Tuesday, 3 Dec 2024

Genåbner restaurant med et brag på den anden side af krisen

Feed Bistros ejer og køkkenchef Jacob Jørgsholm drømmer om at åbne flere restauranter op og at udvide virksomheden i forskellige grene. "Jeg har taget en masse hårde valg ved at sige nej til venner, fester og fødselsdage for at udleve min drøm om at drive virksomhed," siger han. Foto: Kasper Leegaard
Feed Bistros ejer og køkkenchef Jacob Jørgsholm drømmer om at åbne flere restauranter op og at udvide virksomheden i forskellige grene. "Jeg har taget en masse hårde valg ved at sige nej til venner, fester og fødselsdage for at udleve min drøm om at drive virksomhed," siger han. Foto: Kasper Leegaard

Restaurant Feed Bistro i København holder helt lukket under coronaepidemien. De unge ejere fokuserer på at åbne stærkt på den anden side af krisen. Det gør de blandt andet ved at producere madvideoer på YouTube og investere i et stærkt personale, så de er klar, når Danmark genåbner

Af Anna Jankovic

25-årige Jacob Jørgsholm, der ejer og driver restauranten Feed Bistro med sin 27-årige canadiske kone Marie-Soleil Jean Jørgsholm, har tidligere i dag afsluttet optagelserne til dagens madlavningsvideo på YouTube. I dag har han lavet Cordon-Bleu, som er en paneret skinkeschnitzel fyldt med ost og skinke.

”Jeg bruger meget tid på min YouTube kanal, hvor jeg poster madlavningsvideoer. Jeg forklarer og viser, hvordan man laver mad med simple råvarer. Mange af retterne er fra restauranten. Lige i øjeblikket har jeg cirka 100.000 visninger om ugen. Det giver et større kendskab til mig og min restaurant og genererer forhåbentligt en masse nye kunder på den anden side af krisen”, siger Jacob Jørgsholm.

Se Jacob Jørgsholms Madunivers her. 

Da coronakrisen lukkede Danmark ned, havde det unge par friske råvarer stående i restauranten for 20.000 kr.

Det er også en af grundene til, at Jacob Jørgsholm begyndte at lave mad og udgive det på YouTube.

”Jeg stod med et lager af friske råvarer for 20.000 kr. Det skulle ikke gå til spilde. Vi lavede mad online, spiste det selv, lavede store portioner, som vi frøs ned, og delte også ud til venner, naboer og bekendte”, siger han.

Han er dermed begyndt at lave sit madunivers på YouTube to gange om ugen og har også en hjemmeside, hvor han dagligt lægger videoer op. Han prøver at nå ud til kunderne og vise dem, hvordan de kan lave god mad derhjemme. Han udnytter tiden nu, hvor alle alligevel er hjemme.

”Det er stukket godt af. Det generer både penge, fordi man både tjener på reklamer, og vi har fået fat i så mange mennesker på den måde. Jeg får 20-25 beskeder om dagen fra folk, der sender billeder af retter, de har lavet ud fra videoerne. Mange skriver, at de glæder sig til, at vi åbner op igen, så de kan komme ned og spise”.

For at kunne genåbne Feed Bistro med et brag på den anden side af krisen mener Jacob Jørgsholm, at det er vigtigt at investere i at beholde størstedelen af personalet, droppe take-away, da de ikke har erfaring med det og til sidst ved at markedsføre sig online ved at lave madlavningsvideoer, så de kan tiltrække flere kunder, når krisen er forbi.

Jacob Jørgsholm vil gøre alt for at styrke restaurantens brand, mens de er tvungne til at holde lukket.

”Så når vi trykker på knappen igen, så er der mange flere mennesker, der kender til os og vores restaurant, end der var før”.

Var blandt de første, der lukkede ned

”Siden krisen startede, var vi blandt de første restauranter, der lukkede ned. Da Mette Frederiksen meldte ud, at Danmark ville lukke ned, var vi nede samme aften og lukke restauranten”, siger Feed Bistros 25-årige køkkenchef og ejer Jacob Jørgsholm.

