Tuesday, 5 Jul 2022

Uge Sex – skal vi ikke snart tale lidt mere om nydelsen?

Orgasmebogen er en faktabog, en bog om klitoris, nydelse og kvinder. Der er meget at lære og intet at skamme sig over, Foto: Kristine Tiedt
Orgasmebogen er en faktabog, en bog om klitoris, nydelse og kvinder. Der er meget at lære og intet at skamme sig over, Foto: Kristine Tiedt

I denne uge har danske folkeskoleelever landet over flexuge. Det er uge sex, og temaet er samtykke. Det fejrer vi her på Innovator Q ved at bringe en artikel om Orgasmebogen. En faktabog og en tegneserie der kan overraske de fleste. Både mænd og kvinder. Vi har talt med forfatteren Kristine Tiedt, der lidt tilfældigt kom til at skrive og tegne netop denne bog.

Af Tine Cederstrand

Det kvindelige kønsorgan har altid været og er stadig, noget vi ikke rigtigt taler om. Noget som er lidt tabubelagt. I børnehaven kan man godt høre sætningen “Jeg har tegnet en mand med en stor tissemand”. Sætningen om en dame med en stor tissekone bliver ikke rigtigt brugt i samme grad.

Orgasmebogen – en faktabog

I 2020 udgav Kristine Tiedt Orgasmebogen. Det er en tegneserie, der med udgangspunkt i tre hovedpersoner – Kvinden, Kussen og Eksperten – behandler emnet seksualitet og lyst. De tre befinder sig på en øde ø, fordi som Eksperten siger “De ting vi skal snakke om, er ikke lige populære alle vegne”.

Bogen er fuld af fakta, som ikke har fået meget omtale. Fx viser nyere undersøgelser, at to ud af tre heteroseksuelle kvinder ikke får orgasme med deres partner under sex, imens stort set alle kvinder gør, når de onanerer eller har sex med andre kvinder. Spørgsmålene er mange. Hvorfor får kvinderne ikke orgasme under sex? Hvad er sex? Hvad er orgasmer?

Klitoris blev først “opdaget” i 1997

Kristine fortæller, at det var lidt tilfældigt, at det lige blev en bog om orgasme, at hun skulle skrive.

“Jeg har altid tegnet og var begyndt at lave tegneserier. Jeg vidste, jeg gerne ville lave en bog. Samtidig var jeg faldet over nogle forskellige facts omkring seksualitet især i forhold til kvinder, som jeg syntes var tankevækkende.”

At koble de to ting – tegneserier og facts om seksualitet – var pludselig ikke til at komme udenom for forfatteren.

“Jo mere jeg læste, jo vildere syntes jeg emnet virkede. For eksempel at hele klitoris organet først blev “opdaget” i 1997. Kunne det virkelig passe, at lægerne ikke have fundet det organ, som er vigtigst for cirka halvdelen af jordens befolknings nydelse før da?”

Illustrationer fra Orgasmebogen. Foto: Kristine Tiedt
Illustrationer fra Orgasmebogen. Foto: Kristine Tiedt

Fortæller Kristine undrende.

Samtidig kan man i bogen læse, at mens der databasen Zoological record, som dækker millioner af artikler om biologi fra 1864 og frem, kun findes 7 artikler om klitoris, så er det 539 om penis.

Vi er nødt til at tale om det – #deldinskam

I arbejdet med bogen gik det op for Kristine Tiedt, hvor meget skam der faktisk er forbundet med sex og lyst for kvinder. “Det er det vigtigste, og også det sværeste jeg har lært i arbejdet med bogen” fortæller hun. “Især er kvinders seksualitet og lyst tæt koblet med skam.”

Hvordan kan vi bedst arbejde med det som samfund?

“Vi skal tale om det – det er vigtigt, og det gør vi ikke nok i dag. For eksempel er klitoris stadig ikke tegnet ind på sundhed.dk’s illustration af de kvindelige seksuelle organer. Den er heller ikke beskrevet. Det svarer til, at penis ikke er tegnet ind, når man illustrerer de mandlige kønsorganer. Det er meget svært at udforske sin lyst og seksualitet og få orgasme, hvis det organ som er absolut vigtigst (klitoris) er usynligt eller fremstår som stort set ikke-eksisterende. Tror også mange med en penis ville have svært ved at få orgasme, hvis de ikke rørte eller kendte den.”

At skam har stor betydning for kvinder og deres forhold til kroppen har før været oppe i medierne. Op til Kvindernes internationale kampdag d. 8. marts 2021 blev hashtagget #deldinskam introduceret af Nilgün Erdem og Souha Al-Mersal i samarbejde med Kvinfo. Målet var særligt at få minoritetskvinder til at tale åbent om skammen og derigennem gøre sig fri af skammen, men hashtagget blev også brugt af andre kvinder.

En bog for alle

Kristine håber at alle – eller som mange som muligt – vil læse hendes bog. Oprindeligt havde hun unge voksne i tankerne som målgruppe, men der er mange flere, som gerne vil læse med. ”Jeg har opdaget, at også mange ældre syntes, den er sjov og lærerig. For eksempel har min mor og hendes veninder, som alle er over 70, været ret begejstrede. De mange facts er jo også nye for dem.”

Da bogen kom ud i september 2020, blev den godt modtaget. Anmeldere på sociale medier og bogbloggere var begejstrede, og uafhængigt af hinanden har flere skrevet til Kristine, at den burde indgå i undervisningen.

Kristine var også i DR og fortalte om bogen på flere kanaler, samt i Radio Loud, Radio4, Jyllandsposten og TV2 Lorry.

De kommentarer, som Kristine får direkte fra læserne, er de mest rørende fortæller hun.

“Der er mange som skriver til mig og siger tak. Det er meget rørende! En skrev at hun havde taget en snak med sin mand efter at have læst bogen. Hun havde fået orgasme med ham for første gang samme aften. De havde været sammen i mange år. Tænk at en bog kan sætte skub i den slags.”

På redaktionen har vi også læst bogen, og vi kan på det varmeste anbefale den.

Om Kristine Tiedt

Kristine Tiedt, forfatter og tegner
Kristine Tiedt, forfatter og tegner

Kristine Tiedt er uddannet Kandidat i digital design og kommunikation fra IT-Universitetet. Hun har en Bachelor i Nordisk Litteratur/sprog, tilvalg i medievidenskab fra Syddansk Universitet. Desuden har hun gået på Serieskolan i Malmø – tegneserier. Kristine er 38 år og enlig mor. Hun holder af at holde sommerferie i Danmark og har altid tegnet. Du kan læse mere om Kristine og følge hende på Instagram.

 

Læs også om forlaget Krabat og om hvordan klimabøger skal åbne for at kunne tale klima med børn.

Logo_innovatorQ_RGB

Få Innovator Q’s nyhedsbrev
-og bliv den heldige vinder af en lækker d’herrer canvastaske. Vi trækker lod mellem månedens tilmeldte!

Vi hader også spam! Så det sparer vi dig for.