Hos Innovator Q arbejder vi målrettet med at fortælle de historier, som andre medier ikke fortæller.

Vi arbejder på at vise rollemodeller fra alle ender og kanter af erhvervslivet. Vi arbejder på at sætte på dagsordenen, hvem der har ansvar, og hvilke rettigheder mennesker har.

Derfor er det helt oplagt, at vi som en slags julegave til vores læsere og lyttere giver jer Katja Iversen interview i sæson afslutningen af “Sådan gjorde jeg”.  Hun arbejder om nogen for ligestiling og kvinder og pigers rettigheder.

Og jeg vil nu dele en personlig julefrokostoplevelse med jer, som er relevant at få frem, fordi vi alle har både rettigheder og ansvar. Det gælder både i privatlivet og i arbejdslivet.

Julefrokostgramseri
I fredags var jeg til julefrokost med mine kollegaer og samarbejdspartnere. Vores lille trekløver endte efter midnat på en bar tæt på Kgs Nytorv i København. Vi har alle været der før, men ærligt så er det mange år siden, jeg selv har været der om natten.

Men denne fredag nat kom jeg med mine to kollegaer. Ind af svingdøren hvor en flink dørmand havde bedt os vente et kort øjeblik. Der var en fortættet fugtighed derinde, 90’er musikken blæste højt ind i vores øregange, og der blev danset på bordene. Det var min omgang, så jeg masede mig op i baren og fandt et spot. Der stod jeg og observerede festen, og smilede over at det uanset alder er p….. sjovt at gå ud og få en øl.

Endelig får jeg lov at bestille, tre Corona’er med lime. Pludselig kommer en mand tæt ind på livet af mig.  Han griber min hånd, som holder om flaskehalsen på den ene Corona, og så sætter han munden på min hånd og lader sin tunge glide lystigt rundt om mine fingrer, mens han suger hårdt, så hårdt at han får limefrugten med sig.

Jeg kigger ret forskrækket på ham og siger høj ”aij, stop, hold dog op” men manden forsætter og tager flasken og drikker grådigt af den. Jeg var flov og vred. Men beslutter mig for, at jeg vil lade situationen passere, fordi jeg ikke ønsker at ødelægge min aften. Havde det været ti år tidligere, havde jeg pandet ham en og hældt en øl ud over ham.

Så jeg vælger den forsigtige udvej og vender mig om for at komme hurtigt væk. Manden synes så ikke helt han er færdig, så han tager sin hånd og kører den op i skridtet på mig. Sådan.

Jeg sprang op på en stol og sad som en forskræmt kanin på en bænk. Rystet og forskrækket. Vred og helt rundt på gulvet. Var det mig der havde signaleret noget, var jeg for nedringet, skulle jeg havde pandet ham en eller have hældt min øl ud over ham. Skulle jeg tage fat i dørmanden, og hvorfor var der ingen, som opdagede det skete og kunne have kommet mig til udsætning.

Det endte med, at vi gik fra stedet, mens festen fortsatte og champagne flaskerne fløj rundt i lokalet. Mine kollegaer var forundrede. Ikke over det var sket, men over at jeg ikke havde reageret. Jeg var vred på mig selv, men vidste også at jeg ikke kunne have gjort noget andet end at forsvinde.

Dagen efter fortalte jeg om episoden til mine naboer. De var i chok. Én mente jeg skulle melde manden til politiet, én mente at jeg i det mindste skulle kontakte baren og fortælle dem om episoden og opfordre dem til at holde bedre øje med deres gæster.

Skam og ansvar

Nu sidder jeg her. Og skammer mig. Mest over at jeg ikke reagerede. For at jeg intet gjorde. Jeg burde om nogen være i stand til at sige fra og reagere. Men jeg sidder stadig med følelsen af, at der ikke findes nogen rigtig god måde at reagere på, uden at det vil ende med, at jeg blev smidt ud og fik ødelagt min aften.

Efterfølgende har jeg prøvet at skaffe et telefon nummer til baren, men kan kun finde et navn på ejeren, som ejer et stort antal barer og cafeer i København og så et telefon nummer på bordbestilling. Ikke lige så brugbart. For hvordan ringer man til en der tager imod bordbestillinger og siger ”Hej, nu skal du høre her, I har også et ansvar”. Episoden er sket og jeg gør ikke mere.

Berøringssensor-dragt

Indtil jeg her torsdag morgen ser et indslag på Instagram fra Tv2Echo. Det er om en ung kvinde, der oplever at blive gramset på, når hun tager i byen for at feste. Hun deltager i et tv-eksperiment, hvor hun skal have en dragt med sensorer på, som registrerer berøringer, når hun skal i byen.

Tv-holdet følger den unge pige en aften, hvor hun er afsted med en veninde. Hun fortæller, at hun har glædet sig til en sjov aften, hvor hun skal danse. Men hun frygter alle de berøringer, hun ofte oplever, når hun danser. Hun synes, det er grænseoverskridende. Og hun forstår ikke, at de uskrevne regler vi i samfundet har om berøring, er sat ud af spil om natten, når folk er fulde.

Tv-holdet holder øje med berøringsregistreringerne og gæsterne på baren. Da dragten opfanger berøring på den unge kvindes numse, så opfanger kameraet en mand i ternet skjorte. Journalisten går ud til manden og fortæller ham, om det de har set ske.

Hvorfor gør han det? Jo, det vil han faktisk godt fortælle, for han siger åbent, at når der er en som danser op ad ham, så kan han godt lide at røre. Han understreger at han er ked af, hvis det er blevet misforstået som grænseoverskridende.

Stop gramseriet 

Jeg håber, at alle vil hjælpe til med at sige fra over for den uacceptable grænseoverskridende gramseri. Jeg sender en opfordring til alle restauranter, barer og diskoteker om, at de også har ansvar i sagen – de må holde bedre øje med deres gæster.

Og så kan de starte med at melde klart ud i forhold til uacceptabel grænseoverskridende gramseri.

Jeg siger ihverfald fra nu. Fra i mit eget nyhedsbrev og fortæller historien. Det er nemlig også at gøre noget.

Siger du fra og er du mere modig end mig?

Mange hilsner, og rigtig glædelig julefrokosttid til alle

Trine Askholm, chefredaktør

PS hvis du er i tvivl, om du må gramse, så lad være og prøv i stedet at snak sammen.