Jane Ibsen Piper og hendes kæreste investerer halvdelen af deres løn hver måned. Det er parret i stand til, fordi de har valgt at leve et liv uden overforbrug, men med købestop og genbrug i centrum
Af Christina Blom
I halvandet år har Jane Ibsen Piper hver måned lagt halvdelen af sin løn til side. Udelukkende til investeringer. Det er et fælles projekt, hun har sammen med sin kæreste Michael, der hver måned også lægger halvdelen af sin løn til side. Indtil videre har de investeret i 8-9 forskellige aktier. Hovedsagligt danske aktier.
”Vi investerer i sådan nogle halvkedelige og fornuftige selskaber som for eksempel forsikringsselskabet Topdanmark. Selskaber, der præsterer solide resultater år efter år. Det har jeg det bedst med,” siger den 38-årige jurist, som gennem flere år har været ansat i finanssektoren.
Købestop og nej tak til livsstilsinflation
Forklaringen på, at Jane og hendes ingeniørkæreste har kastet sig ud i et ambitiøst investeringseventyr, skal ikke kun findes i høje lønninger, men også i deres livsstil. De seneste 6 år har hun haft købestop, og kæresten Michael følger hendes eksempel.
De har begge to fuldtidsjobs, rækkehus, en brugt bil købt kontant og ønsker at være nærværende forældre, som hellere vil cykle en tur i skoven med deres to drenge på 7 og 9 år end at tage i legeland eller bruge lørdag formiddag i et storcenter. Parret har nemlig valgt et liv uden overforbrug og lader sig ikke påvirke af reklamer og modetendenser.
Og så har de også valgt at bo billigt. Faktisk var det helt bevidst, da de købte rækkehuset i Måløv. Fordi de har råd til at bo dér med kun en indkomst. Med deres høje lønninger kunne de ellers sagtens have købt hus i Hellerup, tage på 3 ugers ferie til Thailand og alt det andet, der typisk følger med at have høje indtægter. Jane kalder det ’livsstilsinflation’. Altså det der med, at ens forbrug stille og roligt stiger i takt med, at man får flere penge mellem hænderne.
”Når jeg taler med mine kolleger, kan jeg høre, at de tager det som en selvfølge at købe dyrt hus og store biler. Det er slet ikke noget, de overvejer, for det er jo bare sådan man gør. Jeg bryder mig ikke om at prædike, men hvis de spørger, fortæller jeg, hvordan vi har valgt at leve,” siger Jane og kalder sig selv en øko-hippie. For zero waste, klima og CO2 ligger hende også meget på sinde.
Først afvikle gæld – så investere
På mange måder er Jane Ibsen Piper et lærebogseksempel på fornuftig, økonomisk adfærd. I hvert fald når man taler med økonomiske eksperter. Ifølge professor i finansiering på Copenhagen Business School Steffen Andersen er det ubetinget vigtigst af alt at komme af med sin gæld. Det er et synspunkt, som professor Michael Møller fra Copenhagen Business School deler.
”For utroligt mange mennesker er den bedste investering at tilbagebetale gæld. Jeg vil råde dem til at afvikle alt bankgæld og i øvrigt også en del af deres realkreditgæld. Tilbagebetaling af gæld giver et godt afkast. For hvis man betaler gæld tilbage, sparer man renten til banken eller administrationsbidraget til kreditforeningen, og desuden sparer man omkostningerne ved at få forvaltet pengene”, forklarer han.
Ganske vist sidder Jane og kæresten ikke gældfrit i den fælles ejerbolig. De har stadig et realkreditlån i det nyopførte rækkehus vest for København. Men de er ikke fremmede over for tanken om at betale noget af realkreditlånet i huset hurtigere ud end de knapt 30 år, som udgør løbetiden på lånet.
