Et nyt år er begyndt – på Innovator Q glæder vi os til 2020. På redaktionen har vi nu tilknyttet en række nye journalister, som alle brænder for at fortælle gode historier til jer.
Vi håber, at I har bemærket den øgede mængde af artikler de seneste måneder, og vil tage godt imod artiklerne. I kan fortsat støtte vores arbejde ved at give et månedligt bidrag eller blot sende os et par kroner i sponsorat.
Kigger jeg tilbage på 2019, så er der fem begivender, der træder særligt frem som store succeser:
- Sanna Marin blev Finlands nye kvindelige statsminister
- Mette Frederiksen blev den anden kvindelige statsminister i Danmark
- Oprettelsen af barselsfonden for selvstændige
- Flere mandlige CEOs har meldt sig ind i diversitetsdebatten
Jeg bemærker ligeledes, at under 2 % af de mange hundrede millioner kroner venturekapital der investeres i Danmark, investeres i virksomheder med kvindelige foundere, samtidigt med at det er gået i stå, når vi kigger på andelen af kvinder i de danske bestyrelser.
I 2020 håber jeg på
- at der kommer flere kvindelige CEOs
- at andelen af bestyrelser helt uden kvinder falder
- at debatten om øremærket barsel til begge forældre munder ud i konkrete aftaler
- at kvindelige foundere får en højere andel af den investere venturekapital
- og at der kommer mere diversitet i brugen af kilder
Jeg håber også, at færre erhvervsfolk i 2020 vil føle sig nødsaget til at sige højt, at når de ansætter, så kommer kompetencer før køn. For det giver sig selv, at ingen virksomheder, der tager sig selv og deres eventuelle aktionærer seriøst, kan finde på at lade køn vinde over kompentencer.
Det handler om at ansætte den bedste til teamet, og derfor skal alle kigge sig godt for og ikke vælge dem, som ligner en selv. Jeg vil i den sammenhæng citere vores nationalbankdirektør Lars Rohde, som til Berlingske Tidende i december sagde:
»Jeg har hørt bestyrelsesformænd sige, at selv om de gerne ville, har de været ude af stand til at finde en kvalificeret kvinde til deres ottemands bestyrelse. Men så synes jeg ærligt talt, at de skulle gøre sig lidt mere umage,« siger han og tilføjer:
»Vi har først reel ligestilling, når der også er plads til dårlige kvindelige topchefer.«
På Innovator Q fortsætter vi med at skrive de historier, som andre medier ikke tager fat i. Vi fortsætter med at lave podcast om kvindelige rollemodeller. De første afsnit til Sæson 2 af “Sådan gjorde jeg” er allerede planlagt.
Igen i år vil Innovator Q være at finde på Folkemødet, hvor vi i samarbejde med Diversity Factor og Iværksætterskibet (Dansk Crowfunding Forening) afholder en diversitetsdag fredag den 12. juni 2020. Den dag vil vi sætte endnu mere fokus på diversitet og inklusion i erhvervslivet og mediebranchen. Vi glæder os til at afsløre både program og deltagere.
Tak for jeres støtte i året 2019. Vi håber på, at mange mange flere vil følge os og støtte vores arbejde i 2020.
Mange hilsner, og godt nytår
Trine Askholm, Chefredaktør