Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

De sidste 15 år har jeg set en udvikling blandt ambitiøse, veluddannede kvinder på arbejdsmarkedet: De mister pusten og siger fra. Eller rettere: De siger op. Går fra gode stillinger i store, strømlinede organisationer og virksomheder. For at gå Caminoen. Blive selvstændige. Blive certificeret yogainstruktør. Psykoterapeut. Børnetøjsdistributør. Tænke sig om. Mærke efter.

af Birgitte Baadegaard, forfatter og Femenine Leadership Mentor

Indtil for 3-5 år siden var det primært kvinder +/- 45 år, som kom til mig med denne problematik i stadigt stigende antal. Nu kommer de til mig helt ned til ca. 30 år gamle – allerede omkring to år efter endt uddannelse. Uanset alder er symptomerne de samme: udbrændthed, en længsel efter at gøre en forskel, ensomhed, rodløshed. Samme trend er i øvrigt identificeret også i England, USA, Indien og Holland. Der er en bevægelse i gang.

Kvinders savn – dvs. mangler i hverdagen og arbejdslivet – kan stilles op på følgende måde:

M – Mening
A – Autenticitet
R – Ros
E – Empati
R – Relationer
I – Indre stemme
D – Deling
T – Tillid

Umiddelbart er denne exodustrend et mareridtsscenarie for samfundet og arbejdsmarkedet, som vi kender det i dag. Nogle vil måske også mene for kvinderne selv – nu har vi jo lige fået fodfæste, er blevet frie og selvstændige, har fået adgang til lederstillingerne. I det mindste i et vist omfang.

Men måske er det et led i et større skift, som kvinder går forrest i og baner vejen for? 

Den typiske exoduser

Lad mig præsentere dig for personaen Liv.

Liv er mellem 30 og 45 år gammel, oftest gift eller samboende – både med og uden børn. Tjekket, lækker og kontrolleret. Veluddannet – som minimum med en bachelorgrad, oftest en master – og nu ansat i stor, prestigefyldt erhvervs- eller konsulentvirksomhed med lineær målstyring som sit primære præstationsredskab. Sin (ofte mandlige) ledelse er hun ikke vild med, ligesom den menneskefjerne, bundlinjefikserede virksomhedskultur tænder hende af.

Hendes skisma er ofte: ’Jeg kan lide titlen og lønnen – resten bryder jeg mig ikke om. Men det betyder noget for mig ift. prestige at have det ydre på plads, og lønnen giver mig uafhængighed.’

Liv adresserer primært sin konflikt i forhold til job og udbrændthed fra et logisk sted til at starte med – hun mærker den ikke så meget i kroppen, da hovedet med årene er blevet uforholdsmæssigt ’stort’ i forhold til sansninger og følelsesliv.

Hvorfor dette opgør lige nu?

I takt med globaliseringen oplever vi mere og mere, at alting i verden er forbundet. Den bevidsthed har konsekvenser: Med mindre vi ’skærer hovedet helt fra kroppen’, kan vi ikke længere bare gå på job som i ’gamle dage’ fra kl. 8-16 og være ligeglade med, hvad vi laver – uanset hvilken funktion, vi har: Receptionisten i et tobaksfirma ved, at han eller hun er ansat i en organisation, der skaber sygdom. En revisor eller advokat i et stort konsulenthus ved, at han eller hun er ansat i en organisation, der kontrollerer de selv samme virksomheders regnskaber, som de selv hjælper med at undgå skat. En designer i et tøjfirma ved, at der bliver brugt børnearbejde i produktionen. En økonomimedarbejder i en bank (ingen nævnt, ingen glemt) ved, at han/hun er ansat i en branche med en yderst blakket moral. Og så videre.

Mening er pludselig ikke længere en luksus men en nødvendighed for at skabe et arbejdsmarked med et andet, mere nuanceret værdisæt. Et værdisæt, som ikke mindst kvinderne efterspørger – i både liv og ledelse. Og et værdisæt, som over tid vil skabes gennem pres fra ’bunden’: fra medarbejderne, kunderne, de unge og – kvinderne.

Alt, hvad vi tænker, skaber, producerer og leverer til hinanden fremover, skal give mening – ikke for de få, men for de mange. Denne bevidsthed har mange kvinder allerede med sig, bl.a. i deres lederskab og i deres ønske om at gøre en forskel og opleve mening med det, de laver. Netop derfor er det så afgørende, at de får en langt stærkere rolle i organisationerne – ikke mindst i (top)ledelse. Og netop af samme grund er det, de forlader deres job: Når de oplever det modsatte.

Kvinder er kort sagt frontløberne for en ny bevægelse og megatrend. Når virksomheder lærer at forstå dem og lytte til dem, har de fremtiden i deres hænder. Indtil de forstår det, vil flere og flere dygtige kvinder gå fra karrierekvinde til yogamamma – fordi de ikke kan andet. Med mindre de ender med at forstene i et system, der hverken er gearet til dem eller de kommende generationer.

Læs andre debatindlæg hos Innovator Q.