Sunday, 16 Mar 2025

Pædagogen fulgte sin passion og blev keramiker på fuldtid

De populære og farverige keramikhoveder Royalties laver Lone Hjørnet mange af. De er unikke. Et keramikhoved tager cirka to-tre uger at lave fra lerklump til færdigt produkt. Foto: privat
De populære og farverige keramikhoveder Royalties laver Lone Hjørnet mange af. De er unikke. Et keramikhoved tager cirka to-tre uger at lave fra lerklump til færdigt produkt. Foto: privat

Lone Hjørnet er passioneret keramiker. Hun har derfor taget orlov fra sit arbejde som pædagog for at arbejde med sin kunst, som giver hende glæde, ro og frihed. Nu satser hun på at gøre keramikken til sin levevej

Af Anna Jankovic

”Jeg blev kastet tilbage til barndommen, da jeg masede fingrene ned i lerklumpen til AOF kurset i Ålborg. Jeg var solgt. Der var ingen vej tilbage. Jeg havde fundet min passion”.

Sådan beskriver Lone Hjørnet følelsen, hun havde, da hun for 12 år siden startede til et keramikkursus i Ålborg.

Lene Hjørnet fra Vadum i Nordjylland har siden januar i år kunne kalde sig selv for selvstændig erhvervsdrivende. Hendes store fritidsinteresse forvandlede sig langsomt til et fuldtidsarbejde.

Hun har siden barnsben været meget kreativ, men siden AOF-kurset for 12 år siden, har hun brugt oceaner af tid på sin nye hobby. Det kriblede i fingrene hver gang, hun ikke skabte noget i ler. Det resulterede i flere og flere keramikprodukter, som hun startede med at sælge til venner og familie.

Da hun for otte år siden fyldte 40 år, fik hun sin første ovn. Herefter startede hun med at sælge sine produkter på forskellige markeder i Nordjylland.

”At man kan bevæge folk med sine kreationer, er ubeskriveligt. Jeg har skabt et univers, der taler til folk. Kunsten skal tale til dem, før de køber den. Og det kan tage lang tid for folk at vælge den helt rigtige. Det er sjovt at skabe noget, der får stor betydning for folk”.

Lone Hjørnet på sit værksted. Der er åbent i showroomet en gang om måneden, eller når hun har tid i kalenderen. Ofte kommer folk efter aftale, hvis de gerne vil købe noget keramik. Ideen er, at butikken ikke skal stjæle meget af hendes tid, fordi det tager lang tid at lave produktionen, og det er der, hun har sit fokus. Foto: Stine Bro

Fra fastansat til selvstændig

Det er ikke fordi, Lone Hjørnet ikke kunne lide sit arbejde som pædagog, at hun tog en ny professionel retning. Sidste efterår måtte hun indrømme overfor sig selv, at hun ikke både kunne arbejde og lave keramik.

”Jeg var gået ned på 19 timer i april sidste år, fra mit arbejde med unge med diagnoser, så jeg havde også et meget krævende job. Jeg var ved at arbejde mig selv halvt ihjel. Jeg havde mit arbejde som pædagog, uddannelse i forbindelse med mit job og keramikken oveni. Det blev for meget”.

Lone Hjørnet fortæller, at hun efter endt arbejdsdag ikke kunne tænke klart og var helt bombet. Hun kunne mærke, at hun ikke kunne holde til det. Når hun sent om aftenen satte sig ud i værkstedet for at forme keramikhoveder, følte hun næsten, at hun mediterede. Det gjorde hende glad. Hun var nødt til at træffe en beslutning, for hun følte ikke, at hun kunne fortsætte i det spor uden at gå ned med stress.

”Jeg kunne se, at jeg allerede havde en god omsætning på min kunst, så jeg valgte at springe ud i det. Nu ville jeg satse på keramikken og være selvstændig”, fortæller hun.

Lone Hjørnets mand støttede hende i beslutningen, og hun tog orlov fra sit job.

”Jeg havde heldigvis muligheden for at tage orlov, for hvis jeg ikke havde haft det, er det ikke sikkert, at jeg var sprunget ud i det. Jeg kunne få orlov, og det var et godt sikkerhedsnet at starte ud med. Jeg elsker mit job som pædagog. Jeg elsker de unger, jeg arbejder med, og mine kolleger er fantastiske. Så jeg var bekymret for, om jeg kunne undvære dem alle sammen”.

