Jeg er inhabil. Eller det er der i hvert fald, nogen som synes. Jeg er ikke enig. Så lad mig starte med at forklare min tankegang.
Jeg underskrev støtteeklæringen til Sofie Linde. Jeg var blandt de første 701 kvinder, der skrev under på, at jeg ikke længere vil være tavs omkring den sexistiske kultur, der findes i mediebranchen. Jeg er uddannet fagjournalist og kommer derfor også med en anden baggrund end kun journalist.
Jeg er oprindeligt uddannet økonom, og har derfor mine erfaringer fra andre dele af erhvervslivet og er først blevet en del mediebranchen for få år tilbage. Det betyder, at mine oplevelser om sexisme stamme fra andre brancher. Men de minder om dem, som er beskrevet i mediebranchen og hos politikerne og i Advokatbranchen og hos lægerne…
Gør det mig så inhabil, at jeg har skrevet under på støtteerklæringen? At jeg har erfaring med sexistisk kultur? Det mente eksempelvis nyhedschefen for TV2, Jacob Kwon ihvertfald. Ifølge Kwon kan jeg ikke dække historierne om #metoo. Eller om andre områder, hvor jeg har personlige erfaringer. Problemet er bare, at så er der i virkeligheden ingen, som kan være journalister. Vi har alle sammen holdninger og erfaringer. Alle sammen.
Derfor er jeg uenig. Jeg kan godt som journalist arbejde objektiv med et område, som jeg har en holdning til. Det er jeg som journalist uddannet til.
Jeg siger min mening
Da jeg arbejdede som embedsperson, meldte jeg mig aldrig ind i debatten. For som fuldmægtig vidste jeg godt, at det ikke var smart, at melde ud hvilke (politiske) overbevisninger jeg havde. Det lå mellem linjerne, at det ikke var nyttigt for min karriere, at synes noget om eksempelvis ligestilling. Dengang lod jeg være med at sige min mening højt. Det gør jeg ikke i dag.
Gør det mig mindre objektiv. Ja måske på nogle felter, men ikke når vi taler om at tage afstand til sexisme. For hvem kan nogen sinde være 100 % objektiv. Jeg var aldrig objektiv som person, da jeg var ansat i staten, og jeg er heller ikke objektiv som person i mediebranchen. Men jeg kan godt arbejde objektivt.
Min tanke har været, at når nogen har fremhævet mig som inhabil, fordi jeg skrev under på en støtteerklæring mod sexismen, så kunne det også være endnu et forsøg på at afspore debatten. I den første bølge af #metoo var der andre forsøg på afsporing. Analyser har peget på fire grunde til, at vi i Danmark ikke er nået længere med #metoo-debatten i 2017 1) medlidenhed med mændene 2) #metoo som en heksejagt på mænd 3) Krænkelsen er selvforskyldt 4) Kvinder skal kunne tåle.
Jeg vil fortsat tale åbent om min åbenlyse modstand mod sexismen og påråbe mig retten til at blive behandlet på lige fod med mine mandlige kollegaer.
Jeg har netop læst journalisternes fagblad, og heldigvis kan jeg ikke finde henvisning til, at jeg og de andre kvinder skulle være inhabile. Til gengæld kan jeg finde mig eget navn på listen blandt nu næsten 1700 kvinder. Det er jeg glad for.
Alt er godt,
Trine Askholm
