I år er 100 året for Den 5. Thule ekspedition, der med Knud Rasmussen i spidsen var med til at sætte Grønland og Danmark på verdenskortet. Knud Rasmussen gjorde det ikke alene, og i dag er der brug for, at vi husker at fortælle om de to grønlandske rollemodeller og ekspeditionsdeltager Arnarulunnguaq Peary (1896-1933) og Qâvigarssuaq Miteq Ijaja Kristiansen (1899-1978).

Af Ivalo Katrine Birthe Foget Olsvig

De fleste af os har lært om Knud Rasmussen i folkeskolen. Til gengæld er det ikke alle, der ved at hans to vigtigste rejseledsagere var Arnarulunnguaq Peary og Qâvigarssuaq Miteq Ijaja Kristiansen. De to inughuit (nordgrønlændere) var årsagen til at ekspeditionen kunne lade sig gøre.

Den 5. Thule Ekspedition

Den ekspedition, hvor det for alvor lykkedes at udforske og dokumentere inuit, var Den 5. Thule Ekspedition. Det var en dansk-grønlandsk forskningsrejse ledet af polarforsker Knud Rasmussen. Den foregik for 100 år siden i årene 1921-24. Målet var at videnskabeligt beskrive inuit og at finde inuitkulturens ophav fra Grønland, over Canada og Alaska til Stillehavet.

Ekspeditionen var delt op i to dele. Første del bestod af et stort hold ekspeditionsdeltagere, som den 18. september 1921 gik i land på Danskeøen i Canada. Det store ekspeditionshold var delt op to grupper. En videnskabelig gruppe, der havde til formål at sikre indsamlingen af materiale og viden til forskning, og en lokal ekspertgruppe, der via lokal kendskab skulle sikre at ekspeditionen kunne gennemføres.

Anden del af ekspeditionen bestod af Knud Rasmussen, Arnarulunnguaq Peary og Qâvigarssuaq Miteq Ijaja Kristiansen. Alle andre fra det store hold rejste hjem. Men de 3 forlod Danskeøen i foråret 1923 og rejste på hundeslæde gennem Canada og Alaska til Stillehavet. Undervejs foretog de mange indsamlinger af information, og de fik undervejs selskab af fotografen Leo Hansen (Rasmussen: 1925-26).

I oktober 1924 startede hjemrejsen fra Nome Alaska, gennem USA, til Danmark og for de grønlandske deltagere efterfølgende tilbage til Nordgrønland. Ekspeditionen indsamlede 20.000 genstande. Det var alt fra etnografiske, arkæologiske, geologiske, zoologiske til botaniske – som i dag er fordelt på forskellige museer. Ekspeditionen påviste at inuit fra Grønland til Stillehavet har fælles ophav i deres kultur, sprog og verdensbillede (Meldgård 1971).

Behov for lokalt kendskab

Knud Rasmussen er født og opvokset i Grønland. Derfor, og på baggrund af de første Thule ekspeditioner, vidste han, at det var afgørende at have deltagere, som vidste, hvordan man klarede sig. De to deltagere Arnarulunnguaq og Qâvigarssuaq Miteq var derfor nøje udvalgt, ud fra deres evner til skabe de livsnødvendige rammer for ekspeditionen.

Arnarulunnguaq forstod, hvordan man syede varmt og livsnødvendigt tøj af skind. Samtidig kunne hun hygge – en ting der bestemt ikke må undervurderes på en ekspedition langt hjemmefra. Qâvigarssuaq Miteq var mester i at jage, og sikrede således ekspeditionens overlevelse ved jagt (Rasmussen 1925-26).

Læs også artiklen om Ordene Eskimo og Inuit – “Ordet før isen – dets betydning og magt”

Arnarulunnguaq Peary – den første inuitkvinde der har besøgt sine stammefrænder

Knud Rasmussen skrev om Arnarulunnguaq ”Arnarúlunguaq er den første eskimokvinde [i dag: inuitkvinde], der har foretaget en så lang rejse, og sammen med Ederfuglen [Qâvigarssuaq Miteq] er hun den eneste, der har besøgt alle sine stammefrænder.” (Rasmussen 1932)

Arnarulunnguaq blev født i Nordgrønland i 1896 og fik i barndommen, ifølge hendes eget syn, skænket livet i gave. Hendes far dør, mens hun endnu er barn. Det betød ifølge Thuleloven – en uskreven regel – at små piger måtte lade livet grundet kampen om tilstedeværelsen.

Man var ikke bange for døden i Grønland men i stedet for elendigheden. Men Arnarulunnguaq brors, Ajakos, gråd stoppede moren og hun fortalte senere Knud Rasmussen, at det var som, at hun blev født for anden gang. Arnarulunnguaq så begivenheden som, at hun havde fået sit liv i gave (Rasmussen 1925).

Inuit kvindernes historie gik tabt

Arnarulunnguaq forstod under hele ekspeditionen at gøre selv den mindste snehytte til et hjem. Samtidig hjalp hun ofte til med de videnskabelige indsamlinger, bl.a. de botaniske, zoologiske og arkæologiske indsamlinger (Rasmussen 1925).

