Sunday, 28 Nov 2021

Ny AML-direktør i Arbejdernes Landsbank

Louise Buchter bliver ny AML-direktør i Arbejdernes Landsbank. Hun skal være med til at sikre overholdelsen af hvidvasklovgivningen. Foto: PR
Louise Buchter bliver ny AML-direktør i Arbejdernes Landsbank. Hun skal være med til at sikre overholdelsen af hvidvasklovgivningen. Foto: PR

For nylig fik Louise Buchter et jobtilbud, som var nemt for hende at takke ja til. Hun fik en spændende mulighed for at stå i spidsen for Arbejdernes Landsbanks overholdelse af hvidvasklovgivningen og at komme endnu tættere på, hvordan kunder og ansatte møder hvidvaskreglerne i det daglige.

Bred erfaring med hvidvaskområdet

De seneste seks år har hvidvask været udgangspunkt for Louises Buchter arbejdsliv. Som kontorchef i Finanstilsynet, var hun med til at implementere ny hvidvasklovgivning, og senest har hun som advokat hos Kammeradvokaten rådgivet virksomheder om reglerne inden for hvidvask.

Det er til stor glæde for Arbejdernes Landsbank, at Louise Buchter er tiltrådt stillingen som AML-direktør (Anti Money Laundering).

”Det er en enorm styrke at have fået Louise med ombord som bankens AML-direktør. Hun kommer med en helt utrolig kapacitet og indsigt inden for hvidvask i kraft af, at hun har arbejdet med området fra forskellige vinkler. Hun ved, hvordan hvidvasklovgivningen er tænkt, og hvad der er intentionen bag. Derudover har hun arbejdet med den i praksis som advokat. Hos os er hun allerede i fuld gang med at drage nytte af hendes brede erfaring inden for hvidvaskområdet, og vi har stor tillid til Louise og det arbejde, hun udfører”, siger ordførende direktør Gert R. Jonassen.

Vejen til den position som Buchter har i dag, har ikke været klarlagt fra begyndelsen. Som jurist har hun været i berøring med andre områder end hvidvask – bl.a. retssager, offentlig- og civilretlige områder og kommunikation. Derudover lå det ikke i kortene, at Louise skulle være leder, men muligheden opstod pludselig.

”Tilfældigheder gjorde, at jeg havnede i en ledelsesrolle”

I 2008 blev Buchter prikket på skulderen af sin daværende leder i Nationalbanken. Hun blev foreslået, at hun skulle være leder af kommunikationsafdelingen. Det var både et helt nyt fagområde, men også første gang hun prøvede kræfter med ledelse. Hun fandt ud af, at hun trives rigtig godt med at træffe beslutninger og med at være ”den der står på ølkassen”, som Louise selv beskriver.

Ledelse var ikke noget, som Louise selv havde været aktivt søgende efter, men Nationalbanken så potentialet. Det er hun den dag i dag virkelig glad for, da det ansporede hende til at gå yderligere den vej.

”Det er sjovt, hvordan livet kan tage mange uventede drejninger undervejs. Da jeg som nyuddannet jurist gjorde mig forestillinger om mit kommende arbejdsliv, havde jeg ikke ledelse med i mine overvejelser. Det siger også noget om, at man ikke behøver at have en klar plan fra start. Vores arbejdsliv er langt, og det kan føre én en masse forskellige steder hen”.

Som AML-direktør i Arbejdernes Landsbank har Buchter over 30 medarbejdere under sig, som arbejder for at sikre, at banken overholder hvidvasklovgivningen. Det er hun ansvarlig for sker, og understreger i den forbindelse, at der står et meget kompetent team bag hende.

Louise Buchter har nu været i fuld gang hos Arbejdernes Landsbank i et par måneder og glæder sig meget til alt, hvad den kommende tid bringer.

”Jeg er meget motiveret i forhold til, at vi i fællesskab finder nogle gode løsninger, hvor vi sikrer, at banken overholder hvidvasklovgivningen på en så effektiv måde som muligt.”, siger Louise Buchter.

 

Skriv til nytomnavne@innovatorq.com, hvis du har nyt om jobskift, forfremmelser og lignende for kvindelige rollemodeller.

Vi du have mere inspiration om rollemodeller, så lyt til vores podcast Sådan gjorde jeg eller se flere Nyt om navne.

Logo_innovatorQ_RGB

Få Innovator Q’s nyhedsbrev
-og bliv den heldige vinder af en lækker d’herrer canvastaske. Vi trækker lod mellem månedens tilmeldte!

Vi hader også spam! Så det sparer vi dig for.