Thursday, 6 Feb 2025

Juli måned er roden til alt ondt

Det er ikke altid lige nemt at holde ferie, når man er iværksætter.  Foto: Trine Askholm
Det er ikke altid lige nemt at holde ferie, når man er iværksætter. Foto: Trine Askholm

Hold nu k…, hvor jeg keder mig. Det er juli måned i iværksætterland, og der sker ikke en flyvende fis. Specielt ikke, når man har et produkt, der henvender sig til virksomhedsdanmark, der  tydeligvis er gået på ferie, og ingen intention har om at komme tilbage før engang i midt-august.

Af Helene Aagard, co-founder af GoGetty

Der var tid, hvor jeg elskede alt ved Skagen- og Tisvildeugen. Elskede stilheden til at få gjort projekter (læs kvartalsregnskaber) færdigt samtidig med jeg havde muligheden for at holde lang frokost og gå tidligt fra kontoret hver dag. Altså som i hver eneste dag. Dage, hvor der aldrig var kamp om parkeringspladserne, og hvor CEO’en trods alt var lidt mindre på mailen end normalt.

Nu er de forbandede industriferieuger blevet mit værste mareridt. Det er som at stå midt i intetheden og bakse ud i luften med sin 30 sekunders elevatortale, og det eneste man kan høre er ens egen desperate stemme og de 117 tusinde autosvar, som tikker ind. Aldrig har min mail været så travlt optaget af ingenting.

Det frie paradoks

I bund og grund burde man jo gøre det samme som iværksætter, som jeg gjorde dengang i corporate. Holde lang frokost, gå tidligt og arbejde hjemme. Men det virker bare forkert. Som om man snyder eller er utro.

Som iværksætter har man aldrig fri, og alligevel har man altid friheden til at vælge, hvornår man vil arbejde, hvor lang tid, og hvad man vil arbejde på. Det er et vildt paradoks, som kræver en vis tilvænning – specielt efter 10 år i det private erhvervsliv. Jeg er der på ingen måde endnu.

Så i stedet arbejder vi i biksen med koncepter, fine-tuner produkter, lægger strategisk planer for resten af året, mens vi tæller dagene til 1. august. Vel vidende, at det ikke er fuldstændig overstået 1. august, men nok nærmere 15. august. Og det er vel og mærke efter et forår, hvor der jo ikke var andet end helligdage.

Den stereotype iværksætter

Det bliver et travlt efterår, sagde vi altid i det private, og det tror da fanden, tænker jeg nu, hvor det føles som om alle i landet har holdt fri i mere eller mindre grad siden Påske. Inden jeg ser mig om, støtter jeg op om ideen om at afskaffe samtlige helligdage, selvom det var noget af det bedste jeg vidste, da jeg var i corporate.

Men mens jeg skriver disse ord, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget jeg reproducerer billedet af den stereotype iværksætter. Jeg mangler bare en udslidt sofa en i et baggårdslokale og en datalogi-grad (og muligvis også et XY kromosom, men det er en anden snak), og så er billedet fuldendt.

Æder kedsomheden

I sidste ende valgte jeg bl.a. dette liv, fordi jeg ikke længere gad den manglende fleksibilitet til at have en karriere og et familieliv. Jeg var så uendelig træt af, at robusthed var noget jeg skulle udvise overfor HR-afdelingen og ikke overfor min søn.  Eller at nærvær og tilstedeværelse overfor chefen blev prioriteret først, når han eller hun ringede midt i ulvetimen med noget, som sagtens kunne vente til dagen efter.

Jeg æder gerne kedsomheden og desperationen i juli måned for til gengæld at have muligheden for at gå tidligt hver dag i efteråret og aldrig nogensinde igen tage et arbejdsopkald i ulvetimen.

Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke lægger mange timer i min virksomhed for det kommer du ikke udenom, hvis du gerne vil bygge noget op, men fordelen er, at det på min egne præmisser. – også selvom det til tider er ret kedeligt.

Forsat god sommer!

Logo_innovatorQ_RGB

Få Innovator Q’s nyhedsbrev
-og bliv den heldige vinder af en lækker d’herrer canvastaske. Vi trækker lod mellem månedens tilmeldte!

Vi hader også spam! Så det sparer vi dig for.