Tuesday, 22 Oct 2024

Camilla Lind-Følsgaard har satset stort på iværksættereventyr

Stifter af Minevenner.dk Camilla Lind-Følsgaard

Stifter af netværket Minevenner.dk Camilla Lind-Følsgaard er iværksætter. Det på trods af, at hun ikke ligner det stereotype billede af en ung iværksætter, der har sovet på en gammel sofa i et beskidt kælderlokale, hvor menuen står på kop-nudler og tun på dåse. Hendes familien har satset stort på projektet og har en klar forretningsplan. Alligevel står de fortsat uden investor.

Af Trine Askholm

I gamle dage var iværksættere oftest mænd med en teknisk uddannelse, som startede deres virksomhed ud af ingenting. De var unge og arbejdede dag og nat. Hvis de sov, var det på en slidt sofa i  hjørnet af kælderkontoret. Tiderne har skiftet. I dag er een ud af fire iværksættere kvinder. En af dem er den 42- årige Camilla Lind-Følsgaard, stifteren af det sociale netværk for børn og familier, Minevenner.dk.

“Jeg er startet fra bunden med en ide, omend det var uden at vide hvordan jeg skulle eksekvere på ideen. Så jeg er iværksætter med lidt teknisk forståelse og god forretningsforståelse,” siger Camilla Lind-Følsgaard.

Muligheden for en fleksibel hverdag, har vist sig som den betydeligste forskel mellem at have sin egen virksomhed og at være ansat.

“I dag gør det ikke spor ondt at arbejde mange timer. Selv om aftenen oplever jeg det som en luksus at sidde med mit arbejde,” griner stifteren og iværksætteren, der startede med at arbejde hjemme fra familiens bolig i København.

Hun fortæller, at hun kan lide at have travlt i sin egen virksomhed, fordi hun oplever, at arbejde og passion flyder sammen.

Stor undren hos venner over at turde

Camilla Lind-Følsgaard forsøger over en periode at starte Minevenner.dk op om aftenen efter arbejdstid. Som en side-forretning. Men hurtigt går det op for hende, at hvis forretningsideen skal blive til virkelighed, må hun tage springet og blive fuldtidsiværksætter.

“Jeg blev mødt med undren i min omgangskreds, måske fordi mange selv drømmer om at skabe deres eget, men ikke tør. Jeg har følt mig heldig, fordi min familie og jeg sammen tog beslutningen.”

Beslutningen er ikke nem, men da de finder ud af, at de fortsat kan have økonomiske tryghed i en længere periode uden indtægter, er valget trods alt nemmere at træffe.

Økonomisk tryghed og beskeden livsstil

Familiens livsstil er anderledes i dag, sammenholdt med tiden før Minevenner.dk blev stiftet. Familien er mere beskedne i deres forbrug. Men de har ikke været uden økonomisk sikkerhedsnet.

Lind-Følsgaard oplever, at mange iværksætter-kollegaer stopper deres drømme, fordi de ikke har økonomi til at starte op. Hendes erfaring fortæller hende, at det kun er muligt at stifte en succesfuld virksomhed, hvis man tager springet. Men hun anerkender, at det kræver mod, hvis ikke der er økonomisk tryghed.

“Vi har været heldige at have en stabil økonomi, så jeg kunne være startup’er. ”

Mangler blækspruttearme til at klare alt som iværksætter

Det mest udfordrende ved at starte egen virksomhed har for Lind-Følsgaard været, at hun selv har skullet klare alle arbejdsopgaver, i modsætning til hendes tid som ansat.

”Det har været udfordrende, dels at finde ud af hvilke kompetencer, der skal til for at komme videre, og så det med at acceptere at jeg ikke har hænder nok,” siger stifteren af Minevenner.dk, der ofte har ønsket, hun var en 10-armet blæksprutte.

Hun fremhæver, at den spændende del ved at starte op er at skabe noget nyt og se, at det nytter at satse 100 procent.

“Den dag, vi stod med den nye hjemmeside, var enormt tilfredsstillende. Det at dele det med omverdenen og se, at det bliver taget i brug, gjorde mig stolt”.

Sats på mange fronter

Familien Lind-Følsgaard har satset både tid og penge på projektet. De har eksempelvis investeret mange tusinde kroner for at få sitet op at køre. Kun fordi de var sikre på, at der var et behov hos mange børnefamilier.

Det tog lang tid at acceptere, at udviklingen ikke gik så hurtigt, som de havde forestillet sig. Derfor har Minevenner.dk købt sig til hjælp undervejs.

“Vi fandt hurtigt en samarbejdspartner, som kunne bygge vores site, og han gik ind i virksomheden med 15 procent,” beretter den ihærdige iværksætter.

Den største udfordring ved opstarten var at finde ud af, hvordan de fik deres produkt ud på markedet for færrest mulige penge. I dag, to år efter opstarten, er den største udfordring at finde nye samarbejdspartnere og investorer.

Men den udfordring tager Camilla Lind-Følsgaard gerne. For hun kan slet ikke se for sig, at Minevenner.dk skulle kunne lukke ned.

 

Læs mere om MineVenner.dk her: https://innovatorq.com/indslag-i-landsdaekkende-tv-satte-skub-i-forretningen/

Få Innovator Q’s nyhedsbrev
-og bliv den heldige vinder af en lækker d’herrer canvastaske. Vi trækker lod mellem månedens tilmeldte!

Vi hader også spam! Så det sparer vi dig for.