På onsdag, den 5. juni 2019, er der folketingsvalg i Danmark. Mere end fire millioner mænd og kvinder kan gøre deres indflydelse gældende, og det er nærmest umuligt at forestille sig, at der engang var så stor forskel på køn og rang, at de færreste måtte deltage i det demokratiske projekt. I dag kan både mænd og kvinder stemme, og de kan også stille op til folketingsvalg – det vælger flere og flere kvinder at gøre.

af Julie Askholm Wonsild, sproglig rådgiver

Siden 1971 har Det danske valgprojekt gjort os klogere på de danske vælgere og partilederes præstationer efter hvert valg. Her ses der ofte på køn, da der stadig er store forskelle på kvindelige og mandlige vælgere og partiledere.

Med en række eksempler fra de sidste folketingsvalg vil jeg her vise, hvordan nogle partiledere aktivt selv vælger at bruge deres køn som våben, mens andre bliver presset til det. Der findes sikkert langt flere eksempler, og hemmeligheden er gemt i den sproglige deltalje.

#1 Når Kjærsgaard føler sig truet

Ved folketingsvalget i 2007 fik Dansk Folkeparti det bedste resultat nogensinde. Derved startede en helt ny periode i partiets historie, hvor de indgik som fast støtteparti for den borgerlige regering. En rolle der var helt uvant for det populistiske højrefløjsparti, og som også viste sig at skabe store problemer for Kjærsgaard under valgkampen i 2011. Nu blev hun tvunget til at tage ansvar.

Det havde Villy Søvndal (SF) opdaget og i et mere eller mindre koordineret samarbejde med Helle Thorning-Schmidt (S) gik de skifte vis hårdt til Kjærsgaard.

Et godt eksempel herpå findes i den afsluttende partilederdebat på DR1.

Værten Kim Bildsøe Lassen har netop givet Søvndal det sidste ord, og de debatterer lige her forskellige bud på en tilbagetrækningsreform. Søvndal angriber Kjærsgaard for at ville tvinge syge borgere til at blive på arbejdsmarkedet. Han mener ikke, at vælgerne kan stole på Kjærsgaards ord og fortsætter:

Søvndal: Pia, hun taler simpelthen usandt. Jeg står her med et svar fra folketingets arbejdsmarkedsudvalg, som har spurgt ministeren i den regering, du støtter.
Kjærsgaard: altså ved du hvad? Du ser enormt truende ud – pas lige på.
Søvndal: det må du undskylde.
(publikum griner)
Søvndal: hvor mange…
(klapsalmer fra publikum)
Søvndal: ….hvor mange,…. hvor mange,…. hvor mange vil være berettiget af de syvogtredive tusinde, der mister retten til efterløn.

Både Søvndal og Kjærsgaard ved at værten er klar til at skifte emne, og Kjærsgaard er nødt til at reagere for at bremse Søvndal, hun udnytter nu deres fysiske placering lige ved siden af hinanden.

Det gør hun her ved at trække ”kønskortet” både verbalt og fysisk. Hun vælger aktivt, men dog presset, at indtage rollen som kvinden der føler sig truet. Hun gør det med et smil, og det får både latter frem hos publikum og efter følgende også klapsalver. Det afbryder Søvndals talestrøm.

Her spiller Kjærsgaard godt nok på sit køn, men hun spiller også på publikums forventning om at få underholdning. Og det må formodes at vægte tungere end risikoen for at indtage en rolle, som Kjærsgaards kernevælger ikke kan identificere sig med.

#2 Når Helle Thorning indtager rollen som bekymret forældre

Op til folketingsvalget i 2015 var et af de helt store politikområder børnefamilierne, og de krav hverdagen stiller til dem. Tilstanden i daginstitutionerne blev diskuteret kraftigt, men det var langt oftere kvinderne, der bød ind med deres personlige erfaringer end mændene.

Et godt eksempel på en kvindelig partileder, der på eget initiativ italesætter sin rolle som kvinde og som mor, har jeg fundet i TV2’s afsluttende partilederdebat.

Thorning: Alle forældre har oplevet at aflevere deres børn, og så gå ud derfra og sætte sig i bilen eller i toget og så have ondt i maven overfor sit barn. Får barnet den ekstra trøst eller omsorg, det har brug for i dag? Alle forældre har oplevet det, den klump i maven kan vi alle sammen huske.

Herefter tildeler værten Cecilie Beck statsministerkandidat Lars Løkke Rasmussen (V) ordet, men han vælger i stedet for at zoome ud og tale om normeringerne i daginstitutioner som en del af den økonomiske vækstplan – altså, han gør ikke sin rolle som far relevant, men vælger at tale økonomi i stedet for følelser.