Det unge par valgte at lukke restauranten, fordi de føler, at de har et offentligt og socialt ansvar for ikke at være med til at sprede coronavirusset.

Men restaurantsejerne har ikke siddet stille. De gik straks i tænkeboks og fik lagt strategier for, hvordan de overlever krisen og undgår konkurs. Ingen take-away, beholde et stærkt team og online markedsføring, der giver flere kunder.

Og det unge par er ikke vant til at holde lukket. Bortset fra at de holder fast lukket hvert år mellem jul og nytår, så plejer restauranten at have åbent alle ugens dage. Jacob Jørgsholm har de sidste fem år været nede i sin restaurant hver evig eneste dag. Og hans arbejdsuge tæller ofte 100 timer. Men det er det hele værd, synes han, når man udlever sin drøm.

”Da vi lige nu ikke kan tjene penge på restauranten, holder vi fokus på, hvordan vi står på den anden side af krisen og kan åbne op igen med et brag”, siger den 25-årige hårdtarbejdende ejer og køkkenchef.

Ejerne af Feed Bistro er ægteparret Marie-Soleil Jean Jørgsholm og Jacob Jørgsholm. Marie-Soleil Jean Jørgsholm står for frontdelen af restauranten. Hun er ansvarlig for tjenerpersonalet, mens Jacob Jørgsholm står for køkkenet, markedsføringen og økonomien. ”Dejligt selv at have fingeren på pulsen i hele virksomheden”, siger de. Foto: Kasper Leegaard

Krisemøde med både ansatte og bestyrelse

”Vi indkaldte til et krisemøde med vores personale dagen efter, Regeringen beordrede tvangslukning. Vi valgte at afskedige de timelønnede deltidsansatte, fortæller Jacob Jørgsholm.

Det synes han var helt forfærdelig. Men nødvendigt, hvis de skal overleve. Hvis de havde beholdt alle medarbejdere, var der ikke noget arbejde at vende tilbage for nogen af dem.

”Siden da har jeg sammen med min bestyrelse grublet over, hvordan vi kan komme ud på den anden side af krisen. Hvordan skulle vi tackle det og overleve det. Jeg brugte mange timer i skypemøder med min bestyrelse”, siger den unge ejer og køkkenchef.

Først ville de forsøge med take-away, men slog alligevel koldt vand i blodet, holdt en pause og tænkte over, hvad regeringen ville melde ud.

”Vi droppede tanken om take-away hurtigt, fordi vi ikke ville risikere at ødelægge vores brand. Vi har aldrig lavet det før, så vi turde ikke at satse på det. Derfor fokuserede jeg på, at vi skulle være dem, der var allerbedst klar og rustet, når vi åbner op igen”, siger Jacob Jørgsholm.

Derefter brugte de lang tid på at lægge budgetter og finde ud af, hvor lang tid de kunne overleve. De regnede først på en måned ad gangen, så to, tre, fire og så videre. 2019 havde været et godt år for Feed Bistro med en overskud og 2020 startede også fint de to første måneder.

”Vi var virkelig på rette kurs, og det er så ærgerligt med coronakrisen. Men sådan er det nu bare. Derfor regnede vi på, at vi kunne overleve til efter sommerferien. Selvfølgelig taber vi penge, men det drejer sig om overlevelse. Vi skal nok kunne klare os”, siger han.

Læs mere om Feed Bistro her. 

Investerer i et loyalt, stærkt personale

”Alle vores andre medarbejdere, har vi gjort alt for at beholde, fordi det er en god investering at beholde sine medarbejdere. Dels at vise dem den tillid, men også fordi, at når vi står på den anden side af krisen, så skal man finde et helt nyt team. For at få råd til at beholde dem, har min kone og jeg valgt ikke at få løn. Og det er fordi, virksomheden kommer først. Det er det vigtigste”, siger Jacob Jørgsholm.

