Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Forleden var jeg til konference i FN Byen hvor bl.a. Nordisk Ministerråd offentliggjorde deres store studie “State of Nordic Fathers”, der gjorde status på, hvordan far-rollen har udviklet sig, og hvad fremtiden byder for fædre og magtbalancen i familieliv i fremtiden.
Af Lisbeth Odgaard Madsen, stifter af Potentialco.dk
Far-rollen bør efter min mening have en mere markant og prominent placering i ligestillingsdebatten end den har i øjeblikket. Fordi den er en genvej til rigtig mange problematikker: Flere og mere aktive fædre i hjemmet gavner ikke kun kvindernes vej til ledelse, det bidrager også til at mændene selv udvikler et mere helt følelsesliv, at vores fælles børn får et stærkere udgangspunkt i livet med to primære omsorgspersoner, og det modvirker skilsmisser, for blot at nævne de mest indlysende, som blev gengivet og drøftet indgående på konferencen.
Men der er også anden diskussion, som vi normalt forbigår, men som heldigvis blev berørt flere gange på konferencen. Det er fordelingen af – og måske endnu mere vigtigt – samarbejdet om magtfordelingen. Både ude og hjemme.
Samarbejd om magtfordeling
Nordisk Ministerråds studie viste, at fædre er mere tilfredse med deres rolle som forældre, når forældreansvaret (og magten) deles ligeligt mellem forældrene – men det er mødrene ikke.
Samtidig var en konklusion også, at 90% af de nordiske fædre har et ønske om at være dybt involverede i at tage sig af deres børn – men de er bange for, at dette ønske ikke accepteres af de mænd, de omgiver sig med, fx venner, kolleger og ledere.
Hvor vi i årevis har diskuteret magtfordelingen uden for hjemmet, har vi ikke drøftet, om magtfordelingen i hjemmet – der i øjeblikket for det meste falder ud i mors favør – har nogen samfundsbetydning.
Men magtfordelingen i hjemmet har betydning.
Den betyder nemlig, at fædre ubevidst sendes i retning af arbejdet, uanset om de vil det eller ej, og at kvinder sendes den modsatte vej, nemlig i retning af kødgryderne, uanset om de vil det eller ej. Og den betyder, at både maskulinitets- og mor-koncepterne er i opbrud, når vores domæner og traditionelle privilegie-områder pludselig bliver “invaderet”.
Maskuline konkurrence overfor feminime samarbejde
Derfor var det interessant, hvordan debatten på konferencen også blev til en diskussion af, om vi skal bruge det arketypisk maskuline “konkurrence”-begreb (som Bjarne Corydon fra Børsen introducerede) eller det arketypisk feminine “samarbejde”-begreb (som Ché Nembhard fra Promundo talte for) om den brydning, der sker imellem mænd og kvinder i forhold til familielivet i øjeblikket.
Jeg tror vi lander lige midt imellem, og håber, at arbejdsfordelingen mellem fædre og mødre – og de samfund vi omgiver os med – kan rumme lidt af begge dele.