Løkke har heller ikke mange andre valg, for Thorning har nu indtaget rollen som børnenes beskytter, og de kan jo ikke have den begge to. Så hvis Løkke ville have indtaget denne rolle, så skulle han have vovet at tage den inden Thorning gjorde det. Nu er muligheden forpasset, og Thorning kalder i øvrigt også sig selv for lederen af det røde børne- og familieflertal.

#3 Timing og mod

Timingen er afgørende. For hvornår skal man vælge at gøre en rolle aktuel. Hvornår er det rigtige tidspunkt at indtage en rolle?

En halv time senere i den samme tv-debat fra 2015 skubber Løkke dog igen til Thorning og til den rolle, hun netop har indtaget. En rolle som den statsminister befolkningen kan regne med og stole på og som skaber følelser hos vælgerne. Ved eksemplet her bliver presset fra Løkke dog så voldsomt, at Thorning er nødt til at bryde ud af diskussionen, gøre noget andet, noget uventet. Lidt i samme stil som vi ser Kjærsgaard gøre i det første eksempel.

Flere kan måske huske, da Thorning går over gulvet, bryder med formatet og vil give Løkke hånd på en aftale på direkte TV. Hun vil vise, at hun også kan indtage rollen som statsmand, og siger:

Thorning: Så nu giver vi håndslag, på at vi ikke hæver boligskatten.
Løkke: Hvem er det jeg giver hånd til?
Thorning: Du giver hånden til mig.
Løkke: Og hvem er du?
Thorning: (grinende) Jamen, jeg er Statsminister.

Værten Natasja Crone bliver også lettere overrasket over, at Thorning forlader sin plads. Løkke tager aldrig hendes hånd, og aftalen bliver dermed aldrig indgået.

Men i princippet betyder det knap så meget, hvorvidt de indgår aftalen, pointen er, at Thorning har forsvaret sin rolle, sin position og har flyttet fokus fra Løkkes argumenter og pres. Det her er et godt eksempel på, hvordan Thorning arbejder med sin rolle, hun holder stædigt fast i at ville være både kvinde, mor og statsmand, der kan indgå aftaler og styre landet.

Indtag en rolle og gør den til din egen

De nævnte eksempler er i dette format lidt fortegnede, fordi der er en bredere politisk og historisk ramme uden om eksemplerne. Uden om hver enkelt debat. Hvert enkelt folketingsvalg. Det ændrer dog ikke på, at det skaber nogle muligheder, når en partileder helt bevidst indtager en rolle knyttet til sit køn – og det skaber nogle begrænsninger.

De tre eksempler viser os, at kønnet kan bruges til at afbryde og skrifte fokus i en debat. Nogle gange virker det, andre gange gør det ikke. Dynamikken i politiske debatter er afgørende for, hvem der vinder retten til mere taletid og anerkendelse fra vælgerne. Hvis partilederne indtager en kønsbestemt rolle, medfølger der nogle begrænsninger. Det bliver nødvendigt at arbejde med rollen, og hele tiden sikre at man ejer den alene.

Der er mange strategier for at vinde taletid, og der skal mod til at indtage en rolle, hvor man spiller på sit køn.

Mon Løkke, Frederiksen og de andre tør?

Lige nu er vi ved at nærme os afslutningen på valgkampen. Folketingsvalget 2019 afholdes på onsdag den 5. juni, på Grundlovsdag. Partilederne blive igen samlet til de to afsluttende debatter på direkte TV, og der er flere kvinder at holde øje med.

Mette Frederiksen (S), der var syg ved de indledende partilederdebatter, er med, og skal forsvarer sin position, men også forsøge at vinde regeringsmagten. Måske skal hun vove at smide sit køn ind i debatten.

Vi skal også holde øje med den unge ny-udnævnte partiformand fra Kristendemokraterne, Isabella Arendt. På sin første dag ved de indledende partilederdebatter blev hun smidt ind på den politiske scene med rødt hår og knald rød kjole. De første ord, der kom ud af munden på hende handlede om reproduktion, og var ment som en opbakning til Løkke. Hvad bliver hendes næste træk?

Det er blot et par af de kvindelige partiledere, men hvad med alle de mandlige? Er der nogen af dem, der tør at sætte deres egen privatperson i centrum, og måske endda bevæge sig ind på de blødere værdier. Det ser ud som om, vi igen får et valg med fokus på børnefamilierne.

På valgdagen, som i øvrigt også er ”Fars dag”, bør de mandlige partiledere vove at tale om forældreskab og familie. Da Løkke i 2015 bragte sin far ind i debatten om kræftbehandling og her i 2019 bragte sin svigerdatter ind i debatten omkring justeringer i 24-årsreglen mistede han ikke terræn, han blev tværtimod rost.

Måske er vi snart ved at være der, hvor ikke længere er politikområder for kvinder og politikområder for mænd.

Læs også Birgitte Baadegaards debatindlæg: Balance i Folketinget – stem på en kvinde