Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
De der småting som ’stiletter og tøs’ – lad os nu tale om det, der er vigtigt…Sådan tror jeg mange går og tænker i disse dage. Det er jo sandt, ikke? Verden står bogstavelig talt i flammer.
af Birgitte Baadegaard, forfatter og Feminine Leadership Mentor
Virksomheder og politikere er kun villige til at rykke på noget så længe, det holder sig inden for det bestående paradigme. Hvilket gør, at der ikke sker særlig meget forandring.
Jeg hører denne argumentation fra både mænd og kvinder – senest i Berlingske Tidende i artiklen med overskriften “Lad os få nogle seriøse problemer at snakke om” og “Drop offerrollen og vis, at kvinder er stærke” (KLIK HER).
Der er vel noget om det, ikke? For imens, vi debatterer, brænder Australien, havene fyldes med plastic, og vores eco-system er ved at bryde sammen. Så er det vel – set i det perspektiv – skide lige meget, om en mand kalder kvinder for ’tøser’ i en rosende kommentar, eller om kvinder skal iføre sig stiletter på jobbet eller ej.
Og dog. For lad os lige kigge på disse tilsyneladende ubetydelige ting i et større perspektiv:
Det systemiske spænder ben for en bæredygtig udvikling
I et tidligere debatindlæg her hos Innovator Q (KLIK HER), hvor jeg dykkede en tur ned i historien og ind i tøjskabet, illustrerede jeg hvordan, mænds uni-form blev det repræsentative og det, vi spejler og spejles i.
I tøjsammenhæng er kvinder kort sagt ubevidst ’dømt’ til at fejle. I hvert fald kan de ikke være sig selv, når de præsterer i karrieren (måske heller ikke når de holder fri). HVIS de vel at mærke får lov til at præstere i toppen – for det dokumenterer adskillige undersøgelser også: Kvinder er bare ikke særlig ofte med der, hvor de paradigmeforandrende beslutninger træffes. Hverken i politik eller i erhvervslivet.
En ting er, at det har omkostninger for kvinder selv, for de får ikke den plads, de har kompetencer til at bestride. Derudover får de heller ikke den plads, som verden har brug for, at de indtager – alle steder. Religiøst, politisk, og i erhvervslivet.
Men hov! Gør kvinder nu overhovedet en isoleret forskel – eller er det ikke bare et spørgsmål om retfærdighed?
Kvinders tilstedeværelse gør en forskel
Ud over, at den ene efter den anden undersøgelse påviser, at kvinder i toppen batter på bundlinjen, har kvinder også ofte en ’blødgørende effekt’ på ledelsesrummet.
Hvordan tillader jeg mig at påstå det? Her er en række fakta, som underbygger min påstand:
- ‘Kvinder vægter udfordring og indflydelse, mens mænd vægter penge, når de skal avancere’ (Lederne, 2017)
- ‘Kvinders største styrker som ledere er empati og selvindsigt’ (Korn Ferry, 2016)
- ‘Kvinder tøver – mænd møver’ (Lederne, 2011)
- ‘Kvinder vægter personaleledelse højere ift. mænd’ (Lederne 2017)
- ‘Kvinder er mindre risikovillige end mænd’ (Credit Suisse, 2012)
Derudover har de en dokumenteret effekt i fredsforhandlinger. Faktisk er deres tilstedeværelse så afgørende, at når de meningsfuldt involveres i freds- og beskyttelsesindsatser, øges sandsynligheden for, at en fredsaftale bliver succesfuld, med 35 %: Læs med hos UN: UN Women (2015): A Global Study on the Implementation of United Nations Security Council resolution 1325.
Vi skal sikre, at kvinderne bliver
Jeg mener kort sagt, at hvis vi mener, at det er på tide at skabe en hel og mere bæredygtig verden for flere, er det afgørende at få kvinder med hele vejen og i alle sammenhænge. Ikke for at reducere mænds stemme, men for at balancere vores fælles stemme, så den bliver ’for flere’ og mere ’hel’.
Problemet er, at hvis kvinder lærer, at de skal opføre sig som mænd (og klæde sig som sådan) for at få succes, mister vi nogle af gaverne ved kønnenes komplementære forskelle. Det er der nogle store, menneskelige – men også systemiske – omkostninger ved. Blandt andet at:
- kvinder enten trækker sig væk fra erhvervslivet på vej op i karrieren, fordi de ikke længere kan identificere sig med (uni)formen
- eller at de forstener i en maskulin stereotyp.
I en artikel, jeg skrev til POV International for et års tid siden, ridser jeg de psykologiske konsekvenser op for kvinder ved at leve og arbejde i en verden, der i bund og grund ikke er skabt til – og af – dem. Den kan du læse her:
https://pov.international/de-dygtigste-kvinder-flygter-fra-arbejdsmarkedet/
De kvinder, der flygter fra arbejdsmarkedet, er netop dem, vi har brug for, bliver i de ledende positioner. Men hvordan kan vi sikre det, hvis rammen – pga. ubevidste strukturer – ikke indbyder til det? Hvordan kan de blive, hvis de skal glemme sig selv og hvem, de er, for at præstere? Hvordan kan de gøre den forskel, som de kan, hvis de skal være ’en anden’ på jobbet, end de virkelig er?
Anerkend kvinders tilstedeværelse som en afgørende, enestående faktor
Så – tilbage til de umiddelbart ubetydelige stiletter og ’tøser’: hvis en kvinde er en tøs, og hvis tøsen skal vise nosser, for at være en rigtig mand – herunder IKKE gå i stiletter (eller hvad hun ellers har lyst til), så mister vi i den grad den faktor, som kan give et kæmpeløft i det kollektive skift, vi taler så meget om, der er behov for.
Kvinders ligeværdige tilstedeværelse og deltagelse i alle fora er nøglen til at skabe et nyt, mere bæredygtigt paradigme. Ikke bare her i Danmark men overalt i verden. Det er ikke bare mig, der påstår det – det er også UN, der i flere sammenhænge har udtrykt, at det 5. UN Global Goal, Gender and Equality (https://www.globalgoals.org/5-gender-equality), er løftestangen for rigtig mange af de andre mål.
Så en kort konklusion:
Der ER en sammenhæng mellem ’stilet- og tøsedebatten’ og en mere bæredygtig verden. Vi er alle, både mænd og kvinder, nødt til at redefinere vores indtryk af kvinder og deres (top)rolle i (verdens)samfundet.
Fordi det er den faktor, der kan få os til at rykke. Sammen. Iført såvel stiletter som uni-form.