Ejerparret har beholdt otte ud af tretten medarbejdere. Og de tæller selv for to ansatte i det regnskab. De har investeret i de omkostninger, det kommer til at koste at beholde dem. Jacob Jørgsholm fortæller, at mange restauranter har fyret en masse medarbejdere, og de får svært ved at finde medarbejdere, når de åbner op igen. Så skal de starte forfra med at rekruttere medarbejdere, og det synes han, er svært i restaurationsbranchen.

”Det er svært at finde de rette medarbejdere. Det kan tage måneder at oplære, for at finde ud af, at det ikke lige var det, man regnede med. Vi har forhåbentligt elimineret rigtig mange fejl ved at beholde et stærkt personale. Så kan vi fokusere på at drive virksomheden 100 %, når vi åbner med det bedste team”.

”Min kone og jeg får derfor ikke løn, indtil der er penge i kassen igen. Jeg forventer egentlig heller ikke, at vi får løn de første par måneder, efter vi åbner op. Men vi kan overleve, og det er det vigtigste. Og det er vigtigt at sende det signal ud til medarbejderne. At hvis vi beholdte alle tretten medarbejdere, ville der ikke være et arbejde at vende tilbage til for nogen. Mine kone og jeg tæller med i de otte medarbejdere, så vi skal derfor udbetale seks fuldtidslønninger”.

Det unge ægtepar har lavet en aftale med deres udlejer om at udskyde huslejen. Det giver lidt luft i betalingen, og så har de rigtig mange råvarer stående i restauranten, som de lever af.

Reddet af regeringens hjælpepakke

”Regeringens hjælpepakke kan vi bestemt godt bruge”, siger Jacob Jørgsholm.

Han synes, at man skal være meget ærefuld, glad og stolt over at leve i et sundt land med så sund økonomi, at de kan gå ind og redde os alle sammen.

”Havde der ikke været disse hjælpepakker, så var vi nødsaget til at fyre alle medarbejdere, og det klart statens fortjeneste, at vi kan sørge for, at der en arbejdsplads til de medarbejdere, vi har, på den anden side af det her. Jeg kan helt klart bruge den hjælp, vi får”.

Fremtiden ser lys ud

Jacob Jørgsholm forventer, at det ser lyst ud på den anden side af krisen for Feed Bistro. Han tror, at der bliver mindre konkurrence på grund af de mange konkurser. Han fortæller, at da de åbnede restauranten i 2015, var der ifølge Tripadvisor 1500 restauranter i København, og tallet var steget til 2200 før coronakrisen.

Statsministeren sagde på et pressemøde den 6. april, at de mange erhvervsdrivende, der lider hårdt under lukningen, snart bør kunne se lys forude, hvis alt går efter planen:

”Hvis vi lykkes med første fase, vil det være en prioritet at se på at lempe restriktioner for nogle af restauranterne, barerne, frisørerne, caféerne og lignende ved næste fase”, sagde Mette Frederiksen.

Jacob Jørgsholm håber, at de kan åbne før sommerferien.

”Vi har en dansk befolkning, der hverken kan eller tør rejse til udlandet. De har sikkert planlagt rejser og kommer til at spare nogle penge. Derfor tror jeg, at lige så snart der blive trykket på den grønne knap og man må tage ud og spise igen, at mange vil gøre det. Jeg synes, at vi har gjort en god indsats på at skabe en profil online, mens vi har haft lukket. Så jeg ser rigtig positivt på det”, siger Jacob Jørgsholm.

Læs flere artikler om coronaramte danskere her.

Se med hver tirsdag og torsdag, når køkkenchef Jacob Jørgsholm præsenterer sit madunivers på YouTube. Her viser han blandt andet, hvordan man laver nem og lækker mad og giver en masse gode råd med på vejen.

 

 

 

Logo_innovatorQ_RGB

Få Innovator Q’s nyhedsbrev
-og bliv den heldige vinder af en lækker d’herrer canvastaske. Vi trækker lod mellem månedens tilmeldte!

Vi hader også spam! Så det sparer vi dig for.