Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Mange steder i erhvervslivet sættes der initiativer i gang, som skal fremme mangfoldighed. Særligt lige nu er ønsket om at vise initiativ stort. Men er det muligt at foretage ægte mangfoldighedstiltag i verden drevet at ønsker om tal og kvantitative målinger?

Af Maria Mortensen, Specialkonsulent med ansvar for ligestilling og mangfoldighed

Forestil dig dette scenarie. En medarbejder har fået til opgave at udføre et stykke forandringsarbejde i organisationen. Til formålet skal produceres en baseline. Medarbejderen får besked på at kvantitativ viden er at foretrække: der skal tal på bordet.

Det er forventeligt. I det metodiske landskab har kvantitativ viden længe haft status af mere valid viden end kvalitativ. Tal er rene, de er objektive.

Men ofte sker der det, at når tallene skal findes frem, så viser udfordringerne sig. Produktion af data kræver overvejelser og kontekstbestemte vurderinger. Hvad skal tælles, hvordan skal det tælles og hvordan skal det visualiseres? Medarbejderen går i gang med at træffe en række valg, som skærer virkeligheden til.

Ikke sjældent ender medarbejderen op med flere versioneringer, som viser noget forskelligt. Spørgsmålet bliver nu, hvilket der skal arbejdes ud fra? Hvilke virkeligheder skal inkluderes og hvilke skal frasorteres?

Mangfoldighed bliver aldrig ”stuerent”

Nogle forandringsprojekter synes i højere grad end andre at sætte deres lid til dataunderstøttelse. Ofte er der tale om projekter, som måske ikke møder fuldstændig opbakning i organisationen. Eksempelvis mangfoldighedsarbejde. For det meste er det et ledelsesønske at disse projekter baseres på kvantitativ dataanalyse. Formålet er at ”låne” mangfoldighedsarbejdet lidt af tallenes sandhedsværdi.

Men gør vi mangfoldighedsarbejdet en bjørnetjeneste, når vi insisterer på at gøre det ”stuerent” gennem objektivisering? Kan forandringer, som fremmer mangfoldighed tælles?

Et vovet svar er: nej, det kan de ikke! Vi kan tæller hoveder, vi kan score trivsel og notere anmeldelser om upassende adfærd. Men mangfoldighed handler ikke om tal.

Mangfoldighed handler om at styrke organisationers kritiske selvrefleksion. Det er en social øvelse med afsæt i en række ikke-kvantitativbare videnskaber. Mangfoldighed handler om ledere, der insisterer på at tale om, hvordan hverdagen bedst kan tilrettelægges, så de fleste kan være med. Mangfoldighed handler om at huske selv at holde mund, så dem, der ikke råber højest, kan få taletid. Mangfoldighed handler om at øve sig på at skabe plads for det, man ikke selv føler eller har oplevet.

Mangfoldighed er også en økonomisk øvelse, bevares. Når arbejdspladsen og fællesskabet kan navigere i de kompleksiteter, som forskellige personlighedstyper og sociale baggrund skaber, så giver det overskud – både menneskeligt og økonomisk. Det sidste kan tælles – men det første kan ikke, og det er forudsætningen.

Mangfoldighedsindsatser, der sættes på formel som et spørgsmål om at skifte en baseline ud med en anden, kommer aldrig i mål. Derimod reproducerer og bestyrker de organisationens tryghedsnarkomani: skalaen er udvidet med én, men perspektivet har ikke flyttet sig ud af flækken.

Forenklingernes fængsel

Så når vi, der arbejder med mangfoldighed til dagligt, bliver ved med at acceptere præmissen om, at vores arbejde kan og skal gøres op i tal, så forsvarer vi vores kidnapper. Men ved I hvad venner, det er på tiden at vi flygter fra forenklingernes fængsel. Mangfoldighed handler om at rumme kompleksitet – også når vi ikke kan finde hoved og hale i det.

Kompleksitet, det kan ikke regnes. Men, det kan fortælles frem. Det kan beskrives og gives videre. Næste gang du er medarbejderen i scenariet, så hold fast. Hold fast på at data altid er et produkt af normative forenklinger, som ikke kan stå alene, hvis målet er øget mangfoldighed.

Hold fast i, at mangfoldighedsarbejde også handler om metoder og forestillinger. At det er tid at gøre op med ideen om objektivitet og rationalitet i mellemmenneskelige relationer – alt kan og skal ikke tælles.

Kvalitativ viden har længe nok haft rollen som det sekundære, det anekdotiske og det feminine.
Hvis vi vil lykkes med mangfoldighed, så skal vi først og fremmest lykkes med at forstå dette. At de vigtigste forandringer ikke kan vises i en graf – og at de dygtigste ledere ikke lader sig afskrække af det forhold.