Gitte Kirkegaard indtræder i bestyrelsen for DI Region Sydvestjylland.
Hun er Adm. Direktør og ejer af Logitrans A/S som udbyder internt transportmateriel til det meste af verden.
Kirkegaard vil fremadrettet indgå i DI regionsbestyrelse i Region Sydvestjylland, som dækker medlemsvirksomheder i Billund, Esbjerg, Fanø, Varde og Vejen kommune.
Regionen repræsenterer ca. 550 virksomheder. Bestyrelsen har til formål at varetage erhvervslivets interesser – dels overfor det politiske system og dels overfor de regionale og lokale medier.
Gitte Kirkegaard er desuden medlem af netværket Bestyrelseskvinder, der arbejder for at fremme vækst og diversitet i bestyrelserne hos de små og mellemstore virksomheder.