Thursday, 29 Oct 2020

En nødvendig #metoo-status

Gadekunst i Barcelona. Foto: Red Dot
Gadekunst i Barcelona. Foto: Red Dot

Så røg Morten Østergaard – hvilket er helt ok efter en sølle pressehåndtering, da hans ego spændte ben for ham på vejen.

Alligevel sidder jeg med en dårlig smag i munden. En fornemmelse af, at det er NU, at vi skal holde balancen. Skal huske at holde skidt for sig og snot for sig – og at erindre os selv om, hvad der er det dybere formål med både #metoo og det generelle opgør, der er i gang overalt i verden.

I den forbindelse er det interessant, at de Radikales nye leder, Sofie Carsten Nielsen, har kendt til sagen i flere år uden at sige noget – og at hun nu er partiets nye leder.

The bad women

Ligesom det er interessant at se tilløbene til, at Lotte Rod bliver ’the bad woman’ – den krænkende, som fældede Morten Østergaard, selvom hun i realiteten er den krænkede, og han fældede sig selv gennem sit egotrip.

Refleksion: Er dette en ny begyndelse, eller er det i virkeligheden en fortsættelse af et forældet ledelsesparadigme – nu blot med en kvindes navn i stedet for en mands? En af de kvinder, der har lært at spille det oldgamle spil – og som derfor har lært at ’mande sig op’, tage kampen og at agere efter de uskrevne præmisser?

Der er kort sagt nogle perspektiver i dette politiske spil, vi skal holde os for øje:

Nødvendige perspektiver

#1) Der er så mange mænd, der den sidste tid har bakket både den nye voldtægtslov og #metoo op, fordi de kan se, at et skift er nødvendigt. Stor taknemmelighed over det – for vi HAR brug for et nyt sæt briller, både mænd og kvinder.

Udfordringen er, at hvis vi ureflekteret klapper over hvert et mande-hoved, der ruller, risikerer vi et setback. DET ER NEMLIG IKKE DE RULLENDE MANDEHOVEDER, DER ER MÅLET I SIG SELV! Målet er et opgør med et system, der både i politik og i erhvervslivet gør magt til et redskab til at få sex (oversættes til: dermed er det ikke sex men overgreb) – og et overordnet ledelsesparadigme, der har manipulation, kamp og konkurrence som sin label.

Et ukritisk ønske om ‘retfærdighed/hævn’ kan – lidt stiliseret udtrykt – komme til at minde om mønsteret i den franske revolution, herunder de utallige, rullende, adelige hoveder i guillotinen – hvilket ikke bragte kvinderne særlig langt efterfølgende i det nye samfund, der sjovt nok fortsatte som det gamle. Nu med nye mænd på toppen – og et tomt narrativ om ‘en ny verden’. Husk lige det: rullende hoveder skaber ikke forandring med mindre, vi er bevidste om, at der skal nogle helt andre og nye strukturer til i samfundet – herunder nye ledelsesprofiler.

#2) Hvad med de magtfulde kvinder, som beskytter mænd, der begår overgreb? Hvornår får de et kig i sømmene? De er nemlig historisk set også med til at opretholde det magtsystem, som vi i denne tid forsøger at bryde ned for at skabe et andet og mere balanceret.

Vores udenrigsminister sidder fx. stadig på posten trods en speget sag om en 15 årig pige – efter alt at dømme med ‘hjælp til professionel vattering’ af Socialdemokratiets partitop. I erhvervslivet findes nok det samme mønster.

#3) Som mor til både en datter og søn i tyverne, er det mig magtpåliggende, at denne tid bliver en selvransagende bevidsthedsrejse for både mænd og kvinder. Ellers bliver vreden driveren, og polerne imellem os består.

Sønner skal også kunne stå sikkert

Så ja, jeg byder ændringerne velkommen, da det forhåbentlig vil give min datter et større råderum i sit liv. SAMTIDIG ønsker jeg ikke at opleve min søn stå usikker tilbage, fordi han ikke kan gennemskue den nye ramme – trods både stor empati og god opdragelse.

Ændringer som disse tager tid. Og de går hurtigst, hvis vi er SAMMEN om at skabe dem.

Hele denne bølge handler om retten til egen KROP (m/k). Om drifter. Om kønnenes dynamik. Det løser love, skabt med HOVEDET, ikke alene på. (Selv)bevidsthed er nøglen.

Den nye ramme vil forhåbentlig bringe en respektfuld, legende dans tilbage mellem os.

Gentænk dansen

Jeg taler om en dans, som vi alle har godt af at (gen)huske, og som vi kan styrke ved at gøre os følgende refleksioner – uanset, om vi er mænd eller kvinder.

Og dette gælder ikke mindst i både dansk erhvervsliv og politik i denne tid:

1) hvornår har jeg af egoistiske/strategiske årsager tiet, når jeg har set noget uacceptabelt? Og hvordan har jeg stiltiende været (og er måske stadig) med til at opretholde en usund kultur, (fordi den har givet mig selv muligheder)? Dette såvel i skoler, i gymnasier, på uddannelsesinstitutioner og på arbejdsmarkedet/i politik.

2) hvornår har jeg – også i det helt små – udnyttet min magt (alder, position, funktion, titel, branche etc) til at opnå det, jeg ønsker fra et andet menneske? Dvs – i hvilke situationer (små som store) har jeg ikke været min position værdig og ansvarlig?

3) hvornår har jeg af frygt for repressalier (fyring, udstødelse, mobning, udelukkelse etc) tiet og har dermed opført mig illoyalt over for mennesker, der blev krænket?

Lad os bruge den nye tid til selvransagelse.

Til samtaler.

Til åbenhed.

Til ærlighed.

Til dialog.

Til at se indad – i stedet for at pege udad.

Til at forstå.

Og til at bygge bro.

 

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.Sønner

Om Birgitte Baadegaard

Hun er oprindeligt uddannet cand.merc., men arbejder i dag som forfatter, foredragsholder og Feminine Leadership Mentor.

Hun er desuden gift, mor, hundeejer og kæmpe fan Brunello og hindbærsnitter.

Birgitte Baadegaard bor i Storkøbenhavn og er født i 1967.

 

Birgitte Baadegaard er født i 1967. Hun er oprindeligt uddannet cand.merc., men arbejder i dag som forfatter og Feminine Leadership Mentor.
Logo_innovatorQ_RGB

Få Innovator Q’s nyhedsbrev
-og bliv den heldige vinder af en lækker d’herrer canvastaske. Vi trækker lod mellem månedens tilmeldte!

Vi hader også spam! Så det sparer vi dig for.