DR og TV2 har i deres dækning af #metoo givet danskerne et forvrænget syn på bevægelsen. Det mener Ida Pommerencke-Vilmand og Kristian Mølengracht efter, at de har gennemgået de to mediers dækning af bevægelsen. De sætter i en kronik i Berlingske spørgsmålstegn ved om DR og TV 2 er opgaven voksen.
Af Tine Cederstrand
Mandag kunne man i Berlingske læse kronikken ”Mediekritik: Det forvrængede syn på #metoo skyldes DR og TV 2”. Den er skrevet af Ida Pommerencke-Vilmand og Kristian Mølengracht, som begge er kandidatstuderende på Roskilde Universitet.
De er ikke alene om, at have kigget på mediernes dækning af #metoo. I Politiken kan man læse debatindlægget “Lektorer: #MeToo er en vanskelig journalistisk balancegang“, som fortæller den om store forskel, der har været på den danske og svenske mediedækning af #metoo.
Med de mange journalister og medarbejdere inden for mediebranchen, som har skrevet under på støtteerklæringen til Sofie Linde, er det opstået en yderligere udfordring.
TV 2’s nyhedschef, Jacob Kwon, udtalte kort efter offentliggørelsen af brevet til Sofie Linde, at “hvis man offentligt tilkendegiver en holdning til en sag ved en underskriftsindsamling, så er man som udgangspunkt inhabil og kan ikke dække sagen”.
Fire tendenser i den danske dækning af #metoo
I kronikken fra Berlingske har de to studerende kigget på samtlige indslag om #metoo i DR1s TV-Avisen og TV 2 Nyhederne i perioden 15. oktober 2017 til 1. november 2018.
Deres fokus har været på den måde, DR og TV 2 har valgt at producere og vinkle indslagene. I det omfattende materiale ser de særligt fire tendenser, der alle har det til fælles, at de ”favoriserer manden, placerer kvinden i anden række og ignorerer den åbenlyse problematik: At mænd stadig er det dominerende køn, selv i sager der fokuserer på krænkelser af kvinden.”
Tendens 1: Medlidenhed med mændene
Historien om, at det er synd for mændene, at de bliver anklaget for at have krænket kvinder, har været en vinkel i mediedækningen helt fra begyndelsen. Allerede d. 23. oktober 2017 vælger DR at vende historien på hovedet og fokusere på spørgsmål om, at det er synd for manden. På den måde erstattes den faktiske problemstilling af en pseudoproblematik, mener Ida Pommerencke-Vilmand og Kristian Mølengracht.
Tendens 2: #Metoo som en heksejagt på mænd
I flere af indslagene omtales #metoo bevægelsen som en heksejagt på mænd. Betegnelsen “heksejagt” bliver i dag ofte brugt i overført betydning til at beskrive, hvad man anser som urimelig forfølgelse.
Dertil kommer den historiske reference til fortidens hekseprocesser, hvor frittænkende kvinder blev jagtet og brændt på bålet. Andre medier end de tv kanaler har også sammenlignet bevægelsen med historiske forfølgelsen. Blandt andet gav Berlingske i april 2018 plads til denne overskrift i en kronik ”Hvor nazisterne havde Gestapo, har den moderne feminisme #MeToo-bevægelsen”
Tendens 3: Krænkelsen er selvforskyldt
Mange af vores læsere kender sætningen ” Du beder altså også selv om det, når du går sådan klædt”, og TV 2 fandt det i oktober 2017 vigtigt at præsentere denne vinkel. Altså at det i virkeligheden er kvinderne egen skyld. Som om påklædningen i sig selv faktisk giver tilladelsen.
Tendens 4: Kvinder skal kunne tåle
At kvinder ikke skal være så nærtagende og må finde sig i at gloet på og til tider gramset på, er den sidste tendens Ida Pommerencke-Vilmand og Kristian Mølengracht har set i materialet. Som eksempel fortæller de om en indslag på DR, hvor #metoo reduceres til at handle om flirt og dating. De mener at DR præsenterer ”en patriarkalsk forståelse af daten som den arena, hvori kvinden skal erobres”.
Hvordan gik det i Sverige?
I debatindlægget fra Politiken kan man læse, at der i Sverige var fire gange så mange indlæg om #metoo. Debatten var heller ikke uproblematisk i Sverige, men den svenske mediebranchen var tidligere til at melde klart ud. TIlbage i november 2017 underskrev tusindvis af journalister et åbent brev, hvor de krævede, at der blev sat en stopper for sexismen i den svenske mediebranche.
Men hvorfor gik det så meget anderledes i Sverige? Det spørgsmål stiller Jannie Møller Hartley, Lektor på RUC og Tina Askanius, Post. Doc. på Malmö Universitet, i deres debatindlæg. I et forskningsprojekt har de gennem interviews og indholdsanalyser undersøgt #metoo dækningen i de to lande. Resultatet peger på at idealet og normen for objektivitet er forskellig i de to lande.
I Sverige kastede journalisternes sig som sagt hurtigere ind i kampen, og reglerne for presseetik, som blandt andet foreskriver, at medierne så vidt muligt skal undgå anonyme kilder, blev ikke så afgørende.
I Danmark blev en del #metoo artikler parkeret, fordi man vurderede, at de ikke holdt i retten på grund de anonyme kilder. Dermed blev hele kulturen omkring sexisme heller ikke diskuteret.
En anden forskel var at de svenske politikere hurtigere kom på banen, hvilke gav journalisterne mere at skrive om, og bedre mulighed for at dække historier, som ikke handlede om deres egen branche.
I Sverige blev en af kulturelitens øverste personer fra Det svenske Akademi i 2017 afsløret som krænker i en række artikler af journalisten Matilda Gustavsson. De artikler var med til at sætte gang i #metoo debatten i Sverige. Matilda Gustavsson udgav i 2019 bogen Klubben, der beskriver de præcise hændelser.
Forsinket bølge af #metoo i Danmark
Ifølge de to forskere er der forskel på den nationale kontekst, som diskussionen tages i. Journalisterne i Danmark oplevede et giftigt debatklima over for emner som ligestilling og sexisme. Alt sammen ud fra devisen “Ligestilling – det har vi da opnået – og sexisme har vi slet ikke hos os!”
I de tre år som er gået har emnet været taget op spredt og aldrig fået gennemslagskraft. Det er først da Sofie Linde med sin tale til Zulu Comedy Galla, at der igen blev gang i debatten i Danmark, som nu bliver kaldt anden bølge af #metoo.
Debatten har afstedkommet, at også politikere, læger og advokater offentligt har fortalt om den stadigt eksisterende sexisme.
