Tuesday, 22 Oct 2024

Landsorganisation af Kvindekrisecentre øger fokus på forskningen med ny leder

I LOKK har de længe ønsket at etablere en forsknings- og udviklingsenhed, som skal tilbyde forskningsbaseret udvikling på kvindekrisecentrene. ⁠⁠⁠⁠En del af LOKKs virke er nemlig at levere faglig viden om vold og forebyggelse af vold samt synliggøre de strukturelle samfundsudfordringer med kønsbaseret vold.

I en pressemeddelelse skriver LOKK:

“Vi er glade for at kunne byde velkommen til Eva Bertelsen (ph.d.), som skal forske i kønsbaseret vold for LOKK. Eva har bl.a. forsket i kvindekrisecentrenes arbejde med seksuel vold i parforhold og de danske politikker og tiltag til at bekæmpe vold mod kvinder. Vi glæder os meget til sammen med Eva også ad denne vej at arbejde for at hjælpe voldsudsatte kvinder og deres børn videre til en tryg fremtid uden vold i hjemmet.”

Eva Bertelsen er 48 år, hendes titel er Leder af forskning og udvikling hos Landsorganisation af Kvindekrisecentre, www.lokk.dk.

Til Innovator Q siger den nyudnævnte forskningsleder:

”Jeg forventer, vi med oprettelsen af en forsknings- og udviklingsenhed i LOKK kan bidrage markant til at løfte forskningsområdet indenfor partnervold mod kvinder, herunder forskning i kvindekrisecentre og deres praksis. Partnervold er et stort og present problem for de alt for mange kvinder og deres børn, der lever med vold i hjemmet.”

Hun uddyber, at der på den baggrund er brug for mere praksisnær forskning på området, så de kan udvikle samfundets viden om den kønsbaserede partnervold til gavn for indsatsen mod vold.

“Det er et samfundsansvar at komme volden til livs, og derfor er det også mit håb, at vi i Landsorganisation af Kvindekrisecentre kan involvere andre aktører på tværs af samfundet i forskningsprojekter omkring vold mod kvinder og deres børn.”

Få Innovator Q’s nyhedsbrev
-og bliv den heldige vinder af en lækker d’herrer canvastaske. Vi trækker lod mellem månedens tilmeldte!

Vi hader også spam! Så det sparer vi dig for.