Den svenske restaurantsejer Igi Vidal har måtte tænke ud af boksen og indordne sig coronasituationen for at redde sin restaurant. Løsningen er lavere priser og street-food. For på den anden side af Øresund kæmper de svenske restauranter mod konkurser, selvom de har holdt åbent, siden pandemien lammede hele verdenen
Af Anna Jankovic
Den 60-årige restaurantejer Igi Vidal sidder tidligt om morgenen i sin restaurant Bloom In The Park, som ligger i Malmøs største park Pildammsparken. Han skriver dagens menu ned med skrigende farver på en sort tavle. Dagens menu til hans seneste påhit for at overleve coronakrisen ‘The Shack’. Det er, som det engelske navn hentyder til, et madskur i forlængelse af hans restaurant. Og madskuret The Shack eller ’gatukök’, som svenskerne kalder det, har reddet restauranten fra konkurs, mener ejeren.
Igi Vidal har manglet klare retningslinjer om coronasituationen fra den svenske stat, da han ikke har vidst, om han har måtte holde åbent, eller om han var nødt til at lukke sin restaurant. Derfor har han fra starten været nødt til at omtænke hele situationen. For fakta er, at folk stoppede med at komme for at spise.
”På den ene side opfordrede den svenske stat alle til at støtte de lokale forretningsejere, men samtidigt opfordrede de alle til at blive hjemme”, siger han.
I Sverige har befolkningen modsat i Danmark ikke oplevet den samme statslige nedlukning af restaurationsbranchen, hvilket betyder, at gæsterne fortsat kan komme på de svenske spisesteder.
”Åbent eller ej, så er folk stadig bange for at gå ud og spise på grund af pandemien”, siger Igi Vidal, som har ejet og drevet Bloom in The Park i 14 år.
Lavere priser og street-food redder forretningen
“Lamb Patti (burger) with mint and coriander, cucumber and Feta cheese – 75 Sek”, står der øverst på dagens menutavle til The Shack, som Igi Vidal er i gang med at skrive. Farverige tusser ligger spredt ud over bordet klar til at peppe tavlen op.
”75 kr. for mad. Street-food eller ej. Tænk engang! Fra en restaurant, som i fem år havde en Michelinstjerne”, siger han.
Og restauranten havde en Michelinstjerne i fem år. Den nuværende køkkenchef Katarina Baake havde den i to år. Men ifølge restaurantejeren var 2019 et dårligt år for restauranten på grund af et stort personaleskifte, hvilket ifølge ham selv ledte til, at de mistede stjernen. De er dog aldrig gået ned på kvalitet.
”Man er nødt til at gøre, hvad man kan for at overleve coronasituationen, og var det ikke for The Shack, så havde jeg drejet nøglen om”.
Lavere priser og street-food har betydet, at restauranten kan overleve, og at Igi Vidal kan beholde sine 11 medarbejdere. Mens hans anden restaurant The Embassy of Sagrantina, der også ligger centralt i Malmø, har måtte lukke indtil videre, og fem medarbejdere er blevet fyret.
”Selvom jeg har lavet tiltag inde i restauranten, så folk sidder med to meters afstand og har reduceret mine borde til højst at have 20 gæster ad gangen, så er mange stadig bange for at spise indenfor. De føler, at de er indelukket. Derfor tror jeg, at The Shack har succes. Man køber lækker mad fra The Bloom – billigt – som man kan spise udenfor i parken”.
Igi Vidal banker et 7-9-13 i bordet. Det fanger opmærksomheden fra han lille hund Misha, der kigger kærligt op på sin ejer. Han priser sig lykkelig for muligheden. Ideen har reddet restauranten under coronakrisen. Han kan ikke fortælle, hvordan det ser ud om tre måneder, særligt da ingen ved, hvor længe pandemien fortsætter med at hærge. Men her og nu er det restaurantens redning.
Læs også artiklen ‘Genåbner restaurant med et brag på den anden side af krisen’.
Krisen kradsede tidligt
Igi Vidal mærkede tidligt cornakrisens ankomst. Måske endda før sine svenske kolleger, da de fleste af hans kunder er turister – også de store turistgrupper. Så i takt med at virussen satte en stopper for rejser, så mistede han med ét næsten alle sine kunder. Daglige frokostselskaber med store grupper turister forsvandt fra den ene dag til den anden. Middagsreservationer blev ligeledes aflyst.
