Saturday, 27 Jul 2024

Erfaren lederprofil indtager direktørstolen hos Ungdommens Røde Kors

Nyudnævnt direktør Geske Fischer-Hansen Foto: Pressefoto Ungdommens Røde Kors
Nyudnævnt direktør Geske Fischer-Hansen Foto: Pressefoto Ungdommens Røde Kors

Ungdommens Røde Kors har fået ny direktør. Den nye direktør kommer med erfaring internt i organisationen og en lang ledererfaring fra Finansministeriets Koncern bag sig. De kommende år kommer URK til at bevare deres fokus på at gøre en forskel for udsatte børn og unge, og da diversitet ligger som en del af deres DNA, ligger det helt naturligt som en del af deres arbejde. 

af Trine Askholm 

De seneste tre måneder har Geske Fischer-Hansen både været konstitueret direktør og programchef i Ungdommens Røde Kors. Nu bliver direktørtitlen permanent meddeles det i en pressemeddelelse fra Danmarks største humanitære ungdomsorganisation.

Det er til stor glæde for landsforperson, Troels Boldt Rømer.

”Vi er meget glade for, at Geske har sagt ja til at fortsætte som direktør for Ungdommens Røde Kors. Hun har spillet en kæmpe rolle i, at vi det sidste halvandet år har bygget en meget mere robust organisation, der hviler på en mere stabil økonomi. En organisation, som kan gøre en endnu større forskel for udsatte børn og unge, og som har vist sit værd i en udfordrende corona-tid. En tid, hvor vores unge frivillige har kæmpet videre for at omstille vores sociale aktiviteter til virtuelle aktiviteter, som eksempelvis online lektiehjælp.” siger Troels Rømer.

Han uddyber, at det har været en fornøjelse og sjovt, for både medarbejdere og samarbejdspartner samt bestyrelsen, at arbejde sammen med Geske.

Ser frem til genåbningen og arbejdet med ny strategi

Geske Fischer-Hansen har været ansat i Ungdommens Røde Kors som programchef siden 1. oktober. 2019. Hun kommer med mere end 12 års erfaring fra Finansministeriet, hvor hun blandt andet har været kontorchef og kommunikationschef i Digitaliseringsstyrelsen. Vi har talt med den nyudnævnte direktør og stillet hende tre hurtige spørgsmål:

Hvad ser du mest frem til i det kommende år fra din nye direktørstol?

Der er mange ting jeg glæder mig til. Med næsten et år med Covid19, som i den grad har påvirket børn og unge, der i forvejen var udsatte, så vil mit første år i stolen uden tvivl blive påvirket af genåbningen. Vi glæder os til at vores 200 aktiviteter kan åbne igen – madklubber, lektiecafeer og sommerlejre. Men vi forventer også, at der skal en stor ekstra indsats til for både at sikre, at der er frivillige og at børn og unge kommer tilbage til aktiviteterne. Det bliver spændende at arbejde med denne nye usikre situation, hvor der til gengæld er et kæmpe potentiale for at hjælpe flere.

 Og så glæder jeg mig til at være med til at eksekvere på den nye strategi, som vores unge politikere har vedtaget i efteråret. Her er der især fokus på unge bag lukkede døre, fx fængsler, krisecentre, asylcentre og døgninstitutioner. Vi har mange projekter i gang og mange skønne unge frivillige som gør en forskel i dag. Men vi skal endnu bredere ud, så vi kan skabe et pusterum for endnu flere udsatte børn og unge.”

Diversitet i Ungdommens Røde Kors

Hvordan arbejder I med diversitet både internt som organisation, men også strategisk i forhold til de unge og de projekter i sætter i værk? 

“Ungdommens Røde Kors tror på, at alle kan være noget særligt for nogen. Vi har ikke altid klare skel mellem, hvem der er frivillig, og hvem der er deltager, og vi sætter en ære i, at der er stor rummelighed i vores frivilliggrupper. Der, hvor dette står stærkt, er fx vores frivilligt drevne ungecafeer på psykiatriske afdelinger. I både Helsingør og Gentofte har vores to aktivitetsledere tidligere selv været indlagt i psykiatrien. Og på ferielejrene er der tidligere ferielejr-børn, som nu er frivillige på flere af lejrene.

Internt på sekretariatet er vi ikke en så mangfoldig arbejdsplads, som jeg kunne ønske mig. Det er noget af det, som jeg gerne vil arbejde med som direktør. Vi har mange medarbejdere, som er startet som praktikanter, så det er et sted at starte. I den praktikantgruppe, som lige er startet, er det for eksempel lykkedes os at få flere unge mænd med og også en praktikant med en anden uddannelsesprofil end normalt. Men jeg må nok også erkende, at en social organisation som vores primært tiltrækker unge kvinder med socialvidenskabelige uddannelser. Og da de er vildt dygtige, så bliver de jo også ansat.”

Hvad betyder det for jer som organisation som helhed at have fokus på diversitet?

Diversitet er en del af vores DNA. Det er vigtigt for os, at dem som deltager i vores aktiviteter, kan se sig selv i de frivillige. Det betyder ikke, at vi ikke stadig kan arbejde med at få en større bredde i frivilliggrupperne i forhold til både køn, alder, etnicitet, uddannelsesmæssig baggrund, livserfaring mv.

Eksempelvis vil vi gerne nå ud på de forskellige håndværker-uddannelser til dem, som ikke kender så meget til os i forvejen. Vi vil rigtigt gerne have dem med i vores frivillige fællesskab, så børnene og de unge deltagere kan få forskellige rollemodeller at spejle sig i.”

Geske er oprindeligt uddannet cand. scient pol. fra Københavns Universitet og har senere taget en Master of Public Governance på Copenhagen Business School og en NGO lederuddannelse.

Læs flere Nyt om Navne – om kvindelige rollemodeller fra dansk erhvervsliv

Logo_innovatorQ_RGB

Få Innovator Q’s nyhedsbrev
-og bliv den heldige vinder af en lækker d’herrer canvastaske. Vi trækker lod mellem månedens tilmeldte!

Vi hader også spam! Så det sparer vi dig for.