Tuesday, 22 Oct 2024

Grøn frisørkæde modstår corona med fleksible ansatte og kreativitet

Anne-Sophie Skjødt Villumsen bag disken i den nye salon i Lyngby. Salonen stod klar til at åbne for første gang, da Danmark lukkede ned. Indehaveren ved endnu ikke, hvornår salonen på Lyngby Hovedgade slår dørene op for kunder. Foto: Pressefoto

Som pioner for den grønne linje indenfor frisørfaget er Anne-Sophie Skjødt Villumsen vant til at være kreativ og tage sine kampe. Det gør hun også denne gang, hvor coronakrisen har lukket hendes otte saloner. Men nu er hun ikke alene. Med sig har hun sin mand og partner Jørgen Skjødt, og de ansatte i den grønne frisørkæde ZENZ. Selvom de alle er sendt hjem på en lønpakke, kæmper de sammen med indehaverne for at bevare kontakten med kunderne

 Af Lene Midtgaard

”Vi forsøger hver dag at vende det til noget positivt. Vores ansatte støtter virksomheden og er nærmest blevet en familie. Vi facetimer og ringer til hinanden næsten hver dag, så ingen bliver ensomme eller tabt. De kæmper virkelig sammen med os med at informere kunder og holde humøret oppe”, siger Anne-Sophie Skjødt Villumsen.

Ledelsen i ZENZ har sendt de ansatte i salonerne hjem og har benyttet sig af regeringens tilbud om en lønpakke. Sammen med en lokal overenskomst, som medarbejderne har accepteret, går det indtil videre. De ansatte er gået ned på en løn, der svarer til garantilønnen indenfor frisørfaget, og de får stadig feriepenge og pension. Men det er på lånt tid.

”Det bliver svært i det lange løb, hvis dette her forsætter. Vi har jo stadigvæk selv en del egenbetaling pr. ansat på trods af lønpakkerne”, fortæller frisøren bag Danmarks grønneste frisørkoncept.

Enkelte saloner var allerede ramt inden, der d. 18. marts blev lukket ned. Flere kunder var allerede blevet bange og aflyste deres tider.

”Så det er ved at være en hel måned nu med næsten intet i omsætning”.

Med de to meters afstand var det slut

Det gik ellers lige så godt for Anne-Sophie Skjødt Villumsen. De grønne saloner ZENZ har i de seneste år været i rivende udvikling og oplevet en stigende interesse, både for det grønne frisørkoncept og produktserien ZENZ Organic Products.

Lige indtil corona viste sit grumme ansigt og reglen om to meters afstand mellem danskerne gjorde det af med klipninger, hårkure og flotte opsætninger.

Fra den ene dag til den anden stod det klart, at den grønne frisør måtte lukke sine otte velfungerende saloner. En af de otte stod ellers klar til at åbne dørene for allerførste gang, da Statsministeren lukkede Danmark.

”Det er mærkeligt at have bygget en helt ny meget stor salon op i Lyngby, og ikke prøvet at åbne dørene endnu. Den skulle være åbnet d. 23. marts. Vi har også lige overtaget en ny salon i Køge d. 1. marts, sammen med en af vores tidligere elever, der er blevet partner i Køge”, fortæller Anne-Sophie Skjødt Villumsen.

Læs flere historier fra artikelserien “Hvordan er du ramt af coronakrisen”.

 

Anne-Sophie Skjødt Villumsen og ZENZ har vundet flere priser for sine produkter og frisørtalent – blandt andet Årets frisør 2015 ved Danish Beauty Award, Green Hairdresser og Green Producer 2014 ved Scandinavian Green Cosmetics Award. Foto: Pressefoto

Prøver at være kreative

Lige nu arbejder Anne-Sophie Skjødt Villumsen sammen med sin mand på højtryk for at finde løsninger.

”Heldigvis er vi to, samt en masse skønne salonpartnere og bestyrer. Så vi kæmper sammen. Lige nu vokser vores webshop, og vi har åbnet en hotline. Vi bliver mere og mere digitale, og håber det vil hjælpe os videre”, siger Anne-Sophie Skjødt Villumsen.

Partnerne, der før stod i salonerne klar med saks og hårfarve, sidder nu klar ved telefonerne og tilbyder kunderne rådgivning til hjemmebrug af botanisk hårfarve og hårkure.

Tror på sit koncept og fremtiden

Anne Sophie Skjødt Villumsen lægger ikke skjul på, at hun er bange for, at der er risiko for at krisen trækker i langdrag i frisørfaget.

”Vi kan jo ikke bare åbne op, og så er alt som før, desværre. Det vil nok blive noget med skifteholdsarbejde, flere syge og fortsat mange kunder, der vil være bange for at komme”.

Dertil forventer frisøren at kunne mærke den lønnedgang og stigende arbejdsløshed, der også er et resultat af krisen, og har betydning for hvor ofte folk vælger at benytte frisør og skønhedsbehandlinger.

”Den slags smitter af i en branche som vores, i meget høj grad. Det har vi jo prøvet i en anden skala før”.

Alligevel er Danmarks grønneste frisør optimistisk og tror på fremtiden.

”Vi tror og håber på, at vores bæredygtige og klimavenlige koncept vil tiltrække endnu flere efter krisen, og vi vil finde ud af at sadle om til den virkelighed, der vil møde os der”.

 

Se og læs mere om frisørkæden ZENZ  på Facebook her.

Følg frisørkæden ZENZ på Instagram her.

 

 

Få Innovator Q’s nyhedsbrev
-og bliv den heldige vinder af en lækker d’herrer canvastaske. Vi trækker lod mellem månedens tilmeldte!

Vi hader også spam! Så det sparer vi dig for.