Diskussionen om mænd der slår kvinder ihjel er – desværre – igen aktuel. Derfor har vi været en tur i arkivet og fundet denne artikel fra sidste sommer. Den er stadig relevant.
En sag om hustruvold og efterfølgende mord har for nylig vakt opsigt i Frankrig. Valérie Bacot slog i 2016 sin mand ihjel. Det var kulminationen på en ekstrem sag med over 25 års fysisk og psykisk vold. Vi har talt med Lisbeth Jessen, direktør for Danner, og Trine Baumbech, Professor i Jura ved Københavns Universitet, om sagen. Kunne det være sket i Danmark, er det store spørgsmål, og hvad gør vi egentlig for at undgå det?
Af Tine Cederstrand
Valérie Bacot var 12 år, da hun første gang blev voldtaget af sin stedfar – Daniel Polette. Senere blev hun gravid og flyttede sammen med sin overfaldsmand, som hun i alt fik fire børn med. Igennem årene fortsatte volden, og Valérie Bacot levede som i et fængsel fortæller hun til DR. Daniel Polette, der nu var Valérie Bacots mand, tjente blandt andet penge på at sælge Valérie Bacot som prostitueret til voldelige kunder.
En aften 2016 bliver det for meget for Valérie og efter at have mødtes med en særlig voldelig kunde, skyder hun Daniel Polette. Efterfølgende begraver hun liget med hjælp fra sine ældste sønner. Der går halvandet år før liget bliver fundet, og Valérie Bacot bliver hentet af politiet. I sidste uge faldt der så endelig dom i sagen.
Et mord på en kvinde hver tredje dag – og ikke kun i Frankrig
Sagen hører til i den virkelig grove ende og har vakt stor opsigt i Frankrig. Over 420.000 har underskrevet en erklæring for frihed for Valérie. Det har i Frankrig sat gang i en bevægelse for at sætte mere fokus på vold mod kvinder.
Man kan godt bilde sig ind, at vi her i Danmark vil være meget bedre til at opdage sådan noget, men jeg vil sige, at vold kan foregå i rigtigt mange år, uden at vi opdager det.
Lisbeth Jessen, Direktør for Danner, har også fulgt med i sagen. På spørgsmålet ‘kan det ske i Danmark’, svarer hun “Helt overordnet så er det en meget ekstrem sag, men dermed ikke sagt, at det ikke kan ske i Danmark. Det tror jeg godt, det kan. Vi har også set alvorlige forbrydelser herhjemme.”
Hun fortsætter:
“Man kan godt bilde sig ind, at vi her i Danmark vil være meget bedre til at opdage sådan noget, men jeg vil sige, at vold kan foregå i rigtigt mange år, uden at vi opdager det. Børn kan vokse op med vold i Danmark, uden at vi som samfund får afdækket det. Det skyldes, at vi ved for lidt om det. Og det vi opfatter som et barn med udadreagerende adfærd eller et meget stille barn, behøver ikke handle om en diagnose til barnet. Det kan handle om, at barnet har levet med vold derhjemme, og at lærere og pædagoger ikke har læst barnets signaler rigtigt. Vi ved ikke nok om vold heller ikke hos fagpersoner. Så kunne det slippe igennem i Danmark? Ja det kunne det godt. Desværre.”
Den mest almindelige type drab
I en ph.d. afhandling har retsmediciner Asser Hedegård Thomsen gennemgået alle danske drab i perioden 1992 til 2016. I løbet af de 25 år er der blevet begået 1.417 drab, og den største enkelttype af drab er partnervold. Knapt 27% af alle drab foretages af offerets nuværende eller tidligere partner, og langt de fleste ofre er kvinder. Når ofret for drab er en mand, er der i de fleste tilfælde en historik, hvor han før drabet har været voldelig overfor hende. Til sammenligning udgør drab i kriminelle miljøer, fx banderelaterede drab, kun 7%.
Undersøgelser viser ifølge DR, at der i Frankrig bliver dræbt en kvinde af sin partner eller tidligere partner hver tredje dag. Hvis man tager højde for forskellen i befolkningen, så er situationen den samme i Danmark.
