Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg har en påstand. I Danmark tør vi ikke tale om og anerkende, at hjemmelivet er definerende for hvorfor vi mangler kvinder i ledelse. Derfor kommer vores børn indirekte til at afgøre magtfordelingen i samfundet.

af Lisbeth Odgaard, ejer af Potential Company

Den påstand bygger jeg på mine mange års erfaring med at rådgive virksomheder, der vil blive bedre til diversitet. Jeg bliver f.eks. ofte mødt af virksomheder, der ikke mener, det er deres metier at beskæftige sig med deres medarbejderes liv når de træder uden for kontoret, og da slet ikke, når talen falder på diversitet.

Det er for så vidt helt naturligt, fordi ”hjemmetjansen” har været så meget kvindens domæne, at bare talen om familielivet i en arbejdskontekst gjorde ligestillingen en bjørnetjeneste. I diskursen tog man nemlig for givet, at kombinationen af arbejde og familie kun gjaldt kvindelige talenter, så enhver familievenlige tiltag på arbejdspladsen nærmest blot gravede hullet endnu dybere for kvinder, der havde store professionelle ambitioner.

Mor mister løn og magt, når hun får børn

Den ovenstående påstand stammer fra forskning. Forskning viste nemlig sidste år, at kvinder falder op til 20% bagud i løn, når de får deres første barn. Hvorimod mænd ikke mærker nogen nævneværdig lønmæssig minuseffekt af at stifte familie. Lønforskellen bliver der aldrig rigtig samlet op på sidenhen, og kvinders magtmæssige positioner i samfundet får samme tur, når de stifter familie.

Men det starter ikke sådan. Faktisk viser det sig, at mænd og kvinder (trods alt) står nogenlunde lige, når det kommer til fordelingen af de mellemlederpositioner, man trods alt kan nå at besætte i sine unge år, før man påbegynder familiestiftelsen.

Men så gør baby sit indtog, og så har vi miseren. Topledelerposter bemandes typisk af folk fra start-40erne og opefter, dvs. umiddelbart efter vi har fået børn, og statistikker viser som bekendt en fordeling på ca. 1 kvindelig topleder for hver 9 mandlige.

Barselsorloven er synderen

Arnestedet for den forskel er vores alle sammens barselslov, som er et af vores store privilegier i Danmark. Den giver nemlig familier en enestående mulighed for at etablere sig i ro og mag. Den tilbyder det lille nye menneske et godt udgangspunkt for starten på livet.

Set med ligestillingsbrillerne på, er der bare den lille hage, at barselsorloven i dag primært ses som mors orlov, og derfor er det mor, der tager mange måneders barsel. Far kan allernådigst få lov at tage en måned i slutningen af barselsperioden.

Når så mor alligevel går derhjemme, og hun trods alt ikke ammer hele tiden, kan hun jo lige så godt også tage sig af tøjvasken, indkøb til madlavning, plaster på knæene osv. Det er der ikke noget galt i, for hun er jo trods alt hjemme, mens far har travlt på arbejdet.

Der står fortsat ”mor” overalt efter barslen

Der hvor problemet for alvor opstår er, når mor også skal tilbage på arbejdet, og far ikke har taget nævneværdige mængder orlov alene med baby. For selvom de fleste forældrepar har de bedste intentioner for opstarten af livet som ”working parents”, glemmer de at omkalfatre opgavelisten derhjemme, så der fortsat står ”mor” på stort set alle ansvarsområder.

Til gengæld har far i mellemtiden fået den forfremmelse og lønstigning, som familien havde drømt om for at kunne få råd til huset i ønskekvarteret.

Det betyder, at mor, uden at tænke over det, er blevet omsorgsgiver. Mens far er blevet skaffer. Og den arbejdsfordeling repeterer sig så ved 2. og måske 3. familieforøgelse, fordi det jo fungerede meget fint første gang, og i øvrigt er det økonomisk mest forsvarligt, for nu tjener far jo en del mere – jo faktisk ofte 20% mere end mor.

Arbejde plus familie er afgørende for magtfordelingen

Som primær omsorgsgiver bruger du uomtvisteligt megen tid med børnene, særligt i de år, hvor de er små. Den tid kan du så ikke bruge på arbejdet. Til gengæld bruger skafferen både tid og hjernekapacitet på arbejdet og andre aktiviteter uden for hjemmet.

Og det betyder… Ja, det betyder rigtig meget for magtpositionerne, som både mænd og kvinder indtager forskellige steder i samfundet. Så derfor er vi, i modsætning til, hvad vi ellers har gjort hidtil, nødt til at arbejde meget mere med kombinationen af arbejde og familie, og med magtfordelingen i hjemmet, hvis vi vil ændre på magtfordelingen alle andre steder i samfundet.