Ja, det er de. Men kvinder skal holde op med at være så forsigtige. Langt færre kvinder end mænd investerer, men ofte får de et bedre afkast, når de kaster sig ud i det
Af Christina Blom
Kvinder tjener flere penge end mænd på deres investeringer, fordi de holder længere på deres værdipapirer og ikke handler hele tiden. Men det betyder ikke, at de er bedre eller dygtigere end mænd til at investere. De har bare en klogere investeringsstrategi, og derfor får kvinder et bedre afkast på deres investeringer end mænd gør.
”Kvinder er ikke bedre til at forudse, hvad der vil være en god og dårlig forretning. Aktiemarkedet går op og det går ned, og det er der ikke nogen, som kan forudsige. Men det tror mænd, de kan,” siger Steffen Andersen, der er professor i finansiering på Copenhagen Business School.
Udenlandske undersøgelser tegner samme billede som Steffen Andersens forskning. Blandt viser en ny undersøgelse, som professor Neil Stewart fra Warwick Business School har stået i spidsen for, at kvinder har 1,8 procentpoint højere afkast end mænd.
Når kvinder handler mindre, har de færre omkostninger, og lige præcis dét er grunden til kvinders større succes på aktiemarkederne.
Kvinder får et højere afkast på deres investeringer
Selvom mænd står for størstedelen af handlerne på aktiemarkedet i Danmark, er kvinder bedre til at score høje afkast. Det viser nye tal fra VP Securities, også kendt som Værdipapircentralen. 2018 var et hårdt år på de finansielle markeder. Det samme viser tal fra Nykredit. Her havde kvinder et negativt aktieafkast på 7,2%, mens mændene i gennemsnit mistede 10,8% på deres investeringer.
Seniorkunderådgiver hos Nykredit Henriette Lindbock mener, at kvinders højere afkast skyldes en anden og klogere investeringsadfærd. Hun oplever, at kvinder ofte er mere tålmodige med deres investeringer, og det kan ifølge Nykredits hjemmeside være en del af forklaringen på afkastforskellen i det hårde investeringsår.
”Når man har truffet en beslutning, så er kvinderne mere tålmodige i forhold til at blive i positionerne og ikke reagere for hurtigt og sige ’ud med den, det gik ikke.’ Der er mænd generelt set lidt hurtigere på aftrækkeren, og det kan ramme afkastet nogle gange,” siger hun til Nykredits hjemmeside.
Kvinder får med andre ord et bedre resultat, fordi de har lidt mere is i maven og ikke er så påvirkelige af, hvad der sker på markedet lige nu og her. De er lidt mere distancerede til den investering, de har gjort og sidder ikke og følger med i det hele tiden.
Læs desuden artiklen om en ung, kvindelig investor på SU – KLIK HER
Kvinder investerer og bruger derefter tiden på noget andet
”De investerer pengene og så finder de noget andet at bruge deres tid på,” siger professor Steffen Andersen om kvinders investeringsadfærd.
Det er nærliggende at spørge, hvorfor mænd handler mere, når det betyder, at de får et lavere afkast på deres investeringer. Steffen Andersen forklarer mænds adfærd med, at de i langt højere grad end kvinder har en tro på, at de kan ramme rigtigt.
”Mænd har en tendens til at sidde og handle hele tiden og fokusere på deres investeringer konstant, og så har de en tendens til at holde fast i deres tabere (papirer, de har tabt penge på, red.) og sælge deres vindere (papirer, de har tjent penge på, red.). Det er ikke særligt smart,” siger CBS-professoren, som personligt synes, det er ret kedeligt at kigge på tal og grafer over aktiemarkedet.
Han forklarer den tilsyneladende irrationelle adfærd blandt mandlige investorer med eksemplet om manden, som skulle forklare konen, at han havde tabt penge på at sælge nogle aktier, men så længe han ikke solgte dem, havde han ikke tabt penge.
Mænd tror, de er verdensstjerner
Steffen Andersen forklarer mænds adfærd med, at de i langt højere grad end kvinder tror, de er verdensstjerner. De overvurderer med andre ord deres egne evner.
