Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Den 21. januar bragte Børsen en artikel med overskriften ”Masser af dynamik og udskiftninger på bestyrelsestoppen 2021”. Artiklen var illustreret med billeder af de dynamiske udskiftninger, der viste 20 hvide mænd. Det skabte masser af reaktioner på de sociale medier, men hvem har ansvaret for ligeværdighed? 

af Birgitte Asmussen, exam. psykoterapeut, forfatter og administrativ freelancer

Artiklen ”Masser af dynamik og udskiftninger på bestyrelsestoppen 2021” blev øjeblikkeligt kommenteret flittigt på sociale medier, og når der bringes dokumentation for den kønsmæssige ensidighed som ledelserne i dansk erhvervsliv udlever, så kan man være sikker på nogenlunde disse reaktioner, der i sagens natur fortrinsvis kommer fra kvinder:

”Vi er mange kvinder, der har de rette kompetencer, bare henvend jer”

”Det kan ikke være rigtigt, at vi i år 2021 stadig ikke er kommet længere”

”Rip-Rap-Rup-effekten skal stoppes”

”Det er for dårligt”

”Det er pinligt at Danmark i denne sammenhæng ligger på niveau med Malta”

Og der tales om kvoter, handleplaner, uddannelse, dialog. Endelig spørges der også gentagent og undrende om, hvorfor det stadig er sådan.

Disse reaktioner, og varianter af dem, ses hver gang. Kommentarerne rummer en – helt begrundet – utilfredshed, men der er også noget afventende over dem. Konstruktivitet forekommer, men det er ikke fremherskende.

LYT til vores podcast “Sådan gjorde jeg” hvor Trine Askholm interviewer Bjarne Corydon: KLIK HER

Det individuelle ansvar

Det er, som om der mangler erkendelse af, hvor stor betydning det enkelte menneske har i forhold til at skabe ændringer i de bestående mønstre. At have betydning forpligter, det er bøvlet, men det er nødvendigt, at den enkelte tager sin forpligtelse til sig, hvis noget grundlæggende skal ændres i ligeværdigheden mellem kønnene.

Derfor, især til mine medsøstre, lad os komme til kernen:

Der sker ingenting, før DU ændrer dig. Ingenting stopper, før DU stopper det. Før du ser, at disse mønstre har rod langt nede i selve samfundsstrukturen, og er skabt over årtier, hvis ikke århundreder. Der sker ingenting, før du ser, at mønstrene hænger sammen med og er et produkt af helt bestemte tankegange, handlemåder, indfaldsvinkler, værdiansættelser, prioriteringer og løsningsmåder.

Der sker ingenting, før det bliver erkendt, at for at kunne forandre denne ene synlige kendsgerning skal ALT forandres. Ting hænger sammen, alt er forbundet med hinanden. Der sker ingenting, før vi ser, at det er en stor, stor udviklingsopgave, der skal tages fat på NU, at vi ALLE skal bidrage, og at den ikke vil slutte i vores levetid.

DER SKER ABSOLUT INGENTING!!!

Jo, muligvis kosmetiske, overfladiske ændringer. Men intet væsentligt, ikke noget der er varigt forankret. Hvis ikke hver og en af os er vågne og tager medansvar for det samfund, vi er en del af, så flyttes undertrykkelsen blot til mindre synlige områder og lever videre der.

Taknemmelighedsgælden

Kvindekønnet betaler stadig af på taknemmeligheden over, at vi fik stemmeret, og gælden er tilsyneladende næsten umulig at få ud af verden. Men i praksis skete der dengang ikke andet end at tilsidesættelsen, ignoreringen og nedvurderingen fik andre, mere subtile udtryk. Her tegner jeg det lidt groft op, men det har været mønstret hele vejen op gennem det 20. århundrede:

Får kvinder stemmeret, så trues de, når de siger noget ubehageligt.

Udvikler kvinder selvfølelse, så bliver deres kroppe forkert gjort.

Tilegner kvinder sig viden, vendes det døve øre til den viden.

Udtrykker kvinder deres behov, hånes de for ikke at kunne klare mosten.

Og står kvinder og vil dele magten med mandekønnet, lades der som om, de er usynlige.

Deling af magten

Siden Frederik XII for næsten 175 år siden opgav enevælden og delte sin magt ud, vrimler historien ikke ligefrem med eksempler på magthavere, der af sig selv afgav deres magt, og godt kunne se at den skulle deles ud på flere hænder.

Manglen på kvinder i beslutningslag handler hverken om, ikke at kunne finde dem, ikke at kende dem, eller om at de ikke er erfarne nok, kompetente nok, arbejdsomme nok, eller noget som helst andet ”nok” – det handler om evne til at afgive magt og dele magt med andre.

Afgive magt, fordi man godt kan se, at den nuværende måde har overlevet sig selv. Kan se, at den skader samfundets videre udvikling og i sidste ende skaber et tilbagestående land. Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvor grelt det kan blive, så behøver man bare kigge til de dele af verden, hvor hverken kvinder eller unge har nogen indflydelse på samfundets udviklingsretning. Det er ikke just lande, der bliver arrangeret studieture til.

Fremgang, udvikling, frihed, selvbestemmelse og selvudfoldelse er ikke bare noget, der ER. Det skabes hele tiden og kan derfor også hele tiden fjernes. Det skal aktivt bevares og udvikles, ved at en befolkning i fællesskab samarbejder om det, med det mål for øje at i morgen skal blive bedre end i dag. Og den fælles erkendelse af, at ansvaret for at det sker, ligger hos os alle. Ikke politikerne. Ikke dem i toppen. Ikke de andre. Men hos dig og mig.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.