Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

At der hverken er mænd eller kvinder i Forsvaret men kun soldater, er et udsagn, der går igen og igen. Det bliver gentaget af både chefer og ansatte, når snakken falder på ligestilling. Jeg forstår egentlig godt hensigten, og hvor tanken er opstået. For vi er i et hierarkisk og uniformt miljø. En konstabel er en konstabel, en major er en major og vores opgaveløsning i den skarpe ende afhænger rettere af tillid og føring, end af køn. Umiddelbart kan det lyde som om, at der i Forsvaret er fuld ligestilling. At kønnet på soldaten derfor ikke har den store betydning. Men passer det? Og er det overhovedet målet?

af Kristian Helth Bertelsen, Seniorsergent i Flyvevåbnet 

Vi kan starte med begyndelsen. Værnepligten. Forsvarets basisuddannelse. Her er det nemlig overhovedet ikke uden betydning, om du er mand eller kvinde. Alle mænd er ved lov indkaldt til session og har pligt til at forrette tjeneste ved Forsvaret eller Beredskabet. Trækker de et tilstrækkeligt lavt nummer, skal de aftjene deres værnepligt.

For kvinder derimod er det en mulighed, de kan benytte sig af – deres såkaldte værneret. Så allerede meget tidligt i den militære karriere er der en skævvridning og et uligeværd i, at mænd er forpligtet ved lov, mens kvinder har retten til at vælge. Kvinder har derfor også retten til at sige op igen, hvis ikke Forsvarets basisuddannelse noget for dem. Debatten om værnepligt for alle fylder heldigvis en smule mere, end den har gjort før, og kigger vi på vores nordiske venner, er begge køn indkaldt som soldater ved lov.

Tilpasning til systemet

Kvinderne i Danmark benytter sig heldigvis i stadig stigende grad af deres mulighed. Men når de gør det, er det fortsat udbredt, at kvinderne i løbet af de første dage samles til en briefing kun for kvinder. Her giver en (oftest kvindelig) befalingsmand i bedste hensigt nogle gode råd om, hvordan det er at være kvinde i Forsvaret. De gode råd kan eksempelvis omhandle menstruation i felten, at tænke over sin adfærd i messen, at overveje, hvor stramt idrætstøjet skal sidde og at finde sig i en grovere tone end vanligt.

Sat lidt på spidsen kan man sige, at kvinderne i Forsvaret som en start bliver vejledt til at være lidt mindre dem selv. Eller i hvert fald at tilpasse sig et system, som ikke umiddelbart tilpasser sig dem. I Flyvevåbnet sover de værnepligtige stadig på kønsopdelte stuer. På udsendelser er det forbudt at dele værelse eller telt med en soldat af det modsatte køn. Og visse fysiske krav er fortsat kønsdifferenceret. Så måske vi ikke bare er soldater alle sammen. Nogle er i al fald mere soldater end andre.

Den lille forskel

For godt et år siden viste det sig, at der også er en lønforskel. Forsvarsministeriets personalestyrelse var kommet frem til, at kvindeligt stampersonel i Forsvaret tjener 96 kroner for hver 100 kroner, den mandlige kollega tjener. Så selv i et system, hvor langt størstedelen af lønnen er forhandlet ved overenskomst, og kun en meget lille del af lønnen er lagt ud til lokal forhandling, er vi heller ikke alle sammen blot soldater.

Den dybere analyse af lønforskellen pågår endnu. Men interessant er det, hvis den lokale løndannelse, hvor medarbejderne eller tillidsrepræsentanten forhandler direkte med den lokale chef om det såkaldte individuelle kvalifikationstillæg har gjort, at der reelt set ikke er ligeløn for soldaterne.

Krænkende adfærd og mangel på ligestilling hænger sammen

Hvad krænkende adfærd angår, har Forsvaret i de seneste år haft et stort fokus på netop at undgå og håndtere sager om krænkende adfærd. I særdeleshed kønskrænkende adfærd. Det store fokus er kommet i kølvandet af for mange sager og for dårlig håndtering af de sager, der var.

Selv er jeg efter nogle gode samtaler med forkvinden for ”Kvindelige veteraner” begyndt at få øjnene op for, hvordan vores jargon og måde at omgås og omtale hinanden måske ligger i den svære gråzone for kønskrænkende adfærd.

Den, der er svær at definere og håndtere. Og den kultur er ikke med til at få en mere lige arbejdsplads. Løsningen er ikke lige til, men for mig er der en kobling mellem håndtering af sager om kønskrænkende adfærd og den manglende lighed mellem kønnene. En vej at gå er at klæde vores ledere bedre på til at håndtere sager om krænkende adfærd. Derudover samtaler og refleksioner om diversitet og ligestilling på alle militære lederuddannelser og opmærksomhed på den kultur, vi alle bevidst eller ubevidst er med til at bære videre.

Skal vi alle bare være soldater?

Men er det egentlig målet, at der hverken skal være mænd eller kvinder i Forsvaret. Er det målet, at vi alle skal bare skal være soldater? Ikke hvis du spørger mig. At omtale og italesætte, at soldater ikke er mænd og kvinder er for mig at se ikke vejen frem. Det er ikke vejen til et lige forsvar, hvor diversitet og ligeværd mellem kønnene er en selvfølge. Og skifter vi ikke snart retning, er vores kerneopgave truet. Med mindre generationer i sigte og kampen om de dygtige medarbejdere, der skærper til, er det væsentligt for Forsvarets opgaveløsning, at vi er i stand til at tiltrække og beholde både dygtige mænd og dygtige kvinder.

I mine ører lyder udsagnet om, at der kun er soldater som om, der kun er mænd og så lige de kvinder, der formår at tilpasse sig. Måske vi nærmere skal indse, at der i Forsvaret er mennesker. En masse af dem. Mennesker er forskellige, og det har vi brug for, de er.

Om Kristian Helth Bertelsen

Kristian Helth Bertelsen er Seniorsergent med ti års erfaring i Flyvevåbnet. Han har flere udsendelser for Danmark bag sig og har arbejdet med operative opgaver i ind- og udland, kompetenceudvikling, HR og ledelsesrådgivning.

Kristian er uddannet fra Aarhus Erhvervsakademi, hvorfra han har en Akademigrad i Ledelse.

Læs også debat oplægget om Diversitet og bias i kunstig intelligens.