Julia Lahme er kvinden og iværksætteren bag projektet Musali. Et projekt, der beskæftiger 12 zambiske kvinder, som laver og producerer traditionsrige smykker. Smykker, der gør dem uafhængige af mænd. Uafhængige, så de kan forsørge sig selv og de mange børn, de har ansvar for. Dermed kan de skabe et liv, de selv vælger
Af Anna Jankovic
”Vi vil alle have muligheden for et arbejdsliv, hvor vi kan forsørge os selv”, siger Julia Lahme.
Og det er hele ideen bag Musali-projektet, der understøtter håndværk og håndarbejde udført af kvinder til kvinder. Musali beskæftiger lige nu 12 zambiske kvinder, der bor i forskellige landsbyer omkring byen Livingstone i Zambia.
”Dette projekt er hverken nødhjælp eller ulandsbistand. Det er i stedet for 12 kvinder, der har fået et job og kan forsørge sig selv og sine børn. Være uafhængige og selvstændige. De kan ændre et samfund”, siger Julia Lahme og fortsætter:
“Det at have et job er nøglen til ligestilling og muligheder. Du skal ikke være afhængig af at være gift med en mand, for at få en sæk majsmel, så du kan mætte dine 10 børn, og så kan han gå videre næste dag. Det er blot en anden form for prostitution. Du er nødt til at kunne forsørge dig selv og kende dine rettigheder, så du kan navigere rundt i samfundet”.
Kvinderne i Zambia lever et hårdt liv, hvor de ikke kan bevæge sig væk fra hytten, børnene og blandt andet bliver lukket inde i en menstruationshytte en gang om måneden.
”Vi er nødt til at uddanne og hjælpe dem til at skabe ordentlige liv. For hvert par øreringe, vi sælger, er der konkret gjort noget – en reel og mærkbar forskel i en families liv. Det er ikke for sjov. Hvis vi sælger 10 par øreringe, så er der nok til, at en familie kan leve en hel måned. Hvis vi sælger 20 par, så kan en familie leve en hel måned og sende en pige i skole. Der skal ikke mere til”, siger Julia Lahme.
Udviklingen sker hos kvinderne, fordi det er dem, der har børnene, pointerer hun.
AIDS, fattigdom og børn uden forældre
Zambia er et af de fattigste lande i verden. To tredjedele af befolkningen lever i alvorlig fattigdom. HIV og AIDS er et alvorligt problem, og mere end 15 procent af den voksne befolkning lever med HIV eller AIDS.
Ifølge UNICEF er Zambia et af de lande i verden med den højeste andel af forældreløse børn. Ifølge statistik fra 2018 var 15 procent af børn under 15 år forældreløse (en eller to forældre døde). Samme år levede omkring 1,2 millioner mennesker i Zambia med HIV, og 17.000 mennesker døde af AIDS-relaterede sygdomme.
Derfor er det normalt, at mange kvinder selv forsøger 10-15 børn.
”Det er ikke nødvendigvis deres egne børn. Mange kvinder tager andres børn ind, døde søstres og veninders børn bor hos dem. Der er kvinder, der har rigtig mange munde at mætte”, siger Julia Lahme.
Kunne ikke lukke øjnene for fattigdommen
Det var hverken manglen på arbejde eller projekter, der fik Julia Lahme på tanken om at skabe Musali-projektet. Tværtimod. Hendes kommunikationsbureau Lahme Kommunikation mangler ikke arbejdsopgaver eller kunder. Men efter at have besøgt sin far og hans kone i Zambia, kunne Julia Lahme ikke lade være. Hun kunne ikke lukke øjnene for den fattigdom, hun havde mødt og set.
”Da jeg besøgte min far i Afrika første gang, blev jeg overvældet over forholdene og fattigdommen. Det var meget svært at være der. Fattigdommen var voldsom. Jeg så kvinder, der knoklede med børn spændt fast til kroppen – ude i markerne, på markedet, i gaderne, mens mændene tygger kat i skyggen under palmetræerne”, siger hun.