12 timers arbejdsdag er ikke noget problem

Keramikeren synes, at hendes nye arbejdsliv giver hende ro, selvom hun aldrig har arbejdet så mange timer i træk før. Det kræver både disciplin og struktur, som hun har masser af. Hun står op med sin mand tidligt hver morgen, spiser morgenmad og går ud i værkstedet senest mellem klokken otte og ni.

”Jeg holder så en halv times frokostpause nogle timer senere. Jeg arbejder mere, end jeg nogensinde har gjort. Jeg arbejder i hvert fald 12 timer om dagen. Men det giver mig alligevel ro, energi, frihed og lykke. Det er som at meditere. Og jeg er ikke træt om aftenen, når jeg går tilbage til huset, som jeg normalt ville være efter en endt arbejdsdag. Og det er fantastisk”.

Blomstrende forretning indtil videre

Lone Hjørnet fortæller, at hendes forretning går over al forventning. Fire forskellige butikker i landet sælger hendes produkter. Odense, Helsingør, Sæby og Ålborg. På sigt vil hun gerne have sine produkter ud i flere butikker.

Hendes Instagram profil er blevet en onlinebutik, som mange bestiller fra.

Keramikhovederne, som hun kalder Royalties, er blandt favoritterne i øjeblikket, så dem laver Lone Hjørnet flest af. Men ellers laver hun også mange skåle, vaser, fade og opsatser i forskellige farver, størrelser og mønstre.

“Lige nu har jeg gang i den store produktion af hoveder, fordi jeg mangler dem i forskellige størrelser. Jeg kan godt mærke, at de bliver solgt hurtigt. Beholdningen synker, og det tager cirka to-tre uger at lave et hoved, så jeg skal jo i gang med at lave dem”.

Hun forklarer, at et hoved tager lang tid at tørre, så hun skal lave mange hoveder for at kunne fylde ovnen. Derfor er der mange processer i produktionen, hun skal tage hensyn til.

Men derefter vil jeg gerne lave noget nyt. Jeg eksperimenter med nogle vægblomster, som jeg har lidt problemer med at få til at holde, så det skal jeg arbejde videre med”.

Hun har fået lavet et værksted og et lille showroom hjemme på gården, hvor hun bor med sin mand. Hun har ikke skulle investere i lokaler ude i byen.

 

”Jeg betaler ikke husleje nogle steder. Det gør det lettere”.

 

Kreativiteten dør ved bestillingsarbejde

Den 48-årige unika keramik kunstner fortæller, at hun er optaget af forme, mønstre og farver. De farver, hun bruger, behøver ikke at passe sammen, selvom de gør det i slutresultatet. Det kommer, som hun arbejder. Alle hendes glasurer er linet op, men hun planlægger ikke, hvordan det skal udformes.

”Jeg laver ikke bestillingsarbejde. Ellers forsvinder min kreativitet. Så ender det i masseproduktion i stedet for. Det vil jeg ikke. Jeg har brug for selv at kunne få lov til at lege. Det sker i processen, jeg har ikke en plan. Derfor er det unikt”, siger hun.

Royalties er meget populære blandt kunderne. Hun fortæller, at man for eksempel godt kan spørge, om de findes med en lilla krone. Så laver hun måske fire forskellige hoveder med lilla krone. Derefter kan man selv vælge sin favorit. Men det er det tætteste, man kan komme på at bestille farver og mønstre.

”Det er min store passion. Det er så fantastisk at udvikle og kreere noget. Alle mine Royalties er forskellige, så det bliver aldrig kedeligt at lave. Jeg har aldrig to dage, der er ens”.

Lene Hjørnet er lykkelig for at kunne skabe noget unikt og, det gør hende meget ærekær.

”Anerkendelsen, jeg får gennem det, jeg har skabt, giver mig rigtig meget, og jeg nyder at kunne bestemme selv. Anerkendelsen giver mig selvtillid. Det, at nogen sætter pris på det, jeg laver, er meget stort og rørende. Jeg er meget stolt af mit arbejde”.