Loven er skrevet af mænd for mænd
Fransk lov betyder ifølge DR, at forsvareren ikke har kunne påberåbe sig selvforsvar, fordi Valérie Bacot ikke skød sin mand forfra. Desuden er det en skærpende omstændighed, at hun valgte at skjule liget efter drabet.
Men loven bør ændres. Det mener i hvert fald Valérie Bacots forsvarer Janine Bonnagiunta. Loven er ikke dækkende for forhold, hvor parterne kender hinanden. Hun siger til DR: “Straffeloven er lavet af mænd, for mænd. Kriterierne er planlagt for mennesker, der ikke kender hinanden, et angreb på gaden for eksempel. Her er det angreb i hjemmet, det er noget andet.”
Dansk lovgivning
I Danmark gælder der lignende forhold. Vi har talt med Professor i jura, Trine Baumbach.
“Vi lever i et retssamfund, hvor man som udgangspunkt ikke må tage sig selv til rette ved fx at tage et liv. Der er en bestemmelse om nødværge i straffeloven, men det kan være svært at komme igennem med en påstand om nødværge, når kvinden ikke er udsat for et overhængende eller begyndt angreb. Det er et krav, at der er en tidsmæssig sammenhæng mellem et angreb fra overfaldsmanden og nødværgehandlingen – i dette tilfælde mordet.” forklarer Trine Baumbach og uddyber:
“Nødværgereglerne er ikke udformet med henblik på gentagen vold. I et forhold mellem to mennesker, hvor den ene har magten over den anden, som desuden er fysisk underlegen, kan det være svært at påberåbe sig nødværge. Den underlegne part kan ikke forsvare sig i overfaldssituationen, men må gøre det, når muligheden opstår. Dermed er det ikke sikkert, at det er muligt at argumentere for nødværge – der mangler den tidsmæssige forbindelse.”.
Trine Baumbach mener i udgangspunktet ikke, at Valérie Bacot havde været stillet anderledes i Danmark.
“Uden at kende sagen i detaljer, ja så tror jeg godt, jeg kan sige, at sagen kunne ende på samme måde i Danmark. Man kan godt argumentere for nødværge, men hvis der ikke er en tydelig tidsmæssig sammenhæng mellem mandens vold og kvindens nødværge, så er en domfældelse med en mild straf meget sandsynlig. Også i Danmark. Vi har en ret restriktiv retspraksis på det område. Det er en balancegang imellem at fastholde, at det et politi, anklagemyndighed og domstolene, der står for retshåndhævelsen og strafudmåling, og at sikre alle ofre.” svarer hun.
Traumereaktioner er ikke altid logiske
Lisbeth Jessen peger også på, at disse sager kræver noget ekstra af retssystemet.
“Retssystemet og politiet har brug for viden om de dynamikker, der gør sig gældende, og de traumereaktioner man kan have, når man har været udsat for en så alvorlig forbrydelse. Det er en kompleks og individuel vurdering, der stiller krav til systemet. Havde hun (red: Valérie Bacot) andre muligheder? Har han fx truet hende med, at hvis hun forlod ham, så ville han dræbe alle børnene. Så spørgsmålet er, om hun reelt har haft andre muligheder.”
Syv ud af ti kvinder, der indskrives på krisecenter, har symptomer på PTSD eller Kompleks PTSD. Det samme ses hos soldater, der har været i krig.
En helt ny ph.d afhandling af Sarah Bøgelund Dokkedahl fra Videnscenter for Psykotraumatologi ved Syddansk Universitet (SDU), viser at syv ud af ti kvinder, der indskrives på krisecenter, har symptomer på PTSD eller Kompleks PTSD. Det samme ses hos soldater, der har været i krig, og det er med til at understrege konsekvenserne af partnervold.
Ingen national plan men en gryende forståelse
I Norge og Sverige arbejdes der ifølge Lisbeth Jessen mere dedikeret med området, og den svenske chef for efterretningstjenesten Säpo, Anders Thorberg, har blandt andet i forbindelse med kvindedrab udtalt at ”Det er Sveriges største samfundsproblem. Et tilfælde er et for meget. Mange kvinder og børn mishandles hvert år. Og det skal stoppes.”