”Lige pludseligt fik jeg aflysninger. Jeg mistede 80 procent af mine kunder fra den en dag til den anden. Selskaber på 30 gæster blev aflyst. 40 gæster. 60 gæster. Der kom pludseligt ingen asiatiske turister.”
Og da det danske samfund lukkede ned, mistede han sine mange danske kunder. Hidtil har han haft fordel af den nære beliggenhed til København, som har sendt mange turister på endags sightseeingture til Malmø og dermed til Bloom in The Park.
Opfordring til danske restauranter
Når danske restauranter genåbner den 18. maj, så opfordrer Igi Vidal sine danske kolleger til at tænke ud af boksen, sænke priserne og tilpasse sig coronasituationen. Det er midlertidigt, men nødvendigt. Og man må også tilpasse sig retningslinjerne om afstand.
Og den erfarne restaurantejer opfordrer alle til at sænke priserne i branchen, fordi man er nødt til at ændre noget aktivt for at overleve under krisen. Og selvfølgelig har han mistet indtægter, men han understreger, at det er stadig bedre end ingenting.
”Det holder restauranten i live. Alle er ramt. Mange har ikke råd til at spise ude. De er måske blevet fyret? Derfor er man nødt til at omstille sig og sænke priserne, så alle kan være med”.
Han minder alle om, at sidste års ‘normalt’ er ikke ‘normalt’ under coronatiden.
”Selvom man på grund af afstanden måske kun har plads til 15-20 kunder. Så er det stadig bedre, end nul kunder. Det er stadig vejen til det næste skridt. En åben dør. Måske er det næste skridt 50 eller 100 personer i restauranten”.
Svenske restauranter i fare for konkurs
Til trods for åbne restauranter, barer og cafeer, så kan den svenske hotel- og restaurationsbranche gå grusomme tider i møde.
Især den svenske hotel- og restaurationsbranche har lidt under coronapandemien. Den svenske statistikmyndighed SCB har foretaget en analyse, der viser, at effekterne kan måles i hundredtusindvis af arbejdspladser, og at coronakrisen kan koste den svenske økonomi flere hundrede milliarder.
Særligt i Skåne steg konkurserne med 57 procent, som hovedsageligt vedrørte hoteller, restauranter samt transport og opbevaring.
Ifølge kreditvurderingsselskabet UC kan der forventes omkring 200 procent flere konkurser under covid-19 i Sverige.
Et skridt ad gangen mod en usikker fremtid
”Det største problem er, at man ikke kan se lyset for enden af tunnellen”, siger Igi Vidal.
Ingen kan fortælle, hvor længe pandemien varer. Nogle melder ud, ifølge restaurantejeren, at det måske varer til næste sommer.
”Kan vi sige, at det ender i juli? Eller oktober? Kan vi sige 2021? Gud hjælpe os, hvis det varer til næste sommer, som nogle prognoser tyder på. Jeg kommer ikke til at vente så længe, selvom jeg er heldig med ’Bloom’, fordi jeg ejer bygningen, og ikke skal betale husleje”, siger Igi Vidal.
Bloom in The Park vil aldrig gå ned på standarden og kvaliteten, men at sænke priserne er stadig en forretningsplan, som Igi Vidal vil fortsætte med.
”Indtil videre må jeg sammen med mit personale, mit team, fortsætte så godt vi kan. Vi vil snart åbne vores smukke terrasse ud til søen, hvor folk kan spise eller få sig et glas vin, og The Shack fortsætter indtil videre”.
Og med de små tiltag vil Igi Vidal tage små skridt af gangen og håber på at overleve.
”Det handler også om at få kundernes tillid tilbage. Så de føler sig sikre igen”.
”Og Michelin kan vente. Jeg er sikker på, at Michelins anonyme inspektører heller ikke kan flyve og rejse for tiden, så at få stjernen tilbage er underordnet lige nu. Det passer ikke sammen med en tilpasset coronaindsats og ånd lige nu”.