Hun fortæller, at det er et samfund, der ikke fungerer. Det er ludfattigt.
”Midt i alt det, stod jeg på et marked og fandt nogle meget smukke vævede armbånd. Dem købte jeg et par stykker af og var overrasket over, hvor dyre de var. I Zambia er alt dyrt, da der næsten ikke er nogen handel, men prisen på smykkerne var overdreven. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor de var så vanvittigt dyre”.
Julia Lahme, spurgte sin fars kone Anne Mutunda, som har 25 års erfaring som projektleder og projektmedarbejder på opgaver i Zambia, der skal lære kvinder om sundhed, børnefødsler, prævention og menstruation, hvorfor smykkerne var så dyre. Hun forklarede, at kvinderne ikke selv kan komme ind på markedet med smykkerne, så det er mellemhandlerne, som sælger dem. Derfor er de så dyre. Og kvinderne tjener næsten ingenting.
Musali-projektet starter
”Jeg tog smykkerne med hjem til Danmark og talte med nogle forskellige mennesker herhjemme, om vi ikke kunne sælge dem i Danmark. Og derfra startede Musali stille og roligt”, siger Julia Lahme og fortsætter:
”Nu kører vi på tredje år, og det handler kort om, at vi laver samhandel med udsatte kvinder. Der ikke nogen af de kvinder i vores projekt, som har lyst til at tage imod ulandshjælp eller få noget som helst gratis. De vil tjene deres egne penge. Det med at få muligheden for at tjene sine egne penge i et land som Zambia, er en kæmpe, kæmpe deal”.
Kvinderne er fra forskellige landsbyer, så projektet gør mest mulig nytte i så stort et område, som muligt. Det er hårdtarbejdende flittige damer. Udover smykkerne skal de stadig passe børn, marker og meget andet. De har mange ansvarsområder i deres liv. Fordi, der blandt andet er så mange forskellige kulturer, sprog og krav til kvinder i det zambiske samfund.
Netværk, sparring og undervisning
Kvinderne i projektet mødes en gang om måneden, hvor de kommer med de smykker, de har lavet og udveksler ideer. De mødes i Annes Mutundas baghave. Det har udviklet sig til et socialt netværk, hvor de hjælper og sparrer med hinanden.
”Vi sørger for, at de bliver undervist i et emne, der kan være nyttigt for dem i deres liv. Det kan være menstruationshygiejne, ernæring, at få en bankkonto eller generelt om demokrati. De kan også selv foreslå emner, som de vil vide mere om”, siger Julia Lahme.
Når man kommer fra en ekstrem fattigdom, hvor majsgrød er hovedernæring, vokser børn op uden fedt i maden, som i den tidlige udviklingsfase er med til at udvikle børns hjerner. Derfor er det vigtigt, at kvinderne bliver undervist i ernæring og forstår vigtigheden af den basale næring, forklarer Julia Lahme. Så de lærer blandt andet, hvordan man med beskedne midler ernærer sine børn på en fornuftig måde.
”Vi har talt om deres økonomi. Hvordan sparer man op? Hvordan åbner man en bankkonto? De kan ikke gemme pengene i væggene i lerhytterne, som de bor i. De får ikke en månedsløn. De får pengene på en gang. Så snart de afleverer smykkerne, får de betaling. De skal selv lære at have styr på de penge. Og når man som voksen kvinde ikke har haft penge mellem hænderne mange gange i sit liv, må man lære hvordan og hvad, man skal gøre”, siger Julia Lahme.
”Så man er nødt til at hjælpe dem med helt basale ting. Vi har lært dem om demokrati og deres egne rettigheder som kvinder. Det er totalt learning by doing for os, men Anne Mutundas har en masse erfaring og er vores kontaktperson dernede”.
