Vi har et sprog, hvor en direktør er en mand, indtil ordet ”kvindelig” sættes foran. En depressionsramt er til gengæld en kvinde, til man sprogligt gør hende til en mand, forklarer sprogforsker. Kvinfo afviser sprogpoliti, men ønsker sig ægte ligestilling.

Af Marie Varming

Er det vejen frem at sætte ”kvindelig” foran formand, eller skal vi skabe helt nye ord, som man gør i Tyskland, når man omtaler en kvindelig person, som har et traditionelt maskulint embede?

En Kanzlerin eller Ärtzin, hvor vi typisk i Danmark ville sige kvindelig kansler og kvindelig læge. Skal der love og regler til, eller en helt anden vej? Hos Kvinfo vil man en anden vej.

”For os er det vigtigt at gøre op med myten om, at vi har ligestilling i Danmark. Det er netop den myte, der gør, at vi ikke har en særlig aktiv sprogpolitik,” siger Henriette Laursen. Hun er direktør i Kvinfo, som arbejder for at skabe ligestilling i Danmark.

Men sproget er langt fra ligestillet, og for mange danskere er det også ligegyldigt, fordi de føler, at vi i Danmark allerede har fuld ligestilling.

”Folk tror, det er ligegyldigt, fordi vi er i mål. Det er vi bare ikke,” siger Henriette Laursen.

Lige nu synes hun, der er langt igen.

”Det er en ufremkommelig diskussion. Se bare hvordan det gik, da vi diskuterede kønsneutrale lyskryds,” siger hun.

Ingen tradition for sprogpoliti

Hendes ønske er, at vi en dag når dertil, hvor diskussionen ikke er nødvendig.

”Ligestilling er, når vi kan sige ordet direktør, og det kan være en mand lige så vel, som det kan være en kvinde. En kultur, hvor det maskuline ikke er normen.”

Det er lektor emeritus ph.d. Ken Farø enig i.

”For mit eget vedkommende oplever jeg tit, at når jeg og en udenforstående taler om min læge eller min neurolog, som begge er kvinder. Så siger samtalepartneren ofte per automatik ”han” om dem. Det på trods af at jeg vil tro, at antallet af kvindelige læger i dag er mindst ligeså højt som mandlige. Det samme tror jeg gælder for præster og advokater,” siger Ken Farø.

Levnet fra fortiden, som stadig kan spores i sproget, kan tydeligt aflæses i hvilke ord, vi bruger.

Alligevel ønsker Henriette Laursen ikke lovgivning, for det er der ikke tradition for, og det ligger ikke til danskerne.

Nej tak til lovgivning

”Folk – og ikke mindst danskerne – er temmelig allergiske over for forsøg på at adfærdsregulere ovenfra, navnlig på så intime og personlige områder som sprogbrugen. Det går lige i skolen og på arbejdspladser, men så snart det drejer sig om den private sprogbrug, er mennesker langt mere vrangvillige,” fortæller Ken Farø, som har forsket i sprog og køn.

Ken Farø forklarer, at siden 1980 er udviklingen gået i retning af kønsneutralisering, så er de gamle former som svømmerske, studine og lærerinde gået i historiebøgerne, og der er i dag svømmere, studenter og lærere hos begge køn.

Til gengæld bruger vi i højere grad ordet ”kvindelig” for at markere, at der – mod forventning? – ikke er tale om en mandlig, butikstyv, akademiker, imam, professor eller præst.

Derimod får adskillige ord adjektivet ”mandlig” hæftet på sig, og det drejer sig for eksempel om sygeplejerske, jomfru, SOSU-assistent eller depressionsramt.

Men hvad siger det billede?

”At vi i mange tilfælde bruger disse adjektiver mandlig og kvindelig som et symptom på et muligt problem,” slår Ken Farø fast.

Den tyske vej?

Hos vores naboer i Tyskland har man valgt at gå den vej, hvor man eksplicit giver kvindelige erhverv deres egen betegnelse. I Danmark er vi snarere gået i retning af en sproglig kønsneutralisering.

”I Tyskland har man opnået en feminin synlighed i sproget, og bruger i dag Lehrerin eller Lehrperson, hvorimod en Lehrer er en mandlig lærer.”

Netop ordet lærer er i Danmark gældende for begge køn, men hvor vi altså vil have en tilbøjelighed til at sætte ”mandlig” eller ”kvindelig” foran for at markere kønnet.

Ligesom Henriette Laursen er Ken Farø i tvivl om, hvad der er mest frugtbart at gøre.

”Det er spørgsmålet, hvad der fremmer kvindesagen mest – hvis overhovedet: en udvikling som i tysk, hvor kvindelighed skal fremhæves sprogligt konsekvent og overalt, eller som i dansk, hvor kvindelighed ikke er et træk, der konsekvent skal markeres sprogligt, men hvor det snarere er et spørgsmål om, at kvinder bare ikke skal betegnes med en eksplicit maskulin betegnelse? De fleste ville opfatte det som reaktionært at sige ministerinde, soldatinde og morderske,” siger Ken Farø.

Kvinfo: Først og fremmes ligestilling

”Det er kun i de tilfælde hvor orddelen –mand indgår i en generel personbetegnelse som for eksempel formand eller brandmand, at der er et potentielt problem for kvinder. Man kan her vælge at tage ”–mand” bogstaveligt og sige, at det er diskriminerende, eller man kan vælge, at       ”-mand” også kan være en generaliserende betegnelse for personer at et hvilket som helst køn,” siger Ken Farø.

Det svarer nogenlunde til, hvordan man bruger ordet ”man” på engelsk, hvor det både kan betyde ”mand” eller ”menneske”.

Henriette Laursen vil foretrække at ligestillingen kommer først, og at sproget så følger efter. Men det måtte godt gå lidt hurtigere, synes direktøren.

”Ja, jeg synes ikke, der er særlig meget udvikling. De nye ord, der kommer, som for eksempel ”cis-kønnet” eller ”patriarkatet” skal man nærmest være medlem af en sekt for at bruge.”

Det bekræfter Ken Farø:

”Man kan jo sige og skrive, hvad man vil, men chancen for at få andre med, er minimal,” siger Ken Farø.