”Det motiverer mig altid at sætte svære mål, ligesom dengang jeg betalte SU-lånet af længe før tid og banklånet i huset på 2,5 år,” siger Jane, der ikke begyndte at investere, før hendes SU-lån og siden parrets fælles banklån i huset var ude af verden.
Læs desuden artiklen om ung, kvindelig investor på SU – KLIK HER
Få aktiehandler og færre handelsomkostninger
Den 38-årige mor til to har udover en fornuftig økonomisk adfærd også en klog investoradfærd. Det er konklusionen, når man taler med professor Steffen Andersen fra Copenhagen Business School, som forsker i mænd og kvinders adfærd på aktiemarkederne.
Selvom hun og kæresten kun har været i gang med at investere i halvandet år og næppe kan betegnes som erfarne investorer – ja, så handler de alligevel klogt. Når de køber aktier, er de nemlig ikke typerne, der hurtigt sælger dem igen. Tværtimod køber de og planlægger at holde aktierne længe i deres portefølje. Meget længe endda.
Og når de ikke handler særligt meget, har de færre handelsomkostninger, og det vil på sigt give dem et bedre afkast. Alt andet lige.
Udover at parret ikke handler særligt meget i aktiedepotet, har de også en lang tidshorisont på deres fælles investering. En tidshorisont, som er mere end 10 år. De har en høj risikoprofil og kan med andre ord godt tåle at tabe nogle penge.
Læs desuden artiklen om kvinders investeringsadfærd – KLIK HER
Målet er at blive økonomisk uafhængig
Jane vil ikke fortælle, hvor mange penge hun og kæresten allerede har investeret for og ej heller, hvad de investerer for i kroner og ører hver måned. Men klart er det, at de som henholdsvis jurist og it-ingeniør har gode og velbetalte jobs. Alt andet lige er det et pænt stort beløb, de allerede har investeret i aktier.
Ved siden af den fælles aktieportefølje har parret også en kontantopsparing stående på en konto i banken. Som en buffer. Og som en friheds-fond. En ’fuck you-fond’ kan Jane godt lide at kalde opsparingen. Hvis enten hun eller kæresten får en dum chef, kan de sige op i morgen, forklarer hun.
Målet er, at hun med tiden bliver økonomisk uafhængig, så hun kan gå ned i tid og skrive mere.
Minimalistisk livsstil
Selvom Jane har råd, ønsker hun ikke at bruge penge på at købe dyrt tøj. Hun vil hellere købe tøj i genbrugsbutikker. Både til sig selv og drengene. Og så syr hun. Og strikker. Og reparerer tøjet på symaskinen. Lige indtil det ikke kan mere.
Parret synes ikke, de mangler noget og understreger, at de ikke sparer penge af nød. Det er med andre ord også lysten, der driver værket, når de hver søndag laver en madplan for den kommende uge, for at undgå madspild.
Parret lever et helt almindeligt børnefamilieliv med deres to drenge, David og Elias. De tager på skiferie, og om sommeren kører de på bilferie i udlandet. I de måneder kan de naturligvis ikke investere halvdelen af deres løn.
”Vi har en del penge tilovers hver måned, som vi sparer op, og så er det simpelthen så rart, at vi ikke behøver at bekymre os om penge,” siger Jane, som godt kan forstå, hvis hun og hendes familie virker frelste på nogen.
Ved at rydde ud i sine ting og indføre købestop har hun opnået en kontant belønning i form af mere plads, mindre rengøring og mere overskud. På den måde har hun været i stand til at lægge hverdagens stress bag sig og samtidigt fået mere tid til sin familie. Hun har med andre ord fundet plads og ro, både i hovedet og økonomien.
”Vi bruger kun penge på det, der giver mening for os og gør os lykkelige. Vi har investeret i gode cykler til vores ture i skoven, vi spiser god mad og drikker god rødvin engang imellem, vi tager på skiferie og så køber vi aktier. Lige nu er vi faktisk i gang med at købe op i globale investeringsfonde.”