I 2020 udkommer så nu De vil gerne – de kan godt.

Og sådan fortsætter listen af bøger med passende mellemrum at udkomme – alle med kendte topledernavne/super-headhuntere som forfattere, mange af dem kvinder. Læg i parentes bemærket mærke til titlerne… hvilke associationer får du, når du læser dem?

I 2012 havde jeg en kronik i Berlingske, som tog samme problematik op: Nemlig, at der løbende skrives bøger om emnet af kvinder, som ’har klaret det’. Og at det ærlig talt ikke rykker ved noget som helst.

Når nye stemmer taler ind i det gamle

Lad os et øjeblik dykke ned i den sidste bogs forside (som ikke afviger stort i sit udtryk fra flere af de andre nævnte bøger).

For at give bogen kvindelig appeal har forlaget valgt at:

  • Vise en grafisk illustration af en kvinde i det typiske topleder-dress: Sort jakke, hvid skjorte og sort… øh, nederdel eller bukser.
  • For at sikre, at vi fatter, denne bog handler om kvinder, har grafikeren tilføjet skikkelsen et fint lille hoftesvaj og en let nedringet skjorte (ikke for meget, naturligvis).
  • Grafikken er holdt i hvid og sort (corporate, maskulint udtryk) og pink (de to forfatteres navne samt ordene ’De vil gerne’). Givetvis et forsøg på at give bogen feminint appeal.

Allerede her afslører bogen og dens statistiske indhold sig – for mig:

Det er fortsat den samme ramme, kvinder skal acceptere at indgå i. Det er stadig det samme mindset, kvinder skal ’lære at forstå’. Det er fortsat det samme grundlæggende, ubevidste (ledelses)paradigme, der tales ind i. Kort sagt – det er stadig kvinder, der skal tilpasse sig for at få en stemme, og mænd skal ’give dem en chance’.

Den underliggende årsag til, at disse bøger ikke flytter noget

Ja, kvinder (ikke de, men VI!) vil gerne – og ja, kvinder (VI) kan godt. Ofte ønsker vi bare ikke at springe ind i toppen på de præmisser, der er gældende om bordet i dag.

En af de ting, jeg selv igen og igen hører fra velkvalificerede, dygtige, ambitiøse kvinder er, at de ikke ved, om de orker ’det her’ mere. At de ikke kan se sig selv højere oppe i organisationen på de gældende vilkår (skrevne og uskrevne). At de nægter at være en del af det spil og den magtkamp, som ofte er en del af at være på toppen.

Du kan naturligvis sige: Nå, så kan du da bare lade være. Et gængs argument, som bruges i debatten om kvinder og karriere: ’De vil jo bare ikke.’

I den argumentation ligger accepten af rammen. Deri ligger den ukritiske accept af, at ’sådan er det jo’ – take it, or leave it. Det er så meget på tide med et opgør omkring netop det mindset.

For rammen, som kvinder siger fra overfor, er IKKE sund. Er ikke human. Er ikke natur- og miljøvenlig. Er ikke langsigtet. Og DERFOR skal flere kvinder, som netop ikke ’orker’ toppen – sammen – ind i den, så de kan ændre kulturen og kommunikationen. Netop der, hvor paradigmeskabende beslutninger træffes.

I den fortolkning af virkeligheden bliver læringen ikke kvinders – men mænds. Nærmere betegnet mænd i topledelse og bestyrelser.

Vi har brug for et opgør og en ny stemme

I stedet for flere bøger, der er gammel vin på nye flasker, mangler vi at læse bøger, som afdækker årsagerne til, at kvinder bare ikke gider mere. Som er brændt ud på rejsen. Som har mistet pusten og motivationen – enten efter få år på arbejdsmarkedet eller senere.

Det kan for eksempel være bøgerne Opting Out eller When the Canary stops Singing. Eller artiklerne: After two years on the job, women’s confidence plummets‘, What happens to women’s ambitions in the years after college og ‘Companies drain women’s ambitions after only two years’.

Det er ikke fordi, dokumentationen mangler. Sjovt nok hører vi bare ikke om dem, men om de andre bøger.

Der ligger en fundamental årsag til grund for, at vi – verden over og specifikt i Danmark – ikke opnår ægte ligeværd og ligestilling. Den lyder ganske kort:

Hvis 50 % befolkningen har skabt den ramme, som 100 % af befolkningen indgår i, så ER det pr. definition hverken ligeværd eller ligestilling. Hverken i ledelser, bestyrelser eller alle andre sammenhænge.

Indtil vi forstår det – både mænd og kvinder – vil intet ske. I særdeleshed hjælper det ikke, at kvinder, som HAR taget hele rejsen op igennem systemet, fortæller alle andre, hvad der ’skal til’. Uden vel at mærke at komme ind på deres egen smerte på rejsen, deres egne omkostninger, deres kompromiser med sig selv, omkostningerne for deres liv og hverdag.

Det er ganske enkelt ikke godt nok længere. Vi har brug for et brilleskift. Og det er tid. Nu.

 

Birgitte Baadegaard er født i 1967. Hun er oprindeligt uddannet cand.merc., men arbejder i dag som forfatter og Feminine Leadership Mentor.
Birgitte Baadegaard er født i 1967. Hun er oprindeligt uddannet cand.merc., men arbejder i dag som forfatter og Feminine Leadership Mentor.
Logo_innovatorQ_RGB

Få Innovator Q’s nyhedsbrev
-og bliv den heldige vinder af en lækker d’herrer canvastaske. Vi trækker lod mellem månedens tilmeldte!

Vi hader også spam! Så det sparer vi dig for.