En ungdomsveninde spurgte Lone Hjørnet i 2017, om hun kunne lave nogle italienske keramikhoveder, hun havde set. Selvom Lone Hjørnet hverken ønsker at efterligne eller kopiere nogen, blev hun alligevel inspireret til at lave sin egen kunst og tolkning af et keramikhoved. Sådan blev hendes Royalties til. Foto: Stine Bro

Virksomhedsejer i coronatiden

Coronakrisen har betydet, at flere brancher i Danmark nærmest ligger stille. Lone Hjørnet har også mærket, hvordan hendes virksomhed er påvirket. De fysiske butikker, der sælger hendes produkter er lukkede, men til gengæld går det glimrende med online-salget.

”Jeg kan selv tydelig mærke, at folk har tid til at sidde derhjemme og surfe på nettet. Derfor er min instagram handel steget betydeligt de sidste 14 dage. De fysiske butikker har lukket, men onlinesalget går godt. Min egen butik eller showroom kan jeg godt åbne efter aftale for afhentning, men ellers kan jeg ikke forsvare, at have den åbent”.

Lone Hjørnet har haft nogle planlagte udstillinger på markeder og messer, som er aflyste.

Hun mener selv, at når man laver nicheting, der er specielle og unikke, så har folk allerede besluttet sig for at købe et produkt. Det er sjældent, at nogen kører igen uden at have købt noget, tilføjer hun.

”På grund af coronakrisen, kan jeg selvfølgelig ikke spå om, hvordan det kommer til at se ud. Men lige nu er jeg glad for, at jeg har et job. Eller at jeg har orlov. Alle kan jo blive fyret i denne tid. Men lige nu har jeg et job på papiret”, siger Lone Hjørnet.

Og hun kan heller ikke beslutte lige nu, om hun skal gå tilbage til sit faste arbejde som pædagog eller fortsætte sin keramikvirksomhed, da alt er lidt usikkert i forhold til coronasituationen. Hun skal melde tilbage til sin arbejdsgiver senest den 1. maj 2020, indtil videre.

”Jeg tror jeg ser tiden an både i forhold til coronakrisen og økonomien, men som det ser ud lige nu, skal jeg ikke tilbage til mit pædagogarbejde”.

Iværksætterdrøm med små skridt ad gangen 

”Jeg er lykkelig hver dag og meget privilegeret over, at jeg kan lave det her hver dag. Jeg er stolt over mit arbejde. Papirarbejdet er selvfølgelig knapt så sjovt, men det har jeg en revisor til. Den daglige frihed er fantastisk”.

Ud fra Lone Hjørnets egen erfaring skal man have nogle ting på plads, før man beslutter sig for at blive selvstændig. Hun taler til folk, der minder om hende selv og er lidt mere forsigtige.

Hun synes, at man, hvis muligheden er der, skal gå ned i tid på sit nuværende arbejde, så man kan se, om det kan bære. Man skal have styr på sin økonomi. Tale med banken, om hvordan man gør det.

”Jeg har altid selv haft drømmen, men har ikke ville gøre det tidligere på bekostning af mine børn, som i dag er store. Sådan er jeg som person. Det har fungeret for mig at bygge det op stille og roligt. Gøre det ved siden af mit eget job, jeg er gået ned i timer, samtidigt med, at jeg har prøvet min iværksætterdrøm af.

Hun fortæller, at det har givet hende modet. Hun har også fået opbakning fra sin chef, der synes, at det er spændende med Lone Hjørnets keramikdrøm. Det er vigtigt for kunstneren fra Vadum. Og var det ikke for de muligheder, ville hun måske ikke turde at satse på sin passion. I øjeblikket lever hun sin drøm fuldt ud og er glad.

 

 

Lene Hjørnet i gang med at forme sin kunst i ler. Hobbyen, som nu er blevet til fuldtidsarbejde, gør hende glad og energisk. Foto: Stine Bro
Logo_innovatorQ_RGB

Få Innovator Q’s nyhedsbrev
-og bliv den heldige vinder af en lækker d’herrer canvastaske. Vi trækker lod mellem månedens tilmeldte!

Vi hader også spam! Så det sparer vi dig for.