Undervejs skriver Knud Rasmussen, at mens han gik hen til mændene for at indsamle historier, gik Arnarulunnguaq over til kvinderne. Desværre har Arnarulunnguaq aldrig nedskrevet noget selv, og hvad der blev fortalt til hende under hele ekspeditionen er desværre gået tabt. I dag kan vi kun ærgre os over at mangle denne viden om kvinderne og deres liv.

Afslutning af ekspeditionen i USA

Da ekspeditionen slutter rejser holdet igennem i USA og stopper i to byer: New York og Washington DC. Her mødes Arnarulunnguaq, Qâvigarssuaq Miteq og Knud Rasmussen med den amerikanske præsident.

New York er en by, der efter den lange rejse i storslået natur alligevel er et sted der gør et indtryk. Arnarulunnguaq fortæller at, det er det koldeste sted, hun nogensinde har været. Hun udtaler:

”Vi, som altid har troet, at Naturen var det største og ufatteligste af alt! Og her staar vi i et Bjerglandskab med Afgrunde og dybe Kløfter, alt skabt ved Menneskers Haandarbejde. […] Hvad jeg ser, kan jeg ikke fatte, og jeg redder kun min Forstand ved at tro, at vi alle er afgaaet ved en pludselig og voldsom Død, og at det, vi nu ser, hører et andet Liv til.”

– Arnarulunnguaq citat nedskrevet af Knud Rasmussen, da hun står på taget af en skyskraber med Knud Rasmussen og Qâvigarssuaq Miteq i New York (Rasmussen 1925-26).

Tilbage til Danmark og Grønland

Efterfølgende ankommer ekspeditionsholdet til Danmark, og det viser sig at Arnarulunnguaq har været syg under hele ekspeditionen. Hun sagde det ikke til nogen, fordi hun ikke ville fritages fra hendes arbejde. I Danmark bliver hun indlagt på hospitalet, og Knud Rasmussen kommer og besøger hende. Det er også her han overrakte hende Kongens fortjenstmedalje (Rasmussen 1925), og som alle de grønlandske deltagere modtager.

Arnarulunnguaq bliver nogenlunde rask og vende tilbage til Thule. Her bliver hun gift med storfangeren Kâlipaluk Peary, søn af polarforskeren Robert E. Peary, (Vebæk 1990) og de får sammen to børn. Men hun slipper aldrig rigtig af med sygdommen og i en alder af 37 år går hun bort i 1933.

Qâvigarssuaq Miteq Ijaja Kristiansen – fanger, hundekusk og snelæser

Qâvigarssuaq Miteq Ijaja Kristiansen blev født i Thule i 1899, og vil som en 22 årig ung mand gerne deltage i Den 5. Thule Ekspedition. Knud Rasmussens tester hans fangstevner inden afrejsen, ved en prøve hvor han blandt andet skal fange en alk. Qâvigarssuaq Miteq består prøven, og hans forældre siger god for hans deltagelse (Kristiansen 1960).

Qâvigarssuaq Miteqs rolle under ekspeditionen er fanger, hundekusk og snelæser. Ligesom Arnarulunnguaq oplever Qâvigarssuaq Miteq at rejse i USA og Danmark, før han vender tilbage til Thule.

Qâvigarssuaq Miteq har kun skrevet en enkelt artikel selv i 1960. Den hedder: ”Knud – en uforglemmelig rejsekammerat”. I artiklen beskriver Qâvigarssuaq Miteq, hvordan Knud Rasmussen var. Det er en meget rosende beskrivelse af Knud Rasmussens væremåde. Knud Rasmussen beskrives samtidig som en svedende mand, der indendørs ikke havde særlig meget tøj på, ofte kun underbukser og kamikker.

Derudover beskriver Qâvigarssuaq Miteq, at Knud Rasmussen havde evnen til at smigre folk og komme ud af alle situationer. Qâvigarssuaq Miteq slutter artiklen af med at rose Knud Rasmussen og takker ham for at give ham en oplevelse for livet (Kristiansen 1960).

Tvangsflyttet fra Thule

Efter Den 5. Thule Ekspedition rejser Qâvigarssuaq Miteq tilbage til Thule, hvor han bliver gift med Bebiane Kristiansen. De får sammen 8 børn. I de følgende år dukker Qâvigarssuaq Miteqs navn op i diverse forskers værker fra Nordgrønland.

Ved Thule Air Bases oprettelse er Qâvigarssuaq Miteqs og hans familie en af de familier, der bliver tvangsflyttet. Hver gang Qâvigarssuaq Miteq kom forbi deres gamle boplads, hvor han med sin familie blev tvangsflyttet fra, græd han og sagde “at det var ikke sket, hvis Knud Rasmussen levede”. Qâvigarssuaq Miteq går bort i 1978 i en alder af 79 år, og han efterlod sig mange børn og børnebørn (Olsvig 2018).

Arnarulunnguaq og Qâvigarssuaq Miteqs eftermæle

Igennem årene har eftermælet efter Arnarulunnguaq og Qâvigarssuaq Miteq fået mere og mere magt og der er heldigvis flere initiativer, som husker at nævne de to.

