Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Tidligere i denne uge skrev jeg om de tre første ud af seks perspektiver på det kønsløse samfund. Her følger de næste tre. Tilsammen vil de forhåbentlig give dig nogle oversete perspektiver og ricisi på det paradigme, flere og flere ønsker at skabe – i bedste hensigt og uden at være opmærksomme på det konsekvenser, det vil have for kvinder.

af Birgitte Baadegaard, forfatter og Feminine Leadership Mentor

FIK DU IKKE LÆST PART I – SÅ LÆS HER

4) Et ledelsesperspektiv

Det er også oplagt at tale om køn i et ledelsesperspektiv – herunder spørgsmålet: leder mænd og kvinder forskelligt (statistisk set)? Ofte hører jeg argumentet, når jeg er ude at tale: Vi skal ikke fokusere på køn – vi skal fokusere på kompetencer.

Lad mig sige det kort: I det øjeblik, du tror, du kan se neutralt på kompetencer, så ER du pr. definition biased. Så dømmer du – ubevidst – køn forskelligt. Og så vil du ifølge biasforskning – ubevidst og uanset, om du er mand eller kvinde – dømme en kvinde hårdere end en mand.

Det er ikke en bevidst handling. Det er en nedarvet reaktion, der, som jeg har ridset op ovenfor, er funderet gennem generationers opdragelse, og som ikke forsvinder, fordi du nægter at acceptere, at kønsbias findes.

Ja, både mænd og kvinder har hele paletten – så det handler ikke om køn alene. Personlighedstype spiller også ind. Ikke desto mindre betyder køn noget, for graver du dig ned i ledelsesundersøgelser, ER der statistiske forskelle på mænd og kvinder, og ofte prioriterer og kommunikerer vi forskelligt.

Eksempelvis viser en international undersøgelse af Corn Ferry fra 2016, at kvinders største styrker som ledere er empati og selvindsigt (35 lande, 55.000 respondenter).

Vores fælles fremtidige mantra bør derfor lyde: Lige er ikke det samme som ens. Skriv dig det bag øret – for dit køn ER din styrke. Både som mand OG kvinde.

5) Et kønsperspektiv

Alt taget i betragtning er der ikke noget at sige til, hvis kvinder har svært ved at identificere sig med at være ’kvinde’/hunkøn, vel? Hvor er deres ægte rollemodeller?

De ser på kvindelige ledere og politikere og oplever ’mænd med (indpakkede) bryster’ – iklædt samme uniform som mænd (mørkt jakkesæt og hvid skjorte), tilbagestrøget hår og korslagte arme. I religionerne kan de heller ikke hente inspiration, ligesom veje, skulpturer og kunst ikke afspejler, hvem de er. Deres krop og køn bliver fremmed for dem selv i en verden, der afbilleder alt andet end det, de er født som.

Medmindre de kigger i dameblade eller på Instagram – og der findes mest uopnåelige modeller at spilde sin tid på.

Det kræver kort sagt sin kvinde – at blive født som kvinde.

Netop den tanke bestyrkes, hvis vi kigger ind i hvem, der primært ønsker kønsskifteoperationer: langt de fleste er unge kvinder. En svensk undersøgelse viser en stigning på 1500% i årene 2008-2018 blandt piger i alderen 13-17 år.

Også i Danmark er det flest piger: 72 piger og 19 drenge i alderen 12-19 i 2018. Og nej, langt fra alle kønsskifteoperationer har en happy ending – måske fordi rodløsheden opstår pga. noget helt andet?

Lige for god ordens skyld: Der er ikke noget galt med at føle sig født i en forkert krop. Jeg siger blot, der kan være nogle dybtliggende, systemiske årsager til, at den tilstand opstår, og at vi også bør kigge på dem som en del af puslespillet.

6) Et samfundsperspektiv

Ser vi i helikopterperspektiv på det, jeg har listet op, tegner der sig et billede på en dybtliggende, ubevidst ubalance mellem mænd og kvinder. Mellem kønnene. Der findes kort sagt et usynligt uligeværd.

Kaster vi et blik på sygestatistikerne, viser de et forstemmende billede, for kvinder er mest syge – både ift. fysisk sygdom (fx udefinerbare diagnoser som kronisk træthedssyndrom) og psykiske diagnoser (fx depression, borderline, angst og spiseforstyrrelser).

Dykker vi ned i andre undersøgelser, er det konkret udregnet (efter lineært tænkende regnemodeller), at kvinder er en underskudsforretning for samfundet. Så kontant kan det siges. Barsel betragtes som minus. Barns første sygedag. Graviditet. At leve længe. Pasningsorlov af forskellig art. Kort sagt: Omsorg og moderskab.

Hvis vi lægger alt det sammen, som jeg ridser op – er der så noget at sige til, at
1) kvinder har det skidt? Og
2) at de ikke orker at ’være sig selv’?

At sidestille kønnene vil i sidste ende fjerne kønnene

Hvis vi ikke er opmærksomme på de dybtgående konsekvenser, som et kønsløst paradigme vil have for kvinder, vil vi fortsætte flere tusinde års historie. Nu med et officielt formål om at ’sidestille’ kønnene ved at udradere køn.

Endnu engang forsvinder kvinden. Endnu engang begraves hun. Endnu engang vil kvindelighed og femininitet være ikke-accepteret i et paradigme, som igen-igen overlever sig selv, og som fortsat vil styres af de samme (mænd) og med de samme værdier (maskuline).

Nu vil kvinden nemlig ikke ’bare’ være fraværende som guddommelighed, på gadenavne, i kunst, ledelse, medier og politik. Hun vil heller ikke længere kunne protestere imod det – for hun har jo selv accepteret, at køn ikke findes.

Dermed forstærkes hendes rodløshed, og hun bliver et flydende intetkønsvæsen i en mandeverden, hvilket langt fra letter hendes behov for at opleve sig som ’nogen’. For i sin ubevidsthed og historieløshed forstår hun ikke, hvorfra kaldet og længslen opstår:

At være funderet og have værdi. Som kvinde. Og dermed som køn.