Tuesday, 22 Oct 2024

Hvad betyder diversitet og en shitstorm?

Co-founder Tine Cederstrand og Founder og redaktør Trine Askholm. Foto: Stine Heilmann

Ved udgangen af januar lød der et kæmpe brøl fra mange læsere af Børsen, som bragte en oversigt over en “dynamisk” fremgang hos de danske bestyrelser. Ved et hurtigt kig på artiklens tilhørende billede bestående af blot mænd, så var der mange, som ikke var enige i beskrivelse fra rubrikken “Masser af dynamik og udskiftninger på bestyrelsestoppen i 2021”.

Der lød et ramaskrig på de sociale medier. Børsens Bjarne Corydon måtte efterfølgende skrive, at de nok fortjente det, som i medierne kaldes en SHITSTORM. 

For Børsen ramte et ømt punkt hos mange. De havde skrevet en artikel set med stereotype briller på. 

Desværre sker relativt ofte – at vi journalister, når vi skal beskrive den verden, vi lever i, ser det hele med stereotype briller. 

Stereotyp tilgang til erhvervslivets top

I december måned kørte Dansk Røde Kors og Anders Ladekarl en stafet for erhvervsledere, og de var alle glade for at bidrage. Sådan så det ihvertfald ud, når de på de sociale medier viste billeder af, hvordan de modtog stafetten. Ved udgangen af december bragte Dansk Røde Kors helsides annoncer i de store danske dagblade og takkede deltagerne. Igen så vi, at der var spurgt 13 erhvervsledere, og det var kun mænd. 

Hos Innovator Q så undrende til, og det gjorde mange andre også, her i blandt flere af vores læsere og følgere som skrev til os. 

Innovator Q er som mange ved stiftet på baggrund af netop den undren, som vi har haft længe: Hvor er kvinderne henne, hvorfor ser vi dem ikke med større hastighed blande sig i toppen af de magtfulde positioner i samfundet? Hvorfor ser vi dem ikke udtale sig og blive interviewet i de danske medier?

Hvorfor er de ikke med i toppen af de dynamiske udskiftninger på bestyrelsesposterne og når erhvervsledere modtager stafetter om at samle ind til Dansk Røde Kors?

Vi undrer os stadig, og ud over den viden vi har samlet os om diversitet, så kan vi se, at det stadig kun er en mindre sluttet kreds, som er helt med på hvad diversitet betyder.

Ved du eksempelvis hvad diversitet betyder? Tænker du  også ind imellem, hvad betyder bogstaverne D&I? 

Hvorfor er diversitet så vigtigt, og betyder det noget for mig?

Vi har spurgt et par erhvervsledere derude om hvordan de definerer diversitet, tre af dem svarer følgende:

Peter, Salgschef i IT-branchen

Det korte svar er “Mangfoldighed”….Men det lidt længere svar er vel at det lige så meget handler om ”evnen til at rumme, dyrke og høste goderne ved forskellighed”.

Helene, virksomhedsejer og D&I-ekspert

“Diversitet er et faktum. Kig op, når du går på gaden, og du vil se forskellige køn, hudfarver, aldre. Du kan muligvis ikke se seksualiteten eller om de mennesker, du ser, har et (mentalt) handicap. Men der er masser af diversitet. Spørgsmålet er, om vi som samfund og erhvervsliv formår at bygge teams, strukturer og ledelsesrum, der er inkluderende og lige nok til at rumme denne diversitet – og dermed også høste fordelene ved det. Noget kunne tyde på, at vi ikke har lært det endnu, men at samtalen er her, tyder dog også på, at vi gerne vil lære.”

Lisbeth, virksomhedsejer og debattør

“Diversitet (i en menneskelig kontekst) er for mig tilstedeværelsen af en mangfoldighed af tilgange og værdier, som kan hjælpe til udvikling og fremdrift.

… og så er der selvfølgelig den der med, at man kan have nok så meget diversitet, men hvis det ikke ledsages af inklusion, får man ikke løftet potentialet, som diversitet har.

De tre kommentarer opsummerer meget fint, hvordan vi hos Innovator Q forholder os til definitionen. Og ja det betydet noget for dig at have kendskab til diversitet.

Hvis du er virksomhedsejer har det betydning for jeres talentudvikling og jeres bundlinje, hvis I indtænker diversitet. For dig som er leder har det betydning, når du ansætter, og du skal være opmærksom på ikke at ansætte din tvilling. Og sidst men bestemt ikke mindst så husk som medarbejder at sige det højt, når du ser områder på din arbejdsplads, hvor der ikke gives plads til andet end det stereotype billede af talenter og ledere.

Innovator Q-stafet om diversitet

Vi har i kølvandet på Børsens dynamiske artikel og Røde Kors stereotype stafet, besluttet at lave en Innovator Q-stafet om diversitet og inklusion. 

Emnet er diversitet og inklusion (D&I) i erhvervslivet i bred forstand. Det handler både om bias, magt, racisme og sexisme. Debatten har mange vinkler fra magten i samfundet til seksualundervisning i folkeskolen, talentudvikling og fremtidens arbejdsmarked. Og vi vil gerne have mange vinkler frem. 

Formålet med stafetten er at få vist, at arbejdet med diversitet kan håndteres på mange måder, og at det også afhænger af hvilke personer, der står frem som rollemodeller og ved noget om diversitet. Vi vil vise, at diversitet er et emne, vi godt kan tale om på en saglig og faglig måde. Uden kampråb og VERSALER. 

Da vi ved, at vores måde at anskue diversiteten på, starter helt tidligt i livet, så har vi spurgt Kønssociolog Cecilie Nørgaard, om hun vil starte vores stafet. Vi har spurgt hende, hvad hun mener er den største udfordring i forhold til elever i folkeskolens viden om køn, seksualitet og identitet? 

Se hendes svar i næste uge, når stafetten for alvor skydes i gang. Du kan følge med her i nyhedsbrevet og på de sociale medier. 

Hep hep hepper på højere grad af diversitet i 2021. Forresten betyder D&I Diversitet og Inklusion. 

 

Hvis du vil lære Cecilie Nørgaard lidt at kende inden hun får lov at starte vores stafet, så kan du lytte til podcastinterview med hende her:

Sådan gjorde jeg – kønssociolog og forfatter Cecilie Nørgaard

Få Innovator Q’s nyhedsbrev
-og bliv den heldige vinder af en lækker d’herrer canvastaske. Vi trækker lod mellem månedens tilmeldte!

Vi hader også spam! Så det sparer vi dig for.