Qâvigarssuaq Miteq får skrevet en bog ‘Qaavigarsuaq’ om hele sit liv af H. Larsen, bogen er skrevet på nordgrønlandsk og er desværre ikke oversat (Larsen 1999).

Arnarulunnguaqs eftermæle er større: hun er blevet tryk på et grønlandsk frimærke tegnet af Jens Rosing i 1996, har fået skrevet en sang om sig i 1991 af sangeren Ole Kristiansen, skrevet et digt om sig i 1982 af Arqaluk Lynge, fået en pris i 2011 og en fond i 2007 opkaldt efter sig (Olsvig 2018, Sermitsiaq 2011, Vebæk 1990).

En af dem som også har været med til at forstærke Arnarulunnguaq og Qâvigarssuaq Miteqs eftermæle er kunstneren Sorlannguaq Ravn Lind. Hun har skabt de to tryk, som er vist som forsidebillede til artiklen.

Sorlannguaq Ravn Lind har et ønske om at være med til at skabe værker med en positiv udstråling, som inuit kan spejle sig i, og hun finder netop inspiration i sine grønlandske rødder.

Sorlannguaq Ravn Lind er grønlænder med en dansk mor og er født og opvokset i Nuuk. De sidste 11 år har Sorlannguaq Ravn Lind været bosat i Danmark, hvor hun med egne ord er mor, bonusmor, hustru, underviser og hobbykunstner.

Alle har brug for rollemodeller

Når vi i dag vælger at fremhæve Arnarulunnguaq og Qâvigarssuaq Miteq, så er det fordi Grønland og grønlændere har brug for det. Det vigtigt for os alle at have rollemodeller, og vi skal kunne spejle os i dem. Det vil sige, de skal ligne os.

Danmark og danske medier har fortsat stor indflydelse i Grønland. Men som grønlænder kan man ikke altid spejle sig i de danske rollemodeller. Derfor skal vi huske, at vise et mere nuanceret billede og huske at fremhæve de mange grønlandske rollemodeller. De findes derude.

Om Ivalo Katrine Birthe Foget Olsvig

Ivalo Katrine Birthe Foget Olsvig er cand.mag. i Grønlandske og Arktiske Studier med specialisering i Museologi (2018) fra Københavns Universitet. Hun har i årene 2014-2019 arbejdet hos Knud Rasmussens Hus, Statens Naturhistoriske Museum og i flere afdelinger på Nationalmuseet. I dag er Ivalo Olsvig museumsinspektør i Knud Rasmussens Hus, hvor hun blandt andet arbejder på EU-projektet Identity on the Line, et forskningsprojekt om identitet og migration.

Ivalo Olsvig er dansk/grønlandsk, og hun har hele sit liv oplevet de to kulturer med en opvækst i Danmark og ferier i Grønland. Ivalo Olsvig er drevet af en passion for at nedbryde fordomme og oplyse om Grønland og Arktis.

“Jeg har igennem hele mit liv oplevet fordomme omkring grønlændere, og stor uvidenhed om Grønland og Arktis. Mit mål er at nedbryde fordomme, at give min viden videre, og at skabe en bedre forståelse i kulturmødet imellem Grønland og Danmark – alt i alt formidle viden om Grønland og Arktis til alle der har interesse.”

Ivalo Olsvig tilbyder desuden foredrag og konsulentarbejde. Læs mere på hendes hjemmeside her.

Litteraturliste

Kristiansen, Q. (1960). Knud – En uforglemmelig rejsekammerat. I Fleischer, J.’s Knud
Rasmussen, Godthåb 1960.

Larsen, H. (1999). Qaavigarsuaq, piniartorsuup Avanersuarmiup Qaavigarsuup inuunermini
eqqaamasaminik unikkaavi, 1899-1978. Nuuk: Atuakkiorfik.

Meldgård, J. (1971). Den 5. Thule Ekspedition 1921-24. Tidsskriftet Grønland 1971 nr. 10

Olsvig, I. K. B. F. (2018). Arnarulunnguaq Peary og Qâvigarssuaq Miteq Ijaja Kristiansen. En analyse af fortællinger og erindringer om Arnarulunnguaq og Qâvigarssuaq Miteq igennem udvalgt litteratur, crowdsourcing og interviews. ToRS, Københavns Universitet.

Rasmussen, K. (1925). Mennesker fødes og Mennesker dør, og ingen ved noget om sin
Skæbne. Tidens Kvinder 1925, Arg. 3. Nr. 1.

Rasmussen, K. (1925-26). Fra Grønland til Stillehavet, Rejser og Mennesker fra 5. Thule-
Ekspedition 1921-24. Kbh: Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag.

Rasmussen, K. (1932). Den Store Slæderejse. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, København

Sermitsiaq (Netredaktion) (2011). En ny pris: Arnarulunnguaq-prisen. Torsdag, 03. marts 2011 – 02:28. Besøgt den 5. juli 2021: https://sermitsiaq.ag/node/78441

Vebæk, M. (1990). Navaranaaq og andre – De grønlandske kvinders historie. Gyldendal, Aalborg Stiftsbogtrykkeri A/S Danmark.