Friday, 29 Sep 2023

Anne Hjernøe: Jeg håber, vi har lært noget af coronakrisen

Anne Hjernøe er blandt andet kendt som TV-kok i DR-programmerne ”Frilandshaven”, ”Annemad” og flere rejseprogrammer sammen med journalist Anders Agger. Hun har også udgivet flere kogebøger. Foto: Franne Voigt
Anne Hjernøe er blandt andet kendt som TV-kok i DR-programmerne ”Frilandshaven”, ”Annemad” og flere rejseprogrammer sammen med journalist Anders Agger. Hun har også udgivet flere kogebøger. Foto: Franne Voigt

Efter statsministeren d. 11. marts lukkede Danmark og afskar danskerne fra at besøge familie og venner, har også kogebogsforfatter og TV-kok Anne Hjernøe, ligesom så mange andre opholdt sig på matriklen. Trods aflyste arbejdsopgaver og isolation fra familie og venner, ser Anne Hjernøe positivt på situationen og håber, at vi har lært noget af krisen

Af Lene Midtgaard

Anne Hjernøes næse for godt købmandsskab har sikret, at hun overlever krisen, og kan kokkerere videre på gode smagsoplevelser til danskerne. Men noget har ændret sig for Anne Hjernøe, som er kogebogsforfatter og TV-kok i DR-programmerne ”Frilandshaven”, ”Annemad” og flere rejseprogrammer sammen med journalist Anders Agger.

Hun tager ikke længere nærhed for givet, og så er der det med klimaet. Renere luft, stilhed og nyheder om at vores mindre forbrug har en positiv effekt på klimaet, gør indtryk på madskribenten fra Åbyhøj ved Århus.

”Jeg håber, vi har lært, hvor værdifuld den nærhed er, som vi er vant til at have med familie og venner”, siger Anne Hjernøe.

Hun har nu i flere uger været hjemme med sin mand og datter. Det har betydet, at familien har opbygget en helt ny hverdag med arbejdstid og fritid.

”Min datter går i 2.g. og får virtuel undervisning. Hun er fuldstændig selvkørende. Men de bliver jo sindssyge af at sidde foran en skærm fra klokken 8-15 hver dag. Så vi er ude at gå tur i frikvarterene. Vi prøver at få bygget en hverdag op, der fungerer, og som er både praktisk, hyggelig, sjov og effektiv”.

Følg Anne Hjernøe på Instagram.

Ærgerlige aflysninger er godt for klimaet

Coronakrisen aflyste med et slag alle planlagte foredrag, madkurser og madrejser til udlandet, som blandt andet talte Marokko og Tanzania. Indtil videre er det uvist, hvornår Anne Hjernøe igen kan stå foran en større forsamling mennesker eller føre kursister gennem kulinariske oplevelser under fremmede himmelstrøg.

”Det er ærgerligt, at mine kurser er blevet aflyst, men hold da kæft, hvor der det fedt for klimaet”, siger Anne Hjernøe.

”Når det bliver hverdag igen, vil jeg tænke mere over det, når jeg bestiller en flybillet, og jeg vil tænke mere over det i min generelle gøren og laden. Jeg håber simpelthen ikke, at vi bliver et bulldozer-tog, der bare brager afsted igen, ligeså snart regeringen siger, at nu kører vi igen. Og bliver lige så åndsvage og selvoptagede, som vi har været hidtil i forhold til klimaet”.

I stedet for at se, at der bliver spændt ben for egne planer, og at økonomien måske bliver presset på et tidspunkt, prøver Anne Hjernøe at se positivt på situationen.

”Det er forår, og man kan se stjernerne om aftenen. Der er ikke noget smog, og der er ingen biler, og fuldstændig ro alle steder. Hold kæft, hvor jeg synes, det er fedt”.

Et forår, der normalt ville være spækket med foredrag, madrejser og events i fællesskab med mange mennesker, og som har tvunget Anne Hjernøe til at blive hjemme.

Sundt at geare ned

Det at være hjemme er ikke svært at vænne sig til for den flittige bogsskribent. Anne Hjernøe er vant til at bruge sit hjem som arbejdsplads, når hun skriver bøger, udvikler madopskrifter og afprøver dem i køkkenet. Men arbejdsopgaverne og mængden af dem, har ændret sig. Og det har tvunget Anne Hjernøe ned i gear.

”Jeg er sådan én, der altid arbejder, og jeg holder jo en hulens masse foredrag – to til tre om ugen. Jeg har altid været rigtig dårlig til bare at sætte mig ud under birketræet og sige, at det er okay at holde fri en onsdag formiddag, fordi jeg har holdt tre foredrag og lige afleveret et bogmanuskript. Det kan jeg meget bedre nu!”, fortæller Anne Hjernøe.

”Jeg er faktisk blevet rigtig, rigtig god til bare at være i det og det, tror jeg, er sindssygt sundt”.

Anne Hjernøe er aktuel bogen ”Ligevægt – stærk, let og mæt”, der udkommer d. 27. april 2020. Bogen er en opfølgning på bestselleren ”Stærk, let og mæt”, der handler om vægttab og god mad. Foto: Politikens Forlag

Klarer krisen med god buffer

”Jeg går ikke med livrem og seler, men min far, der også var selvstændig, har lært mig, hvor vigtigt det er at sikre sig. Han lærte mig, at hvis man har mulighed for det, skal man få bygget en lille buffer op i firmaet. Det gør, at man klarer sig”.

Anne Hjernøe har bygget sin virksomhed op på den måde, at hun får den samme faste løn, hver måned. Det gør det for eksempel nemmere at udregne, hvad hun har tjent i tilfælde af, at hun en dag skal på dagpenge.

”Indtil videre klarer jeg det. Mit firma er sat fuldstændigt i system. Jeg tror, det er den mest sikre måde at gøre tingene på. Og så altid sørge for at være medlem af en fagforening og en a-kasse. Jeg ved godt, at det er rigtig mange penge for nogle selvstændige, men jeg tænker, der er mange, der sidder i dag og fortryder, at de valgte a-kassen fra”.

Indtil videre er der dog ikke udsigt til, at Anne Hjernøe skal gøre brug af dagpengene. Kreativiteten sprudler, og der er godt gang i udviklingen af nye projekter.

”Jo længere jeg kommer ned i gear, jo flere gode ideer får jeg. Så jeg er i gang med at samarbejde med nye virksomheder, udvikle nye opskrifter og har lavet et rids på, hvordan min næste bog kunne se ud. Ellers får vi ryddet op! Lige pludselig er vores carport bare fyldt med ragelse, fordi vi tømmer skure og sådan. Alle de ting, vi har skubbet i lang tid, fordi vi har travlt til dagligt. Det får vi gjort nu”.

Læs om flere coronaramte danskere i vores artikelserie her.

 

Du kan følge Anne Hjernøe på LinkedIn her.

 

Logo_innovatorQ_RGB

Få Innovator Q’s nyhedsbrev
-og bliv den heldige vinder af en lækker d’herrer canvastaske. Vi trækker lod mellem månedens tilmeldte!

Vi hader også spam! Så det sparer vi dig for.