Musali sender piger i skole
Én gang havde Musali et lille overskud, hvilket er usædvanligt, da det ofte giver underskud. De penge blev kanaliseret over til den lokale nonne Søster Immaculata. Hun driver et lille projekt i kirken, som hjælper piger, som har arbejdet som prostituerede, med at komme tilbage på skolebænken.
I dag støtter projektet to unge piger, som var blevet sendt på gaden af deres familier, da der ikke var andet at leve af. Familierne får penge for at undvære pigernes indtægt på gaden, og pigerne får betalt deres skolegang, bøger, tøj og lommepenge.
”Udover de to voksne kvinder, så har vi to helt små forældreløse piger på 9 og 10 år. Vi har forpligtet os til at betale deres skolegang, til de er færdige med college”, siger Julia Lahme.
Hårdtarbejdende kvinder i Zambia og Danmark
”Mine medarbejdere i Danmark føler sig stolte og har en forståelse af, at vi kan flytte noget med ganske lidt. Selvom det er mange timers arbejde, vi bruger på det her, så er det ikke meget, der skal til. Jeg har lært af kvinderne i Zambia, at det, vi alle vil have, er muligheden for et arbejdsliv, hvor vi kan forsørge os selv. Alt den ulandshjælp er ikke alt, der har bragt glæde eller uafhængighed”, siger Julia Lahme.
Hun fortæller, at de i starten begik fejl som f.eks. at tro, at kvinder på den anden side af kloden forstod, hvad hun mente, når hun talte om at få sendt nogle samples på øreringe.
”Så fik jeg alt muligt blandet sammen, som ikke kunne vikles ud. Jeg taler ud fra en kultur, hvor man er vant til at netshoppe til en person, der er nødt til at bruge en masse energi på, bare at finde ud af, hvordan man sender et brev til Danmark”.
Julia Lahme og medarbejderne hjemme i Danmark gennemgår og renser alle smykkerne enkeltvis, så de er fine og rene. Det er en krævende manuel opgave for alle sammen. Både for kvinderne hjemme i Danmark, men naturligvis også for kvinderne i Zambia.
”Det hele er lavet med omsorg. Jeg føler et meget stærk bånd til kvinderne i Afrika og holder meget af dem. Jeg har stor beundring for dem, og hvordan de klarer deres liv. Det giver et vindue ind til et andet kvindeliv. Og nogle historier, jeg ellers aldrig ville have haft adgang til at forstå”.
Håber, at projektet kan fortsætte, for det ændrer liv
”Af og til tænker jeg over, om jeg har råd til at fortsætte projektet, men jeg kan for pokker ikke lade være”.
Julia Lahma ønsker inderligt, at projektet og kvindernes kreativitet kan blive ved med at udvikle smykker, som nogen gerne vil købe. Og grunden til, at det skal være smykker er, at det er småt. Hun kan f.eks. ikke sætte dem til at sy. Derfor er det fleksibelt og kan være noget, de kan lave samtidigt med de mange andre pligter, de har.
Hun ønsker, at projektet overlever, og hvis alt går vel, at kunne skrabe nok penge sammen, til at sende endnu et par piger i skole.
Julia Lahme fortæller, at 12 kvinder kan ændre et samfund. 12 kvinder, der har lært om demokrati og om egne rettigheder, og arrangerer Livingstones første 8. marts (international kvindedag, red.) fejring nogen sinde, hvor de informerer andre kvinder om demokrati, rettigheder og ligestilling. De 12 kvinder er ikke blevet gift i de tre år projektet har stået på, fordi de nu kan klare sig uden mænd.
”Det er enormt stort for mig at mærke dette søsterskab. Der er noget mellem kvinder, selvom der er en verden, der deler os, og vi er langt fra hinanden. Vi har en forpligtelse til at være i hinandens liv på en givende måde. Og nej – man kan ikke hjælpe alle, men man kan gøre noget for nogen”.