“Det er i Norge og Sverige langt større fokus på området fra politisk hold. Det betyder noget, når der bliver meldt så klart ud, som chefen for efterretningstjenesten Säpo har gjort.” siger Lisbeth Jessen. “Det kunne vi godt lære af og fx lave en national handlingsplan, som forpligter alle parter. Det har man valgt at gøre i Norge.”
Der er heldigvis også forbedringer at spore i Danmark. Blandt andet fortæller Lisbeth Jessen, at der er gryende forståelse for området hos politi, anklagemyndighed og domstolene.
“Politiet er blevet meget bevidste om, at de skal vide mere om området. Det vil jeg gerne fremhæve. De prøver rigtig meget og inviterer blandt andet os. Der kommer nu specialuddannede ansatte i alle politikredse i Danmark. Det er noget af det, vi har kæmpet for længe. Men vi ser desværre stadig beskrivelser som “Hun virker ikke særligt påvirket af voldtægten” i politirapporter. Det vidner om en manglende forståelse for traumereaktioner.”
En halv milliard kroner om året
En undersøgelse fra VIVE viser, at fysisk vold mod kvinder i Danmark koster samfundet mindst en halv milliard kroner om året. I samme undersøgelse vurderes til det, at 70.000 kvinder årligt udsættes for vold.
Vi skal turde tale om mænds vold mod kvinder, og mænd skal være en del af løsningen.
“Det er kæmpe samfundsmæssigt problem. Vold er ikke bare et socialt problem. Vold er et ligestillingsproblem, et juridisk problem, et beskæftigelsesproblem, et integrationsproblem, et sundhedsproblem. Det er et problem, der når hele vejen rundt på de politiske ressortområder. Vi er nødt til at tænke på det langt mere bredt.” siger Lisbeth Jessen.
Mere viden og samarbejde
Der findes ikke et quick fix på området og Lisbeth Jessen mener, at vi først og fremmest skal løfte viden hos alle fagpersoner.
“Det gælder uanset, om det er lægen, jordemoderen, politimanden, skolelæreren, pædagogen eller sundhedsplejersken. De skal have en viden, der gør, at de kan blive bekymrede i rette tid, i forhold til et barn, der har et alarmerende adfærdsmønster. Det samme gælder på arbejdspladsen. Vi har fx. haft et strategisk samarbejde med TDC, hvor vi har uddannet deres tillidsrepræsentanter og forskellige nøglepersoner i viden om vold, så de kan spotte, hvis der er noget galt derhjemme.” forklarer Lisbeth Jessen.
“Vi skal også have et bredere samarbejde mellem fx krisecentre, kommuner og politiet – alle de centrale aktører – hvor vi skal blive meget bedre til at samarbejde og udnytte krisecentrets kompetencer. Fx er nogle jobcentre begyndt at samarbejde med krisecentre, når de oplever at en jobsøgende, bliver ved med at falde ud af forskellige jobs. Det giver rigtig god mening.”
Desuden fremhæver Lisbeth Jessen, at vi skal erkende, at det ikke er en ukønnet problemstilling. Vold rammer kvinder i langt højere grad end mænd, og er dermed en kæmpe ligestillingsudfordring. “Vi har en tendens til at gøre det neutralt og ukønnet. Men det er ikke noget som rammer, fordi man er et menneske. Det rammer fordi man er en kvinde, som bliver domineret af en mand. Og fordi der er nogle mænd som ikke respekterer kvinder som ligeværdige. Det siger ikke noget om alle mænd – det siger noget om nogen mænd. Vi skal turde tale om mænds vold mod kvinder, og mænd skal være en del af løsningen.”
Thi kendes for ret
Sidste fredag faldt dommen så i retssagen mod Valérie Bacot. Hun blev kendt skyldig i mord og idømt fire års fængsel, heraf de tre betingede. Da hun allerede har siddet varetægtsfængslet i et år, kunne hun efter afgørelsen frit forlade retten.
Læs også artiklen om udfordringerne for ligestillingen i en verden med Covid 19, der har betydet en stigning i vold mod kvinder på globalt plan.