Kvinder er mere beskedne, har ikke den store selvtillid og er i virkeligheden måske også mindre interesseret, når det kommer til stykket. At være ydmyg og ikke tro, man er smart, giver bedre resultater.
At mænd tror, de er verdensstjerner, når det kommer til investering, er en problemstilling, der allerede for nogle år siden har været oppe at vende. Ifølge dr.dk er professor på Copenhagen Business School Jesper Rangvid enig i, at mænd har en større tiltro til sig selv. De tror på, at de har nogle evner, som de faktisk ikke har. Ifølge Jesper Rangvid er kvinderne mere stille og rolige. De holder på aktierne og handler ikke så meget. Dermed sparer de ifølge Jesper Rangvid i handelsomkostninger og får ikke købt og solgt på dårlige tidspunkter, som mænd desværre har en tendens til, skriver dr.dk.
Et investeringsparadoks
Alligevel foretrækker langt flere kvinder end mænd at holde deres penge kontant i banken. Men tankevækkende er det, at kvinder klarer sig bedre end mænd, når de endeligt springer ud i at investere. Og det til trods for kvinders mere udtalte frygt for at miste penge.
Mange kvinder er ifølge Jesper Rangvid så forsigtige, at de aldrig rigtigt kommer i gang med at investere. Det fremgår blandt andet af de nyeste tal fra Danmarks Statistik. De viser, at mænd ejer 63% af aktierne, og kvinder kun 37%.
Ann Lehmann Erichsen er forbrugerøkonom i Nordea og har i de senere år været en markant stemme i debatten om danskernes privatøkonomi. Hun har en klar holdning til kvinder og investering.
”Meget færre kvinder end mænd er involveret i investering, så derfor synes jeg, man med god ret kan sige, at det ikke kører skide godt for kvinderne,” siger hun og uddyber sit synspunkt med, at hele 58% af den samlede formue i Danmark er ejet af mænd.
Kvinder er tilbageholdende med at investere
At kvinder ejer færre værdipapirer, ser Ann Lehmann Erichsen som en skævhed i det danske samfund. Senest har Epinion i foråret 2018 gennemført en undersøgelse af opsparing og investering i Danmark for Nordea. Undersøgelsen viser, at kvinder er dårlige til at komme i gang med at investere. Kun 29% af kvinderne er i gang, medens det er hele 44% for mændenes vedkommende.
Kvinder mangler investeringsviden
Tallene illustrerer også kvinders usikkerhed og manglende viden. Særligt er kvinders viden om finansmarkedet såsom investeringsformer og aktiekurser helt i bund. Her synes kun 12% af kvinderne, at de har et godt kendskab til investering, hvorimod 26% af mændene er sikre på sig selv.
Kvinder er bange for at tabe penge, når de investerer
Epinion-undersøgelsen for Nordea viser også, at kvinder er bange for at investere. Faktisk er de mere bange for at miste penge, når de investerer, end mænd er. Her tegner kvinderne sig for hele 58% over for mændenes 43.
At kvinder er mere bange for at miste deres penge, hænger også sammen med kvinders generelt lavere indkomst- og formueforhold. Generelt tjener de mindre, har mindre pension og mindre opsparing. Kort sagt: kvinder har færre penge mellem hænderne.
Kvinder skal komme i gang
Kvinder skal tro noget mere på dem selv. Og på deres egne evner på aktiemarkedet. De klarer sig godt, når de tager springet og kaster sig ud i at investere på aktiemarkederne. Fordi de har en klogere investeringsstrategi.
Hvis Nordeas forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen skal give kvinder et godt investeringsråd, så er det, at det ikke er nødvendigt at vide ALT. Hvis man skal vide alt, kommer man aldrig i gang med at investere.
”Prøv et af de enkle investeringsværktøjer som Nordeas Nora, Danske Banks June eller Jyske Banks Munnypot til at starte med. Put for eksempel 5000 kroner i projektet og hold så øje med, hvordan det går. Så er man ligesom i gang”.