Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Sygeplejerskernes strejke og lønkamp er ikke bare en kamp for en enkelt faggruppe. Det er en historisk kamp for ligeløn og et opgør med forskelsbehandling på baggrund af køn. For det er simpelthen uacceptabelt, at de kvindedominerede fag i 2021 stadig er bagud på lønnen.
Af Grete Christensen
Historisk uretfærdighed
Der er en grundlæggende uretfærdighed i det lønhierarki, som gælder for offentlige faggrupper. I 1969 blev Tjenestemandsreformen til. Det var et politisk og administrativt fastlagt lønhierarki for de offentligt ansatte faggrupper.
Dengang blev sygeplejerskerne indplaceret for lavt, uden hensyn til objektive kriterier. Daværende formand Kirsten Stallknecht kæmpede hårdt imod, og indplaceringen har siden været skyld i lønefterslæbet, som vi fortsat kæmper med.
Placeringer i hierarkiet var ment som midlertidige, og systemet var af politikerne tænkt til at være dynamisk i forhold til udviklingen i samfundet.
Tilpasningerne kom bare aldrig. Den dag i dag mærker hundredtusinder af ansatte i de kvindedominerede fag stadig konsekvenserne af Tjenestemandsreformen hver måned på lønsedlen. Det er til trods for, at sygeplejerskernes uddannelse siden da er blevet længere, og ansvaret større. Sygeplejersker i dag arbejder med et langt større selvstændighedsniveau end i 1969, hvor lønhierarkiet i Tjenestemandsreformen blev politisk vedtaget.
Sygeplejerskerne har nu et lønefterslæb på hele 15-20% i forhold til mandsdominerede fag med samme uddannelsesniveau. Det mener vi er på høje tid at få rettet op på og derfor kæmper vi – og mange af de andre kvindedominerede fag – stadig for højere løn.
Læs flere fakta om ligeløn her.
Det er tid til ligeløn
Så vores kamp er ikke en ny kamp. I Dansk Sygeplejeråds lange historie har spørgsmålet om løn været det primære omdrejningspunkt for konflikt med arbejdsgiverne, og vi strejker nu for femte gang siden Tjenestemandsreformen blev indført i 1969. Budskabet nu er det samme, som det var dengang: #viermereværd.
Men som vi ser i det nuværende OK21-forløb, så løber vi panden mod en mur, når vi inden for rammerne af aftalesystemet skal rette op på historiske uretfærdigheder. Det er svært at nå målbare resultater i overenskomstforhandlingerne. De kvindedominerede fag kæmper en større og mere kompleks kamp, som kræver et opgør med fasttømrede strukturer i samfundet. Skruturer der kan spores helt tilbage til Tjenestemandsreformen af 1969. Derfor er der brug for politisk handling, både nu og på sigt så vi kan få ligeløn i Danmark.
Vi mener ikke, at vi i 2021 kan acceptere, at der er forskel på de lønninger, som kvindedominerede fag og mandsdominerede fag får. Derfor kæmper vi for en fremtid uden forskel.
Kampen for ligeløn er også et spørgsmål om at sige fra
Vi er nemlig mere værd. Vores kompetencer og faglige ekspertise kommer patienterne til gode helt konkret i handlinger ledsaget af omsorg, vores samarbejde med andre faggrupper og omstillingsevne får vagtplanerne til at hænge sammen. I øjeblikket er der stor mangel på sygeplejersker, der er omkring 4700 ubesatte stillinger, hvilket presser arbejdsmiljøet de fleste steder, og der kommer i fremtiden til at mangle mange flere af os. Det er blandt andet fordi færre søger uddannelsen til sygeplejerske, og mange søger væk fra faget på grund af lønnen og arbejdsvilkår.
Vi har de seneste år set kvinder og andre grupper sige fra overfor sexisme, overgreb og forskelsbehandling. På den måde er kampen for ligeløn en del af et større billede, hvor der bliver gjort op med historisk uretfærdighed. Og nu er tiden kommet til at gøre op med Tjenestemandsreformen og sørge for ligeløn baseret på uddannelse og ansvar.
Det er en kamp, som ikke bare er retfærdig, men også nødvendig for at sikre, at der også i fremtiden er sygeplejersker nok til at sikre, at du og dine pårørende kan få hjælp, hvis I bliver syge.