Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Når mænd og kvinder ikke er lige for loven, så har vi ikke ligestilling. Det gælder også i forhold til værnepligtsloven, som direkte diskriminerer på baggrund af køn. Det bør vi ændre. Den nuværende lov er et levn fra fortiden. Den er en fortælling om, at vi har brug for mænd, og at kvinder til nøds kan bruge i stedet.
Af Emilie Gnutzmann Quistgaard
Ligestillingsdebatten har med rette sat gang i en nødvendig dialog om køn og begrænsninger. Et emne som dog er gået forholdsvist uberørt hen, og som danner ramme for tusindvis af unge mennesker årligt, er værnepligtsloven. Den foreskriver, at enhver våbenfør mand er forpligtet til at forrette tjeneste i Forsvaret . Med andre ord, har mænd værnepligt.
Kvinder derimod har værneret. Det vil sige, at lovgivningen dikterer, at mænd er forpligtet til at forrette værnepligt, hvorimod kvinderne kan vælge at aftjene deres værneret. Der er behov for, at vi bringer denne problematik frem i lyset, når vi diskuterer ligestilling.
I dag er 99,9% de værnepligtige af frivillige, hvoraf er 22,2% kvinder, viser tal fra Forsvaret. Mænd og kvinders veje til og under værnepligtstjenesten er dog vidt forskellige. Efter at være fyldt 18 år bliver alle danske mænd indkaldt til det, som tidligere blev kaldt session, og i dag kaldes ’Forsvarets Dag’. Her bruges en dag på en af Forsvarets kaserner, hvor man gennemgår en helbredsundersøgelse, en intelligentest og hører om mulighederne i Forsvaret .
Ret eller pligt – kvinde eller mand
Grundlæggende betyder det, at den nuværende lovgivning skaber ulighed, og skriver sig ind i fortællingen om, at vi har behov for mændene, men vi til nøds kan bruge kvinderne.
Hvor mændene har pligt til at møde til Forsvarets dag, får kvinderne et brev i deres e-boks om, at de har ret til at komme til Forsvarets Dag og derfor kan melde sig til, hvis de ønsker at gøre tjeneste. Unge kvinder og mænd bliver dermed ved indgangen til deres voksenliv mødt med en lovgivning og et system, der diskriminerer på baggrund af køn. En diskrimination der ikke blot sker i udvælgelsen af værnepligtige, men forfølger de mænd og kvinder, som skriver under på en aftale om værnepligt.
Når mændene skriver under på en aftale om værnepligtstjeneste fanger bordet, og de skal fuldføre, medmindre deres helbred forhindrer dette. Kvinderne kan derimod afbryde deres værnepligttjeneste med henholdsvis 14 dages eller 1 måneds varsel, hvorved det indikeres, at kvinderne er undværlige.
Grundlæggende betyder det, at den nuværende lovgivning skaber ulighed, og skriver sig ind i fortællingen om, at vi har behov for mændene, men vi til nøds kan bruge kvinderne.
Læs også debatindlægget “Der findes ingen kvinder i Forsvaret!“.
Et kig mod Nord
Andre nordiske lande har taget opgøret med en værnepligtslov, der i højere grad afspejler fortiden end nutiden, hvor Norge med stor succes har indført almen værnepligt i 2015. Her skelnes ikke mellem køn ved indkaldelse, hvilket signalerer, at kvinder og mænd er lige værdifulde for det norske forsvar. De bærer et lige stort ansvar for opretholdelsen af nationens sikkerhed.
I Danmark er Forsvarsministeren ved at undersøge muligheden for en ændring i lovgivningen, således at kvinderne ikke kan sige op, når de har indgået en aftale om at aftjene deres værneret . Det virker imidlertid som at behandle et åbent benbrud med et plaster, og ændrer ikke på den åbenlyse diskrimination i udvælgelsen af værnepligtige.
Diskussionen om værnepligt for kvinder har hidtil primært fundet sted i Forsvaret, og virker ikke til at have vundet genklang i befolkningen. Tidligere på året blev der stillet et borgerforlag om værnepligt for kvinder. Forslaget har i skrivende stund en opbakning fra 281 personer, og dermed langtfra de 50.000 underskrifter som kræves . Den beskedne opbakning skyldes formentligt ikke manglende tilslutning i befolkningen, men derimod manglende eksponering.
Du kan læse og støtte borgerforslaget her.
Ikke kun et issue for Forsvaret
Det er synd, at dialogen om værnepligt for kvinder kun har fundet sted i forsvarsregi. Problematikken er langt mere almindgyldig end det. Faktisk er det en problematik, som direkte kan sættes i forbindelse med FN’s femte verdensmål om ligestilling af køn. I 5c. står der skrevet, at vi bør sikre: ”Velfunderede politikker og lovgivning, der kan håndhæves, og som fremmer ligestilling mellem kønnene og styrker alle kvinders og pigers rettigheder og muligheder på alle niveauer, skal vedtages og styrkes” .
Et delmål Danmark miskrediterer med sin nuværende lovgivning, som er baseret på stereotype kønsroller.
Forsvaret er en af Danmarks største offentlige institutioner, og sammensætningen af medarbejdere bør derfor afspejle det danske samfund. Der hersker absolut ingen tvivl om, at Forsvaret i ligeså høj grad har brug for kvindelige som mandelige soldater. Når man iagttager de kvindelige værnepligtige, konstabler, befalingsmænd og officerer bliver det klart, at det kvindelige køn ikke er en klods om benet.
Det er værnepligtsloven til gengæld, og det er nødvendigt, at vi får det italesat. For kan det virkelig passe, at vi i 2021 accepterer, at vores lovgivning direkte diskriminerer på baggrund af køn?
Om Emilie Gnutzmann Quistgaard
Emilie Gnutzmann Quistgaard var værnepligtig i efteråret 2019. Efterfølgende sad hun et år i ‘Værnepligtsrådet’, som har til formål at varetage de værnepligtiges interesser.
Her lærte hun bland andet, at store forandringer kræver tålmodighed. “Hvis man til gengæld er velholdende viljestærk og konstruktiv, kan selv de største bjerge flyttes” siger hun.
Emilie Gnutzmann Quistgaard studerer i dag Statskundskab på Københavns Universitet.